Fødevaresikkerhed på et ureguleret marked

I Danmark reguleres fødevarernes beskaffenhed af en statslig instans, som kaldes Fødevaredirektoratet. Direktoratet er fremkommet som en fusion af Levnedsmiddelstyrelsen og Veterinærdirektoratet i 1997. Af direktoratets hjemmeside fremgår det, at der i alt bruges knap 2.000 årsværk på at kontrollere slagtere og husdyrs forhold. Af Finansloven for 2001 (F2001) fremgår det, at Fødevaredirektoratet koster de […]

I Danmark reguleres fødevarernes beskaffenhed af en statslig instans, som kaldes Fødevaredirektoratet. Direktoratet er fremkommet som en fusion af Levnedsmiddelstyrelsen og Veterinærdirektoratet i 1997. Af direktoratets hjemmeside fremgår det, at der i alt bruges knap 2.000 årsværk på at kontrollere slagtere og husdyrs forhold.

Af Finansloven for 2001 (F2001) fremgår det, at Fødevaredirektoratet koster de danske borgere over 1,2 mia. kr. årligt. Direktoratet indkræver årligt over 500 mio. kr. fra forsvarsløse private næringsdrivende, som er tvunget til at følge en statsligt dikteret standard.

Problemet ved en statslig standard er for det første, at det ikke er muligt at forfølge private næringsdrivende, som efterlever standarden. Deres individuelle ansvar negligeres derfor. Dette problem er dog ikke mest aktuelt i Danmark, hvor fødevaresikkerheden er meget høj. For det andet hviler den statsligt dikterede standard på antagelsen om, at bureaukrater er dygtige til deres job og vil implementere standarden, så den tilgodeser flest mulige mennesker. Enhver med kendskab til statsligt bureaukrati ved, at dette er en horribel antagelse.

Fødevaresikkerhed er et ubetinget gode, og den nuværende danske sikkerhed er sikkert i verdensklasse. Uanset om man synes, 1,2 mia. kr. er mange penge for denne sikkerhed eller ej, bør man imidlertid være klar over, at dette kun er de direkte og observerbare udgifter.

Fødevaredirektoratet har bla. til opgave at administrere Lov om fødevarer. Herunder findes en såkaldt positivliste på 280 sider over tilladte tilsætningsstoffer, som må forekomme i danske levnedsmidler. Dertil kommer, at direktoratet vedligeholder en tilsvarende liste over kemikalier, som må anvendes i produktionsapparatet i levnedsmiddelindustrien.

Alle disse på verdensplan temmelig restriktive regler er fælles for alle danske virksomheder i levnedsmiddelindustrien (og for en stor dels vedkommende også virksomheder i EU). Ingen fravigelse er mulig. Levnedsmiddelindustrien tvinges derfor til at anvende bestemte antikorrosionsmidler til deres dampkedler, undgå bestemte tilsætningsstoffer i maden og anvende bestemte slagtemetoder (som i tilfældet med kogalskab).

Fødevaresikkerhed er karakteriseret ved faldende marginalafkast. Det vil sige, at for hver ekstra krone, man anvender på at forbedre sikkerheden, vil de ekstra menneskeliv, som derved reddes eller ildebefindender, som undgås, være færre og færre.

Et eksempel kunne være, at man i dag er 99,99 pct. sikker på ikke at dø i løbet af en gennemsnitsalder som følge af at spise den gennemsnitlige mængde oksekød for danskere. Hvis man slækkede på sikkerheden med én tiendedel promille, så det kun var omkring 99,98 pct. sikkert, at man ikke døde, er besparelsen som følge af faldende marginalafkast derfor større end én tiendedel promille – måske 4 pct.? Da jeg hverken er læge eller ernæringsekspert skal jeg ikke gøre mig klog på, hvor stor graden af besparelse kunne være. Blot skal man være opmærksom på, at en fødevaresikkerhed, som er meget tæt på 1 er meget dyr, og måske kunne disse resurser anvendes bedre i andre dele af samfundet.

Hvad ville der ske, hvis man nedlagde Fødevaredirektoratet?

To interesser strider mod hinanden: vi vil gerne have sunde fødevarer, men vi vil ikke betale det hvide ud af øjnene for det. Det gælder mao. om at prioritere. Som i så mange andre af samfundetslivets aspekter er løsningen på et sådant prioriteringsproblem… konkurrence.

Private certificeringsinstitutioner
Detailhandlere, slagtere og spisesteder ville alle have en interesse i at kunne tilgodese vore ønsker om sunde og sikre fødevarer ved at lade sig certificere af uafhængige markedsinstitutioner. Derved kunne forskellige standarder af fødevaresikkerhed garanteres af eksempelvis virksomheder som Norsk Veritas (certificering af bl.a. ledelsessystemer, maritime tjenester og jernbaner) eller United Underwriters (certificering af obligationsudstedere og andre finansielle tjenester).

Sådanne private certificeringsinstitutioner kunne tjene penge på abonnementsordninger, hvor eksempelvis slagtere eller bagere lod sig certificere ved uanmeldte stikprøvekontroller. Resultaterne af disse besøg kunne løbende offentliggøres i selve forretningen eller på Internettet. Bemærk, at det ikke er en nødvendighed, at alle slagtere skulle lade sig certificere af den samme institution – endsige efter den samme standard. Certificeringsinstitutionernes succeskriterium ville være, at så mange som muligt benytter den standard, som de selv sætter. Derved får de flest kunder og derfor størst indtjening.

Sikkerhedsstandarden
Sikkerhedsstandarden som sættes af den enkelte certificeringsinstitution må for det første være karakteriseret ved, at den er troværdig (dvs. gennemtestet og sund). Anslag mod en certificeringsinstitutions troværdighed og uafhængighed vil have katastrofale følger for dens renommé, og da dens eneste varer netop er dens uafhængighed og ekspertise, vil det med stor sandsynlighed føre til konkurs, hvis den gribes i sløsagtighed eller vennetjenester.

Det gælder derfor om at oparbejde et troværdigt omdømme og at behandle sine kunder så rimeligt som muligt. Hvis en slagter en enkelt gang får dårlige anmærkninger for sine sanitære forhold, må et uanmeldt besøg kort tid efter kontrollere, om slagteren har forbedret sig, eller om han helt må miste sit certifikat. En institution som United Underwriters har netop kunnet overleve i så lang tid ved at tilpasse sine customer relations efter forholdene og ved at være rimelig over for sine kunder.

For det andet må sikkerhedsstandarden være så billig som muligt. Hvis en omkostningsfuld forøgelse af grænseværdien for et eller andet tilsætningsstof ikke har nogen nævneværdig betydning for levnedsmidlers sikkerhed, bør den droppes. Ved at ansætte læger, statistikere og ernæringseksperter til at undersøge, hvordan man optimerer fødevaresikkerheden, kan omkostningerne ved en given sikkerhedsstandard minimeres. Dette giver sig i sidste ende til kende ved, at de produkter, som følger sikkerhedsstandarden vil være billigere og derfor mere efterspurgt af både slagteres kunder og derfor også slagtere.

For en optimal sikkerhedsstandard må være gældende, at den marginale pris på risiko i hvert produktionsled, som er forbundet med produktionen af en vare, er den samme. Eksempelvis nytter det ikke noget, at man anvender dødsensfarlige kemikalier mod korrosion i sine dampkedler og tilbereder helt frisk og ufarligt kød i dem, selvom den marginale besparelse ved lavere sikkerhed på kød og antikorrosionskemikalier er ens. Da forbrugerne både vil undgå risiko og for høje omkostninger, skal begge disse faktorer indgå i sikkerhedsstandarden.

Til forskel fra i dag, hvor statslige myndigheder sætter en sikkerhedsstandard, som skal gælde for alle, vil der på et ureguleret marked kunne opstå flere forskellige sikkerhedsstandarder. De ”dyreste” sikkerhedsstandarder, hvor prisen på den marginale risiko er højst, vil formentlig blive efterspurgt af rige og madinteresserede grupper samt ældre, syge eller børn, som er mere modtagelige over for infektioner. Den ”billigste” sikkerhedsstandard vil formentlig blive efterspurgt af fattige, unge og raske grupper. På den måde kan risikoen, som løbes ved indtagelsen af mad, bla. tilpasses livsforløbets sundhedstilstand og formueforhold. Fattige grupper vil derfor ikke være tvunget til at købe dyr og meget sikker mad, som det er tilfældet i dag.

De forskellige private certificeringsinstitutioner vil givetvis slås om, hvem der har den billigste og mindst risikable sikkerhedsstandard. Sikkerhedsstandarderne vil altså løbende blevet evalueret af de konkurrerende virksomheder samt kritiske journalister og forbrugere. Dertil kommer, at godkendelsen af nye tilsætningsstoffer og kemikalier til produktionsprocessen – under stadig hensyntagen til virksomhedernes troværdighed – vil blive fremskyndet for at tilgodese brugerne af de respektive sikkerhedsstandarder. Dette er også en klar fordel frem for i dag, hvor myndighederne er notorisk langsomme til (også) dén slags.

Om der ville forekomme diversificerede sikkerhedsstandarder, er dog ikke sikkert. Det afhænger af befolkningens præferencer og indkomstfordelingen. Derfor ville en fælles standard også kunne være et resultat af et frit marked. I så fald ville forskellige virksomheder konkurrere om håndhævelsen af denne standard på den mest troværdige og billigste måde.

En anden måde at håndhæve fødevaresikkerheden er inspireret af USA, hvor store erstatningskrav vil ruinere en slagter, som sælger kontamineret og sundhedsskadeligt kød. Dette aspekt er aktuelt i Danmark, hvor en kinesisk restaurant for nylig var i mediernes søgelys, fordi en række kunder havde pådraget sig salmonellaforgiftninger. I Danmark kæder produktansvarsloven restauratørers ansvar sammen med deres produkter, og det er følgelig muligt at få erstatning, hvis man har lidt skade af deres produkter. Problemet er, at domstolene kun sjældent har tilkendt betydningsfulde erstatninger for tort eller tabt arbejdsfortjeneste.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password