Den offentlige ældreomsorg er en katastrofe

Forsiden af Berlingske Tidendes magasin i søndags var prydet med en Gallupundersøgelse, hvis resultat vi alle kender. Der er generelt en meget stor utilfredshed med den offentlige ældreomsorg. Personerne i undersøgelsen blev spurgt: ”Har De personligt tillid til, at det offentlige tager vare på Dem i tilstrækkelig grad, når De på et tidspunkt ikke længere […]

Forsiden af Berlingske Tidendes magasin i søndags var prydet med en Gallupundersøgelse, hvis resultat vi alle kender. Der er generelt en meget stor utilfredshed med den offentlige ældreomsorg.

Personerne i undersøgelsen blev spurgt: ”Har De personligt tillid til, at det offentlige tager vare på Dem i tilstrækkelig grad, når De på et tidspunkt ikke længere kan tage vare på Dem selv?”.

Personerne havde fem svarmuligheder: ”Ja, i høj grad” (13 pct.), ”Ja, i nogen grad” (29 pct.), Nej, kun i ringe grad” (28 pct.), ”Nej, slet ikke” (25 pct.) eller ”ved ikke” (4 pct.).

Befolkningen har altså en ekstremt ringe tillid til den offentlige ældreomsorg. I artiklen bruger forfatteren (Erik Bork) 50 pct.-fraktilen som pejlemærke. Han understreger flere gange, at over halvdelen af befolkningen er utilfreds med ældreomsorgen, og dette fungerer efter min mening derfor implicit som en tærskel for, at niveauet af tillid til ældreomsorgen er ”uacceptabelt”.

Men giver dette mening, hvis vi skal sammenligne med alternativer til den offentlige ældreomsorg?

Kan man eksempelvis forestille sig en privat virksomhed, som ville stille sig tilfreds med medarbejdernes indsats ved en rating, hvor hele 29 pct. ville svare ”Ja, i nogen grad” til Gallups spørgsmål, mens alle øvrige svarede ”Ja, i høj grad”?

Sådanne ratings ville være uligt meget bedre end tilfældet for det offentlige, og alligevel må svaret være nej! På et kompetitivt marked for tilvejebringelse af ældreomsorg ville en sådan rating være temmelig middelmådig for en privat virksomhed. Den ville hurtigt miste markedsandele til konkurrenter, som i højere grad formåede at tilfredsstille de ældres krav til omsorg og støtte samt en værdig alderdom.

På et sådant marked må ”tillid” være nøgleordet – en uomtvistelig konkurrenceparameter. På denne baggrund må vi konkludere, at den offentlige ældreomsorg ganske enkelt fungerer katastrofalt ringe.

De sædvanlige, bedrevidende udtalelser fra politikerne må derfor give anledning til eftertanke. Vi får at vide, at vi skal betale høje skatter, så det offentlige kan tage sig af de syge, de svage, de handikappede og de fattige. Men undersøgelse på undersøgelse viser ikke desto mindre, at netop de grupper, som det er meningen, at staten skal hjælpe (og som ”berettiger” høje skatter), svigtes katastrofalt.

Tilsvarende får vi gang på gang at vide, at det er særligt vigtigt, at det er den offentlige sektor, som står for tilvejebringelsen af ”bløde” eller ”ømfindtlige” ydelser – som eksempelvis ældreomsorg, pasning af psykisk syge osv. Årsagen siges at være, at disse ydelser er ”for vigtige” til at man kan lade det være op til markedet at tilvejebringe dem. Men det forholder sig stik modsat.

Jo vigtigere en ydelse er, jo vigtigere er det også, at staten ikke varetager den. Staten må meget hellere holde sig til at producere slikpinde, notebøger eller træklemmer – frem for vigtige ting som at pleje vores ældre.

Argumentet mod markedets pleje af ældre er, at ”der skal ikke tjenes penge på den slags”. Men det forholder sig stik modsat. Når jeg bliver gammel, ville jeg have det meget dårligt med at være gidsel i en ideologisk kamp for, at kun menneskets godhed skal tjene som motivation for en god og kærlig pleje af ældre. Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg kommer til at blive passet af mennesker, der bliver fyret og mister deres løn, hvis de ikke gør deres arbejde godt nok.

Det væsentlige i plejen af ”mig” kan ikke (som i dag) være vage antagelser om det plejende menneskes ”godhed”, ”kærlighed” eller ”uselviskhed”. Det væsentlige må være, hvordan jeg som ældre – eller mine pårørende – opfatter plejen. Jeg er med andre ord fløjtende ligeglad med, om mit fremtidige plejepersonale er drevet af selviske motiver om at oppebære en løn – så længe de gør deres arbejde godt nok.

Løsningen på dette problem er selvfølgelig ikke dén, som politikerne foreslår (hvornår er den det?). Politikerne og Ældresagen foreslår at give flere penge til ældreomsorg. Men en god tommelfingerregel siger, at hver krone, som anvendes i den offentlige sektor, kunne anvendes dobbelt så effektivt i den private sektor. Desuden bliver offentligt plejepersonel ikke fyret, hvis de er dårlige til deres arbejde – og det er de, for ledelsen i det offentlige har ingen mulighed for at måle effektivitet, og sektoren er ikke i udpræget grad udsat for konkurrence.

Løsningen må være at nedlægge al offentlig omsorg for ældre. Private skal udføre denne rolle, så vi kan få genskabt tilliden til, at vores ældre bliver passet på en forsvarlig og værdig vis.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password