Terroren og det åbne samfund

Ødelæggelsen af World Trade Center og angrebet på Pentagon var en forfærdelig og utilgivelig handling. En handling, som vil gå over i verdenshistorien som værende skelsættende. Lad os derfor blive klogere af den.
Mange kommentatorer betegnede aktionerne som kujonagtige. Intet kunne være mere forkert. At planlægge den simultane kabring af fire fly i et højsikkerhedsland som USA må indebære mange risici. At krydse et ocean, at sætte sig ind i styringen af et passagerfly, at bringe våben gennem lufthavnen, at overtage styringen af et fly og tvinge det i den visse død er alt andet end kujonagtigt.
Nogle vil med sikkerhed kalde det en heltedåd. Historierne fra Palæstina og Nørrebro vidner om det. Forældrene til selvmorderne sidder i dette øjeblik med stor sandsynlighed og nyder venners og lokalsamfunds anseelse. Man spørger sikkert andægtigt; Hvordan giver jeg min søn den samme gudfrygtige opdragelse? Forældrene til selvmorderne vil blive kompenseret for deres stolte afsavn. Lokalsamfundet vil mere end rigeligt erstatte sønnens tabte arbejdsfortjeneste med pekuniære gaver, anseelse og respekt.
Det er vel forældrenes og lokalsamfundets overbevisning, at deres sønner er kommet i himlen – de har opnået martyrstatus i deres hellige kamp mod… ja, mod hvad?
I medierne forenedes diverse statsmænd og kommentatorer i en svulstig konklusion; Angrebene mod USA var et angreb på alle frie lande (og som Uffe Ellemann-Jensen sagde) – et angreb på de værdier, som vi har fælles med USA. Oftere blev det endda sagt, at angrebenes mål var selve det vestlige demokrati.
Alt dette er nonsens. Der er absolut intet, der tyder på, at selvmorderne skulle være så utilfredse med det vestlige demokrati, de vestlige (oprindelige) værdier og den frie verden, at det ville foranledige masseødelæggelse af denne karakter.
De vestlige værdier og det vestlige, liberale demokrati bygger på respekten for det enkelte individ, individuel selvbestemmelse og tolerance over for anderledes tænkende. Dette system af værdier kan formuleres som et ikke-indblandingsparadigme – det er tilladt at gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre.
Selv den mest rasende og fanatiske, hellige kriger bør ikke have noget imod disse værdier, som har gjort det muligt for alverdens folkeslag at leve i fordragelighed med hverandre i den vestlige verden uden krav om assimililering.
Forklaringen skal efter min mening snarere søges i de ikke-vestlige værdier, som trives i Vesten. På det udenrigspolitiske område gælder det liberale ikke-indblandingsparadigme nemlig ikke. Hvad der på det individuelle område ikke er tilladt, er åbenbart tilladt, når det i stedet gælder forholdet mellem stater.
Den amerikanske udenrigspolitiske isolationisme, som først for alvor blev brudt med deltagelsen i Første Verdenskrig, forhindrede tidligere konflikter mellem USA og omverdenen. USA’s økonomiske og samfundsmæssige formåen lyste den gang ud i verden som et pejlemærke for alle mennesker, som elskede frihed, fred og velstand. Men under den kolde krig begyndte USA aktivt at støtte voldelige oprørsbevægelser (når blot disse var erklærede modstandere af kommunisme) og tog i det hele taget et kanonbådsdiplomati i anvendelse.
At hindre kommunismen var et ædelt og glorværdigt mål, men man må spørge sig selv, hvor mange kommunistiske regimer, USA har reddet verden fra gennem denne voldelige logik. Og man må spørge sig selv, hvordan diverse ulandes befolkninger har været stemt over for kapitalisme, frihed og demokrati, efter ophøret af amerikanske tæppebombardementer og støtte til voldelige oprørsbevægelser. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan USA i mange landes befolkningers øjne må være det onde i åbenbaring.
Efter den kolde krigs ophør stod USA og NATO med et gigantiske militærapparater og forsvarsbudgetter. Udfordringen for det militære bureaukrati bestod nu i at omdefinere militærets opgaver, så truslen ikke længere bestod i en decideret invasion fra fremmede lande, men i enkelte “slyngelstaters” adfærd. Det er på denne baggrund, præsident Reagans bombning af Libyen skal forstås. Kort tid efter bombningen eksploderede et TWA-fly over Skotland – formentlig resultatet af libyeres handling. Reagan var tillige involveret i krisen i Palæstina i begyndelsen af 1980’erne og contra’erne i Nicaragua, ligesom han invaderede Grenada.
Man kan kun gisne om den menneskelige nød og de materielle ødelæggelser, som var resultatet af Præsident Georg Bush Sr.’s felttog mod Irak. Desuden invaderede han Panama. Felttoget mod Irak blev af Clinton-administrationen fulgt op af regelmæssige bombninger af civile institutioner samt en embargo mod Irak, som anslås at have kostet mindst 50.000 irakiske børn livet pga. fejlernæring mv. Konfronteret med disse tal udtalte Clintons udenrigsminister, Madeleine Albright, at “it was a price worth paying”. Dette er vel den ultimative foragt for menneskeliv (på ganske usmagelig vis medvirkede Albright for nylig i en reklame for et FN-organ…). Hun blev ikke irettesat af Clinton, og hendes bemærkning overgik til glemmebogen, i det omfang de overhovedet blev nævnt i amerikanske (og danske) medier.
Men indsatsen mod slyngelstater blev efter den kolde krig ikke det eneste, det amerikanske militær skulle tage sig af. Den voldelige udenrigspolitik skulle i overenstemmelse med tidsånden have et humanistisk sigte. Således fik befolkningerne i Sudan, Afghanistan, Serbien og Irak af Clinton-administrationen smidt “humanistiske bomber” i hovedet. Desuden invaderede Clinton-administrationen Somalia, fordi landets stammesamfund havde smidt en tyrranisk regering på porten.
Alt i alt er der ikke noget at sige til, at der i alverdens lande findes mennesker, som hader USA af hele deres hjerte. Det kan ikke være så få mennesker, hvis liv, familie, bekendte eller virksomheder er blevet ødelagt pga. amerikansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig – og specielt de sidste to årtier. I det seneste årti er hovedparten af de amerikanske udenrigspolitiske ambitioner primært gået ud over muslimske landes befolkninger, og der er derfor ikke noget at sige til, at det blandt islamiske grupperinger er let at finde opbakningen (og selvmordere) til stålsat modstand mod USA.
Jeg vil gerne understrege, at jeg med denne kronik ikke ønsker at lade bagmændene til angrebene i USA gå fri. Tværtimod. De skal i overenstemmelse med det vestlige samfunds principper fanges og dømmes for, hvad de har gjort. Derimod vil jeg advare mod repressalier, som vil give voldsspiralen mere inerti. Bombningen af uskyldige mennesker virker fristende og har af USA været mere anvendt i nyere historie, end vi bryder os om at vide. Men angrebene i USA fortæller os, at stålsatte kræfter kan ramme selv de mest vitale dele af vores åbne, frie verden – på trods af eksempelvis USA’s forsvarsbudget på mere end 300 mia. dollars.
Det åbne, frie samfund er baseret på tolerance og rationalitet, og det kan derfor ikke kapere den ufattelige mangel på rationalitet og den ubeskrivelige foragt for menneskeliv, som angrebene på USA er udtryk for. Hvis man derfor vil forhindre fremtidige terroraktioner, bliver det med sikkerhed på bekostning af den åbenhed og frihed, som USA ellers traditionelt har været en stolt og beundringsværdig eksponent for.
Som angrebene i USA vidner om, står USA trods deres gigantiske forsvarsbudget over for en krig, som ikke kan vindes – medmindre man fjerner ondets rod. Vi kan formulere dette skisma som en “umulig treenighed”; Vi kan ikke have både fred for terrorisme, aktivistisk udenrigspolitik og et åbent samfund. Mindst en af delene må elimineres.
Angrebene i USA den 11. september er ikke de første, og de bliver helt sikkert ikke de sidste, hvis man ikke omformulerer den amerikanske udenrigspolitik. Løsningen er tilbagevenden til tidligere tiders isolationisme; en stædig insisteren på, at multilaterale relationer udelukkende bør bestå i fredelig samhandel til gensidig fordel. På denne måde kan USA igen fremstå som verdens kilde til frihed og tolerance, og kapitalismens fredelige budskab om velstand og rationalitet ville igen blive hørt – og forstået.