Goddag kære læser og velkommen tilbage til Liberator.dk. Vi har nu ligget stille siden den 7. juni – og det har som bekendt ikke skortet på kommentarværdige hændelser i mellemtiden. Der har i det politiske system været fremført talrige udtalelser om markedets påståede utilstrækkelighed og ønsker om yderligere statslig regulering, tvang og overvågning. Regeringens brune forslag til en terrorpakke er et skræmmende eksempel herpå. De konservative hilsner pakken velkommen og mindes de glade 1930’ere med støvler og skrårem.
Hændelserne den 11. september var tragiske, men desværre ikke overraskende. Liberator havde allerede den 14. februar 2001 forudset, at USA kunne blive et bombemål for terrorister pga. den interventionistiske amerikanske udenrigspolitik. Ikke overraskende blive de klassiske frihedsrettigheder trådt under fode og ofret på kollektivismens blodige alter. Hvis det første offer i krigstid er sandheden, må det andet offer være friheden. Aldrig har stater ekspanderet så meget som de har gjort det i krigstid.
Men nu er der folketingsvalg, og vi der er så heldige at leve i et demokrati, kan få lov at gå syngende op til stemmeurnerne og udøve vores pligt som borgere i dette samfund. Hvilken formynder ydmyger du dig selv til at vælge? Hvilken idiot vil du helst have til at styre dit liv? For husk: hvis du ikke stemmer, har du ikke lov til at brokke dig. Udbuddet af fremsynede og frihedsorienterede politikkere kalder på en rå og bitter latter.
På Liberators redaktion har vi vores tvivl om, hvorvidt en venstre/konservativ regering, med støtte enten fra det traditionelle eller det nationalistiske socialdemokrati, kan give os det vi ønsker: en mindre stat. Anders Fogh har med sin lefle-taktik malet sig selv op i et hjørne. Hvis han endelig prøver at afvikle dele af staten, vil det til hver en tid blive mødt af et professionelt, statsbetalt hylekor – men nu også en offentlighed, som forventer mere statsleveret “velfærd”. Vi har ingen som helst forventninger til, at Anders Fogh kan gøre det der skal gøres, men vi er villige til at blive positivt overraskede.
…vi må se hvad tiden bringer – vi kan i hvert fald love dig, at Liberator står parat til at slå hårdt ned på en fremtidig borgerlig regering, der træder ved siden af dydens smalle sti.