Menneskets indflydelse på klimaet

I juni 1988 deltog videnskabsmanden James Hansen fra Goddard Institute for Space Studies i en høring i det amerikanske senats energi komité. Her fortalte han, at han var "99 pct. sikker" på at det varmere vejr i 1980’erne skyldtes en forstærket drivhuseffekt, skabt af en stigende kuldioxid-koncentration i atmosfæren, som igen skyldtes afbrænding af fossile […]

I juni 1988 deltog videnskabsmanden James Hansen fra Goddard
Institute for Space Studies i en høring i det amerikanske senats energi
komité. Her fortalte han, at han var "99 pct. sikker" på at det
varmere vejr i 1980’erne skyldtes en forstærket drivhuseffekt, skabt af en
stigende kuldioxid-koncentration i atmosfæren, som igen skyldtes afbrænding af
fossile brændsler.
I løbet af de seneste 10 år har drivhuseffekten banet sig
vej ind i stort set alles bevidsthed. En stigende koncentration af CO2
forventes at få temperaturen til at stige, hvilket vil få iskapperne ved
polerne til at smelte. Oveni dette – og af større betydning – vil havene udvide
massefylden pga. temperaturstigningen. Derfor vil oceanerne oversvømme
lavtliggende områder på kloden, f.eks. Holland og Bangladesh.
Klimaforandringen vil føre til flere naturkatastrofer, såsom storme og
orkaner. Økosystemet vil blive ændret med uforudsigelige følger for naturen
og landbrugsproduktionen.
En nævneværdig menneskeskabt drivhuseffekt ville
præsentere os for en  begrænsning i den mængde CO2,
som vi vil kunne tillade os at udlede i atmosfæren. Det vurderes således, at:
"Hvis vi skal opnå en stabilisering af mængden af drivhusgasser på et
bæredygtigt niveau og samtidig give u-landene plads til økonomisk vækst, skal
i-landene nedsætte ders udslip af drivhusgasser pr. indbygger til under en
fjerdedel af det nuværende" . Nogle vurderer endda, at udledningen i
Danmark skal ned på en tolvtedel af det nuværende niveau . Vi ville med andre
ord stå i en situation, hvor vi ganske vist havde – som kapitel 9 har vist –
ubegrænsede mængder af fossil energi, men ikke kunne tillade os at bruge dem.
Det er altså afgørende for vurderingen af vores fremtid at
se nærmere på hypotesen om den menneskeskabte drivhuseffekt.
Hvis Jorden ikke havde en atmosfære, ville dens
gennemsnitlige overfladetemperatur være ca. minus 18o C, idet Jorden
reflekterer meget af varmen fra Solen tilbage ud i rummet. Heldigvis indfanges
noget af denne varme af luftarterne i atmosfæren, som reflekterer den tilbage
mod jordoverfladen med en opvarmning af atmosfæren til følge. CO2
er ikke den vigtigste drivhusgas, idet vanddamp står for hele ni tiendedele af
den naturlige drivhuseffekt .
CO2-koncentrationen i atmosfæren er steget siden
1850 fra omtrent 285 parts per million (ppm) til omkring 355 ppm, dvs. med ca.
en femtedel. Men ud over CO2 tilfører menneskelig aktivitet en
række andre drivhusgasser til atmosfæren, herunder metan, lattergas og
CFC-gasser. Der sker altså en menneskeskabt forøgelse af koncentrationen af
drivhusgasser i atmosfæren. Hver af disse gasser har en drivhuseffekt, der
svarer til effekten af en given CO2-koncentration. Den samlede effekt
af udledningen af disse gasser kan altså "omregnes" til en stigning i
CO2-koncentrationen, kaldet "equivalent CO2".
Siden 1900 er "equivalent CO2" steget
fra omkring 310 ppm til over 430 ppm , altså en stigning på omkring 40 pct. i
løbet af de sidste 100 år. Dette vil – alt andet lige – føre til en stigning
i temperaturerne på Jorden. Det er alle klimaforskere enige om. Spørgsmålet
er hvor meget temperaturen vil stige og hvilken konsekvens, det får for
mennesket og naturen.
Ved hjælp af en række computermodeller har forskerne
forsøgt at forudsige konsekvensenerne af opbygningen af CO2 i
atmosfæren. Det er resultaterne fra disse computermodeller, der danner basis
for vores forventninger til drivhuseffekten.
De første computermodeller nåede frem til en række
chock-resultater, som fandt vej til alverdens avisforsider. Man forventede, at
en fordobling af CO2-mængden i atmosfæren i forhold til niveauet i
forrige århundrede, en forøgelse vi er godt på vej mod, ville føre til
temperaturstigninger på hen ved 5o C.
Det har imidlertid vist sig, at modellerne ikke er særligt
nøjagtige i deres simuleringer af Jordens klima. Det skyldes ikke, at de der
har lavet modellerne har sjusket eller manipuleret. Det er simpelthen et udtryk
for, hvor vanskeligt det er at forstå og simulere et så komplekst system. En
"førende" klima-model fra Hadley Centre i Bracknell, England skal
bruge 3 måneder af en af verdens hurtigste supercomputeres tid til at beregne
konsekvenserne af en fordobling af CO2-koncentrationen. Modellernes
størrelse og kompleksitet bliver hele tiden udbygget og resultaterne og
forudsigelserne ændres hele tiden. Men modellerne er stadig grove
simplificeringer af klimaets enorme kompleksitet.
En række observationer fra den virkelige verden stemmer
således ikke overens med computermodellernes forudsigelser. Da der allerede er
sket en 40 pct. stigning i koncentrationen af drivhusgasser, kan man teste
modellernes forudsigelser mod den faktiske udvikling.
En lige linie med den rette hældning forklarer dobbelt så
meget af variationen i den observerede globale temperatur som ovennævnte model
fra Hadley Centre . Modellen har altså indtil nu været dårligere end en linie
slået med en lineal til at "forudsige" hidtidige klimaforandringer.
De to vigtigste grunde til modellernes manglende
pålidelighed er sandsynligvis:
1. Manglende indsigt i samspillet mellem atmosfæren og
verdenshavene, herunder havenes evne til at optage CO2 og til at
udveksle og transportere varme fra atmosfæren.
2. Manglende indsigt i betydningen af skyer og ændringer i
skydækket. Stigende temperaturer fører til flere skyer, hvoraf nogle holder
på varmen, mens andre typer af skyer reflekterer varmen ud i universet .
Der er altså gode grunde til at være skeptisk overfor
modellernes forudsigelser om kraftige temperaturstigninger som følge af CO2-udledning.
Modellerne forudser f.eks, at især dagtemperaturerne vil
stige. Rent faktisk er nattemperaturerne på den nordlige halvkugle stigende,
mens dagtemperaturerne i de seneste to årtier har været faldende .
At det er nattemperaturerne, der stiger i stedet for
dagtemperaturerne, kunne forekomme at være en ligegyldig detalje. Men det er
faktisk vigtigt. Hvis en eventuel menneskeskabt drivhuseffekt hovedsageligt
fører til, at nattemperaturerne stiger, vil den – afhængig af dens samlede
størrelse – muligvis være mere til gavn end til skade. Tørkeskabende
fordampning vil blive minimeret. Og vækstsæsonen vil blive forlænget, idet
den hovedsageligt begrænses af de natlige minimumstemperaturer.
Modellerne forudsiger, at en temperaturstigning først ville
ske på den nordlige halvkugle, hvor hovedparten af Jordens landarealer findes.
Men den nordlige halvkugle er ikke blevet varmere i løbet af de seneste 55 år,
mens temperaturen er steget lidt på den sydlige halvkugle.
Siden 1979 er den globale temperatur blevet målt af
satelitter med Microwave Sounding Units. Temperaturerne er blevet målt i
forskellige luftlag, herunder i troposfæren (de nederste 8 km af atmosfæren).
Klima-modellen fra Hadley Centre forudsiger, på linie med de andre modeller, at
temperaturerne i troposfæren vil stige mere end temperaturerne ved
jordoverfladen. Faktisk viser satelitmålingerne, som er meget nøjagtige, at
temperaturen siden 1979 har været svagt faldende.
Modellerne er altså kun i begrænset omfang i stand til at
simulere Jordens klima i forbindelse med en mulig menneskeskabt drivhuseffekt.
Derfor er der god grund til at være på vagt overfor de forudsigelser, som
modellerne frembringer.
Det viser sig da også, at den globale temperaturstigning i
de seneste 100 år har været mindst 2-3 gange mindre, end de fleste af
modellerne forudsiger . Det er derfor rimeligt at forvente, at fremtidige
temperaturstigninger ligeledes vil være mindst det halve af, hvad modellerne
fortæller os.
Modellernes – og hele drivhus-teoriens – største problem er
imidlertid, at den globale gennemsnitstemperatur i løbet af de seneste 100 år
er steget med lidt under en halv grad Celsius. Overordnet set er stigningen som
nævnt mindre end klima-modellerne tilskriver. Men vigtigere er det, at langt
hovedparten af denne temperaturstigning er indtruffet inden 1940, mens langt
hovedparten af drifhusgasserne er blevet sendt ud i atmosfæren efter
dette årstal. Hvis temperaturstigningen inden 1940 skal tilskrives menneskelig
aktivitet, burde temperaturen være steget endnu kraftigere efterfølgende. Det
er ikke sket.
Der er altså meget der tyder på, at i hvert fald dele af
den observerede temperaturstigning skyldes andre forhold end stigende CO2
– herunder naturlige udsving i klimaet. Studier af sedimenter af organisk
materiale på bunden af Sargassohavet har vist, at temperaturen ved
havoverfladen var 1o C koldere for 400 år siden, den såkaldte
"lille istid". For 1000 år siden var den 1o C varmere end
i dag og for 1700 år siden var temperaturen 1o C koldere end i dag.
For 2500 og for 3000 år siden var temperaturen mere end 2o C varmere
end i dag. Disse temperaturudsving har ikke været menneskeskabte. Det
konkluderes, at "i hvert fald noget af opvarmningen siden den lille istid
synes at være en del af en naturlig svingning" og "opvarmningen i
løbet af det 20. århundrede (0,5o C) er ikke uden
fortilfælde" . Man har altså tidligere set ret hurtige ændringer i
temperaturen, uden at dette har været forårsaget af menneskelig aktivitet.
I perioden fra påbegyndelsen af dette årtusinde til ca.
1300 var temperaturerne – i hvert fald i Europa – mærkbart varmere end i dag.
Landbruget trivedes længere nordpå end i dag. I England kunne man dyrke vin
små 500 km længere mod nord, end man kan i dag, og egne af Grønland, som i
dag er dækket af is, blev af nordboere brugt som græsningsland for kvæg og
får. I samme periode skete der en økonomisk opblomstring. Befolkningstallet
voksede og der blev bygget et stort antal kirker.
For ca. 500 år siden skete der så et, i denne sammenhæng
pludseligt, fald i temperaturerne på den nordlige halvkugle, hvilket indledte
den nævnte lille istid med temperaturer 1o C under det, vi i dag
kalder for normalt. Denne kolde periode gjorde livet barskere for store dele af
Europas befolkning. Høsten slog ofte fejl, hvilket førte til hungersnød.
Flere og voldsommere epidemier hærgede. De skandinaviske bosættere på
Grønland uddøde .
Den lille istid begyndte at vige i perioden mellem 1850 og
1900. Det forekommer sandsynligt, at de stigende temperaturer i løbet af de
seneste 100 år er et led i en naturlig opvarmning i forbindelse med den lille
istids afslutning.
Derudover antyder erfaringerne fra den varme periode i
middelalderen, at en yderligere temperaturstigning på f.eks. 1o C –
hvilket med det nuværende tempo altså ville tage ca. 200 år – næppe ville
være nogen ulempe, måske snarere en fordel for os, hvad enten den nu er
menneskeskabt i et betydeligt omfang eller ej.
Den globale gennemsnitstemperatur har igennem årtusinder
svinget betragteligt. Og til yderligere perspektivering kan nævnes, at
temperaturen i den seneste million år har ligget langt under temperaturerne i
de foregående 40 millioner år . I de seneste 2 millioner år har Jorden det
meste af tiden været præget af istid. Faktisk har det i denne periode været
istid 90 pct. af tiden.
Den seneste istid var den 17. i rækken af istider i løbet
af de seneste 1,8 millioner år. Den ophørte for 11.000 år siden. Hver istid
varede ca. 100.000 år og blev afløst af en i sammenligning kort periode på
8-12.000 år med varmere temperaturer. Det er en sådan periode mennesket har
nydt godt af – og vel at mærke så længe, at vi må forvente, at en ny istid
ligger "lige om hjørnet" målt efter geologisk målestok .
Det er da heller ikke mere end 15-20 år siden, at
forudsigelsen af en ny istid var den dominerende klimatiske dommedagsprofeti.
Nogle af de samme mennesker og miljøorganisationer, som i dag udråber
drivhuseffekten til at være en stor trussel for naturen og mennesket, advarede
i 1970’erne om faldende temperaturer. Baggrunden for denne frygt var 30
års observerede faldende temperaturer.
Også dengang mente man, at klimaforandringen var
menneskeskabt. En af nutidens fremtrædende personligheder i drivhus-debatten,
Stephen Schneider fra National Centre for Atmospheric Research, skrev i 1971, at
en menneskeskabt forøgelse af svovldioxid-udslip i atmosfæren "kunne
mindske den gennemsnitlige overfladetemperatur med hele 3,5 grader. Hvis det
opretholdes over en periode på flere år, kunne et sådant temperaturfald være
tilstrækkeligt til at igangsætte en istid!" .
Det er altid fornuftigt at være på udkig efter mulige
konsekvenser af menneskelig aktivitet, det være sig udledning af SO2,
som har en afkølende virkning eller CO2, som har en opvarmende
virkning på atmosfæren. Men at lede er ikke det samme som at finde. Vi har
ingen beviser for, at menneskelig aktivitet spiller væsentligt ind på klimaet.
Der er faktisk meget, der tyder på, at hovedparten af
temperatursvingningerne, ikke er menneskeskabte.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password