Under overskriften ”Små skærmvrag” skrev maskinstormerne på Danmarks mest reaktionære avis Information den 8. juni: “Den højteknologiske dagsorden presser børn til at blive dygtige små teknikere i stedet for at udvikle deres fantasiverden. En stor amerikansk undersøgelse dokumenterer, at en computerbegejstret omverden udsætter børnene for en lang række skadelige virkninger.”
I Berlingske Tidende fortalte trendforskeren John Naisbitt under overskriften ”Den teknologiske forgiftning” den 17. juni: ”Konsekvenserne [af tv og elektroniske spil] er mange og skræmmende. Flere og flere amerikanske børn lider af lav koncentrationsevne, aggressiv adfærd og såkaldt ’compassion fatigue’. De er bedøvet evnen til medfølelse, hvilket giver dem asociale tilbøjeligheder.”
Og så videre. Med jævne mellemrum finder det professionelle hylekor af fremtidsangste 68’ere vej til avisernes spalter med deres bagstræberiske klynkeri om børns forfærdelige vilkår i det moderne og højteknologiske samfund. Som regel ledes hylekoret her hjemme af Børnerådets tidligere formand og medstifter samt professor ved Danmarks Lærerhøjskole (!) Per Schultz Jørgensen, der har skabt sig en hel karriere, som højt betalt klynker.
Nu er det heldigvis slut med Per Schultz Jørgensen, som er gået på pension – men symptomatisk nok blev hans efterfølger på formandsposten i Børnerådet, cand.mag. Jytte Juul Jensen, fornyelig hældt ud efter blot fem måneder som formand, da hendes holdninger om, at danske børn generelt har det godt, er glade og dygtige, og at forældrene for det meste ved, hvad der er bedst for deres barn, ikke kunne forenes med de øvrige medlemmers forventninger om en videreførsel af den gamle grædekone-strategi.
Dertil er der kun at sige: Kære ”børnevenner”, prøv at høre her – at grave i kulminerne i 1900-tallets England var skadeligt for børn. At bo i tredje baggård i stuen på 1920ernes Nørrebro var skadeligt for børn. At sniffe lim på gaderne i Rio de Jainero er farligt for børn. At sælge sig selv som prostitueret i Thailand er skadeligt for børn. Holocausten var fucking skadeligt for børn.
Men computerspil og tv! Nu må I kraftedeme få sat tingene på de rette hylder. Hvad er det for en verden I lever i? Wake up and smell 2001 – the Summer of Love is over.
Fakta er: Børn har aldrig haft det bedre. Barndommen er længere end nogensinde. Ernæringen er bedre end nogensinde. Bolig- og familieforholdene er bedre end nogensinde. Skolerne er bedre end nogensinde. Legetøjet er bedre end nogensinde. Børns fremtidsudsigter har aldrig været bedre – de har udsigt til at leve længere, blive højere, større, rigere. Og så videre.
Men nej – der skal selvfølgelig være en eller anden medieliderlig ”børneforsker”, der problematiserer alt dette og drømmer sig tilbage til den gang børn legede med træklodser og fik tæsk i skolen.
I artiklen fra Information den 8. juni skriver journalisten således, at der er behov for at fremme de ”gamle lav-teknologiske dyder som f.eks. kærlige relationer til ansvarsfulde voksne, fysiske aktiviteter i naturen, ustruktureret leg, omgang med kunstarterne og såmænd også samtale og højtlæsning.”
Hvor er det typisk. Der har sgu da aldrig været mere af den slags – hvor meget højtlæsning fandt der sted i Oliver Twist – hvor meget ”omgang med kunstarterne” var der i Pelle Erobreren?
Der er nok ingen tvivl om, at den ”ubehagelige” Jytte Juul Jensens afgang som Børnerådets formand blev hilst velkommen af godhedsindustriens købmænd og -kvinder i blandt andet Danmarks Lærerforening og Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund. Det er trist, for Juul Jensen kunne måske have medvirket til, at man i højere grad ville begynde at tage Børnerådet og lignende organisationer alvorligt – nu vil de fortsat være til grin for skatteborgernes penge.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.