Narkodebatten

Legaliser narkotika nu, skriver David Karsbøl.

Hele moralen i den særdeles politisk ukorrekte, danskproducerede aktionfilm “I Kina spiser de hunde” var, at hvis man bare mener, at ens handlinger er gode, så er de gode. Selvom Arvid i filmen skyder et helt rockband, parterer sin ekskæreste og medvirker til at sprænge en jugoslavisk flygtning i luften, kommer han i himlen til sidst i filmen, fordi han var overbevist om, at hans handlinger var legitime – han mente dem jo godt!

Det skal tilføjes, at Arvids broder, som spilles af Kim Bodnia, siger “perker” flere gange, uden at en eller anden halvstatslig instans af den grund har lagt sag an mod filmproducenten.

At filmens pointe er absurd, vil de færreste nok betvivle. Vore handlinger bør evalueres ved, om de skader andre eller ej (konsekvensetik) – ikke, hvad vore intentioner med handlingerne er (sindelagsetik).

Denne tilsyneladende simple regel, som vel nærmest må karakteriseres som et kategorisk imperativ for alle velfungerende samfund, er imidlertid aldeles fremmed i den danske narkodebat.

Filmen demonstrerer ganske tydeligt, hvad konsekvensen af den ultimative sindelagsetik er: Mennesker reduceres til midler i kampen for at nå et højere mål, og individuelle rettigheder anderkendes derfor ikke. Tilsvarende med den danske narkopolitik.

Lad os starte med at spørge: Hvem skades ved indtagelsen af stoffer? Som en behjertet læser har gjort opmærksom på, kan man udmærket tænke sig, at børn af en stofmisbruger har det hårdt. Javel, ligesom børn af alkoholikere eller blot børn af sociale tabere, som staten har produceret en syndflod af. Først og fremmest må man dog sige, at konsekvenserne af indtagelsen af narkotika mærkes af indtageren.

Jeg vil til hver en tid bestride, at man nødvendigvis er en dårlig forælder, hvis man indtager narkotika. Specielt er det ingen nødvendighed, hvis ens narkotikum tilvejebringes på markedsvilkår – dvs. til en pris, som må måles i promiller af den nuværende pris. Narkomaner vil under sådanne omstændigheder ikke være tvunget til at begå kriminalitet for at skaffe penge til nye stoffer.

Men lad os da for sjov skyld indgå på den behjertede læsers præmisser, og lad os antage, at der findes en mand, som ikke har børn (og i øvrigt ikke har nogen familie). Hvis denne mand indtager ulovlige stoffer, må handlingen i enhver meningsfuld forstand siges at være en offerløs forbrydelse.
Følgelig må handlingen være lovlig og legitim.

Hvis manden har børn eller andre, som er pårørende, må handlingen stadig være legitim – idet man ikke kan sandsynliggøre, at indtagelsen af stoffer nødvendigvis vil skade andre. Lad os anlægge den realistiske synsvinkel, som den behjertede læser insisterer på. Måske vil der findes enkeltstående tilfælde, hvor børn tager skade af forældres narkotikaindtagelse. Dette forhold begrunder imidlertid ikke, at narkotika skal være ulovligt.

Lovgivningen ville jo være absurd og krænkende over for individuel selvbestemmelse, hvis den udelukkende var baseret på statistiske lovmæssigheder eller enkeltstående tilfælde. Hvis jeg mao. kunne vise, at mørklødede mennesker begik mere kriminalitet end andre, kunne det med en sådan argumentation legitimere, at vi lukkede grænsen for “sortsmudskere”. Jeg ville også kunne forbyde mænd i alderes 18-25 at køre bil, fordi de beviseligt kører mindre ansvarligt end øvrige bilister eller forbyde medlemmer af SF at undervise i folkeskolen, fordi jeg selv havde haft nogle dårlige oplevelser med dén slags.

Vores humanistiske menneskesyn tilsiger os at respekterer andre menneskers afvigende opførsel – så længe den ikke skader andre, men vi behøver ikke billige indtagelsen af stoffer. Faktisk kan vi fraråde børn og venner overhovedet at stifte bekendtskab med dem, ligesom vi bør hjælpe de personer, som pga. stoffer er kommet i en uheldig situation. Men vi kan ikke forbyde autonome individer at indtage bestemte stoffer. Selve tanken er absurd, hvis man ikke efterhånden har vænnet sig til den.

Forbuddet mod indtagelse af narkotika er baseret på en manglende anerkendelse af individuelle rettigheder. Det sindelagsetiske værdisæt, som tilsiger politikere at opretholde det nyttesløse forbud mod stoffer, er anti-humanistisk i sit inderste. Narkomaner er ifølge denne tanke uden rettigheder, fordi de er viljeløse klumper kød, som udelukkende styres af drifter – at sammenligne med dyr. Når man først har prøvet narkotika en eller flere gange, er man afhængig – dvs. viljeløs.

Dette er selvfølgelig forkert. Der er ingen, som tvinger en narkoman til at indtage stoffer. Afhængigheden er illusorisk, men hvis alle behandlere, socialrådgivere og eksperter er ved at skvatte over hinandens ben for at råbe, at man er færdig, hvis man tager stoffer – så lur mig, om ikke narkomanerne i mange tilfælde tror på det.

Selvfølgelig er det forbundet med stort ubehag at tage en kold tyrker. Det er også ubehageligt at have tømmermænd, selvom det rimeligvis ikke er i samme grad. Men et væsentligt skridt fremad i behandlingen af narkomaner ville givetvis være, at man begyndte at insistere på, at narkomaner selv var herre over deres egen skæbne. I dag er behandlingen vel nærmest tilrettelagt for at støtte narkobrugere i deres forestillinger om at være ofre for alverdens ulykker, og at de ikke selv kan komme ud af deres påståede afhængighed.

Måske kan vi alle blive enige om, at det er værre at tage stoffer eller drikke meget alkohol end at lade være, men schweiziske forsøg viser, at indsatte stofbrugere i schweiziske fængsler faktisk ved udleveringen af heroin var i stand til at passe et landbrugsarbejde på lige fod med øvrige indsatte, som ikke tog stoffer.

I det hele taget må man sige, at den danske narkopolitik er fuldstændigt mislykket. Flere bruger i dag forbudte stoffer end nogensinde, og det samme gør sig gældende i USA og England, hvor man i endnu højere grad end i Danmark har forsøgt at hindre udbredelsen af stoffer på den gammeldags måde – dvs. med forbud.

Det er efterhånden også en veldokumenteret kendsgerning, at hver eneste krone, som anvendes til at kriminalisere stoffer, går til ekstra kriminalitet og forringelser i stofbrugeres livskvalitet, som i forvejen godt kunne trænge til et løft. Men det er måske lige meget, når blot man mener det godt?
Meget taler for, at vi bør revidere vores syn på narkomaner. De bør som alle andre ses som selvstændige individer med en vilje og med retten til at inhalere, hvad de har lyst til. Det sindelagsetiske værdisæt bør tilsvarende skrottes sammen med kollektivismen, og “I Kina spiser de hunde” bør ses og forstås.

Legalisér nu!

Se i øvrigt www.brugerforeningen.dk

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password