Forsvar for en bolighaj

Der er blevet skrevet et nyt kapitel i klassikeren om den onde bolighaj og de forfulgte lejere. Fem unge kvinder beretter i pressen om den chikane de udsættes for af en vis Brian Rohde. Det er bestemt ikke artige ting, de kan fortælle om. Brian lukker for det varme vand, så de ikke kan gå […]

Der er blevet skrevet et nyt kapitel i klassikeren om den onde bolighaj og
de forfulgte lejere. Fem unge kvinder beretter i pressen om den chikane de
udsættes for af en vis Brian Rohde. Det er bestemt ikke artige ting, de kan
fortælle om. Brian lukker for det varme vand, så de ikke kan gå i bad uden
at få forfrysninger. Han fjerner et toiletsæde, så de må placere deres
yndige numser på den kolde keramik. Han afbryder strømmen om natten, så
deres vækkeure nulstilles. Og minsandten om han ikke også banker på
toiletdøren, når pigerne søger et stille øjeblik.

Det er sandelig ikke sjovt at bo til leje hos Brian, forstår man. Pigerne
forstår ikke et klap af det hele. Hvad har de dog gjort, for at påkalde sig
denne vendetta?

De har såmænd brudt en aftale. Brian lejede værelserne ud til mellem 4.240
og 4.740 kroner stykket, hvilket kan forekomme som en pebret sum, også
selvom værelserne befinder sig i en luksuspenthouselejlighed centralt på
Vesterbro i København. Men det var dog den pris, de sagde ja til at betale
efter at have besigtiget faciliteterne. Hvis de dengang var utilfredse med
prisen, så kunne de jo have takket nej. Nok er udlejeren en Brian, men han
satte dog ikke pigerne en pistol for panden og tvang dem til at leje
værelserne. De gjorde det ganske frivilligt.

Nu kommer jeg fra Jylland, hvilket måske gør mig ignorant i forhold til,
hvordan man indgår handler i København. Men altså, der hvor jeg kommer fra,
der er en handel en handel. Er varen leveret, så kan køber ikke bagefter
komme rendende og sige, at varen da i øvrigt er, som den skal være, men at
han egentlig ikke rigtig har lyst til at betale den aftalte pris. Den slags
mennesker sender man til RKI, eller alternativt hælder man er stor bunke
jord ud i deres indkørsel.

Sådan så pigerne i Brians lejlighed ikke ligefrem på det, da de var flyttet
ind i lejligheden. De klagede til huslejenævnet, som er et offentligt sted,
hvor man ser sig i stand til at bedømme, hvor meget et lejemål er værd.
Umiddelbart mærkeligt, for vi har jo ikke offentlige kontorer, der vurderer,
hvor meget agurker eller biler eller sødmælk eller aviser er værd. Men det
har vi altså i tilfældet lejligheder.

Huslejenævnet – desværre ikke et af de nævn regeringen har haft mod til at
nedlægge – mente ikke, at værelserne levede op til huslejen. De satte i
stedet prisen til 2.500 kroner. Hvorfor lige 2.500 kroner? Bare fordi.

Brian følte sig en anelse snydt. Hvis han vidste, at han skulle udleje til
2.500 kroner, så ville han sandsynligvis slet ikke have investeret i
lejligheden til udlejningsformål. Skal man i dag købe sådan en lejlighed, så
kan nettohuslejen let andrage 15.000 kroner, og så er der ikke mange penge i
at udleje fem værelser til i alt 12.500 kroner. Og hvis han vidste, at de
fire piger ikke havde i sinde at betale den aftalte husleje, så ville han
ikke have udlejet til dem, men fundet andre lejere.

Nu vil Brian helst have, at pigerne pakker deres sager sammen og forsvinder.
Vil de ikke betale, så har han heller ikke den store lyst til at levere
varen. Problemet er bare, at Brian ikke kan smide dem ud. Det ville være
utænkeligt på alle andre områder, men er man bolighaj, så kan man ikke kræve
sin ejendom tilbage, selvom køber nægter at betale prisen.

Brian ser ikke anden udvej end at gøre livet surt for sine lejere, og det
viser sig, at han på det felt er endog særdeles opfindsom. Ikke mange ville
have nerverne til frivilligt at påtage sig den skurkerolle, som Brian har
gjort til sin. Men han vil så umanerligt gerne have de piger til at flytte,
og så bruger han de nødvendige midler.

Brian er bare ikke den egentlige skurk i denne sag. Det er noget, han
spiller, for at få sin lejlighed tilbage fra fem piger, som ikke vil betale
den aftalte husleje. Skurken er huslejereguleringen og dens håndlangere i
huslejenævnet. I årtier har dette planøkonomiske morads forhindret, at
lejligheder bliver udlejet til deres egentlige værdi.

Det er knaldhamrende fedt for dem, der er så heldige at have skaffet sig en
lejlighed via gode kontakter til boligadministratorer og advokater og
udlejere og kooperationen og den slags. Men det er knaldhamrende ærgerligt
for dem, der står uden tag over hovedet. På grund af huslejereguleringen
bliver der ikke bygget nok boliger til udlejning. Der er ikke penge i
lortet, som vi siger det på jysk, og er der ikke penge i det, hvorfor skulle
man så investere sine spareskillinger i det. Så hellere putte dem i
statsobligationer.

Tænk hvis man sagde, at agurker kun måtte koste to kroner. Fanden skulle da
stå i at bygge drivhuse og slide sin røv i laser med jord og gødning og
kunstig vanding, når man ikke må tjene penge på det. Masser af danskere
kunne investere deres sparepenge i en udlejningsejendom, men forrentningen
er bare ikke god nok. Derfor vælger de mere attraktive markeder.

Folk som Brian er i virkeligheden helte i denne sammenhæng. Skulle Brian
leve op til loven, så ville han aldrig have købt sin
luksuspenthouselejlighed på Vesterbro. Så ville den i stedet være beboet af
en eller anden IT-millionær, hans modelkæreste og deres kongepuddel ved navn
Alexander. Og hvad ville de boligsøgende have fået ud af det? Intet andet
end fem lejemål mindre at vælge i mellem.

Men Brian er jysk af natur, og derfor går han ikke så meget op i statens
regulativer. Han har sin lejlighed, og han udlejer den til en pris, der
passer ham. Folk kan jo bare sige nej tak.

Vi bør takke Brian for hans mod. Det er en hård branche, han er gået ind i,
men det er en nødvendig branche. Hvis det ikke var for Brian og hans
antiautoritære meningsfæller over hele landet, så ville der være endnu færre
udlejningsboliger til en i forvejen sulten skare af boligsøgende.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password