P-pillens 40-års fødselsdag: P-pillen længe leve!

Angsten for det nye og ukendte ligger dybt i menneskedyret. Blandes frygten med freudianske fantasterier og den venstresnoede religiøse fanatisme, har man en giftig cocktail velegnet til at skræmme den moderne velfærdsdansker fra vid og sans. Lægevidenskabens mest betydningsfulde og fornemste opfindelse – p-pillen – kunne højst forbløffende bruges i 70´erne til at skabe skræk […]

Angsten for det nye og ukendte ligger dybt i menneskedyret. Blandes frygten med freudianske fantasterier og den venstresnoede religiøse fanatisme, har man en giftig cocktail velegnet til at skræmme den moderne velfærdsdansker fra vid og sans. Lægevidenskabens mest betydningsfulde og fornemste opfindelse – p-pillen – kunne højst forbløffende bruges i 70´erne til at skabe skræk og rædsel. Af kvindebevægelsen med læger fra “Gruppen for medicinsk kvindeforskning” i spidsen! Læs som en advarsel om P-PILLEKRIGEN i Danmark for 25-30 år siden.

Smukt barn kaldes vanskabning

I 1960 fødtes i USA den moderne lægevidenskabs hidtil mest velskabte baby, Pincus-pillen, navngivet efter faderen dr. Gregory Pincus. Første juni 2001 er 40 årsdagen for den første p-pille i Europa, den tyske Anovlar. Enhver kunne forudse en gang moralsk kvababbelse ude i folket. Men ingen kunne for 40 år siden ane, at dette smukke barn 10 år senere skulle forårsage grotesk ballade i lægeverdenen. Specielt i Danmark hengav nogle kvindelige læger sig i 70´erne til en heksedans mod p-pillen under barfodsdansen om bålene på ø-lejrene. P-pillen undertrykte jo kvinden og fritog bl.a. mændene for deres ligeværdige ansvar for forplantningsprocessen. Som om vi nogen sinde har taget eller har tænkt os at tage det ansvar på os. Moralismens mafia skal nok bestemme, hvad der er godt for mændene og deres kvinder. Eller omvendt, hvis det skal være på den måde. Den totalitære socialistiske tankegang passer fint sammen med det 20. århundredes største svindelnummer, Freudianismen. Logisk var derfor 80´ernes hetz mod den multikapitalistiske industris hormonmisbehandling af kvinder i overgangsårene og 90´ernes terrorkrig mod medicinsk behandling af sygdommen depression.

Moralismens mafia i aktion

Vore dages økologiske, antikemiske, naturreligiøse missionærer overgår i skinger fanatisme langt de gammeldags, fredelige, vestjyske missionsfolk. Stillet overfor fattigdom, sygdom, ulykker og talløse fiskeres død på havet var der kun én udvej: At prædike imod druk, hor og anden synd og samtidig sprede håbet om ved bøn, ydmyghed og askese at komme i paradiset. Nutidens moralistiske mafia ved, at en stor del af danskerne bygger deres liv på bekymring. Alt nyt er dårligt nyt, og naturvidenskab er unaturlig. Det kan enhver forstå ved tanken om, hvad gensplejsning kan føre til af to-hovede uhyrer og Hitler-kopier. De næste 20 år vil kampen blive ført mod gensplejsningen og al dens væsen. Det hele kommer jo fra Amerika. Derfor er alle de gamle tricks tilladt. P-pillens fødselsdag er en værdig anledning til at genopfriske minder om p-pillekrigen.

Hellere abort end p-piller

Medens p-pillen i 1961 startede sit sejrstogt i vore nabolande smølede man i Danmark. Vi var som sædvanligt ængstelige. Presset fra gynækologer, andre læger og oplyste kvinder blev endeligt så kraftigt, at p-pillen blev frigivet i 1966 . Den blev en stormende succes. I 1970 var der 250.000 p-pillebrugere, først i 70érne steg de til 340.000. I 1974 opstod mistanke om, at pillerne i sjældne tilfælde kunne fremkalde årebetændelse i benene og livsfarlige blodpropper. I de nordiske lande trak man, som de eneste, de ældste piller med højt hormonindhold ud af markedet. Medierne fik travlt med at fortælle om 19 tilfælde af dødelig blodprop hos p-pillebrugere de sidste fem år. Det blev ikke omtalt, at dette næsten var det samme som i de sidste fem år før p-pillerne. Nogle fra “Gruppen for medicinsk Kvindeforskning” bekendtgjorde, at det var bedre for kvinderne at få en abort en gang eller to om året end at tage de livsfarlige p-piller. Antallet af brugere faldt til 200.000. Aborttallet steg. Som praktiserende læge hørte jeg abortsøgende kvinder bittert fortryde, at de var ophørt med pillerne. Førende gynækologer fremhævede, at risikoen for sygdom og død ved en uønsket graviditet var langt større end risikoen ved at sikre sig med p-piller. Nuancerede oplysninger var det svært at få frem i medierne. Inspireret af en retssag i Stockholm anlagde advokat Jørgen Jacobsen sag mod nogle medicinalfirmaer med krav om erstatning til 5-6 kvinder, der påstod at have fået blodpropper mv. fordi de havde brugt p-piller. Den kørte i medierne for fulde gardiner et par år. Det har altid imponeret mig, at Jacobsen overalt blev kaldt “forsvareren i p-pillesagen”. Det var nu da ham, der anklagede lægerne og industrien for at have gjort noget forkert. I Stockholm faldt sagen af mangel på substans. Der blev tavst herhjemme.

“Bogen om p-pillen” skal censureres væk

Sidst i 70érne skrev jeg “Bogen om P-pillen” for at få de opblæste bivirkninger ned på jorden. Manuskriptet blev antaget af Politikens Forlag og udgivet i 1980. Kort efter udgivelsen modtog jeg et brev fra Politikens Forlag. Det indeholdt kopi af en skrivelse til forlaget underskrevet af tre læger. Det var to ledende medlemmer af gruppen for medicinsk kvindeforskning og en mand. Vedlagt var en liste over 75 medunderskrivende kvindelige læger. De krævede min bog trukket tilbage, fordi den var uvederhæftig, skamroste p-pillen og undlod at beskrive livsfarlige bivirkninger. Kun som eksempel vedlagdes en liste med de 13 mest graverende fejl. Den højt værdsatte formand for sundhedsstyrelsens bivirkningsnævn Asger Pedersen havde hjulpet mig ved at skrive et oplæg på 35 sider om virkninger og bivirkninger. Dette var en stor del af grundlaget for min bog. Det var ingen kunst med fynd og klem og dokumentation at afvise alle anklagerne.

Protestlister uden debat

Forhistorien: På et møde for kvindelige læger på LO-højskolen i Helsingør havde en af arrangørerne fra talerstolen fremvist min bog for deltagerne. Den måtte der protesteres imod. Underskriftslister gik rundt og blev udfyldt. Jeg sendte et brev til alle og spurgte: 1) Har du skrevet under? 2) Har du læst bogen? Overraskende svarede op imod 1/3. Det gik mest på: Jeg har læst det, det drejer sig om. De tre initiativtagere svarede naturligvis ikke, men sendte mit brev videre til forlaget med følgende besked: Vi har ikke ønsket at indlede en debat med dr. Kjærsgård, men blot villet henlede forlagets opmærksomhed på hans misinformationer. Et navn på listen undrede: Agnete Brædstrup, agtet leder af “Foreningen for Familieplanlægning”. Hun svarede: “Jeg har ikke skrevet under”! Den besked fik triumviratet naturligvis. De skrev til forlaget: “Vi beklager at have fejllæst en underskrift”. Desværre oplyste de ikke hvis underskrift. (Her i juni 2001 har en kollega fortalt, at aktionsgruppen efter mødet ringede rundt og forsøgte at presse kvindelige gynækologer til at skrive under. Tredje gang var hendes svar: “Nej, for min mand ville ikke synes om det”. Det formodes, at den talende lilla ble gik totalt i opløsning.)

“Information”, “Politiken” og TV-avisen ved man da altid, hvor man har

Stor ballade i de rigtige medier. “Information” havde et helsides interview med to eller tre af initiativtagerne. Jeg blev ikke inviteret, men fik dog optaget et protestindlæg. TV-avisen satte den folkekære Bent Henius til at interviewe en af de kvindelige initiativtagere. Jeg skrev og brokkede mig, og fik det svar fra redaktionen, at Henius jo havde fremført mine synspunkter, så jeg havde ikke noget at beklage mig over. Da jeg så skrev til Henius, svarede han kort: Det var ikke ham, der havde tilrettelagt dette indslag. “Politiken” syltede i tre uger min protest mod deres reportager og sendte derefter brevet tilbage fordi “sagen ikke længere er aktuel”. Da jeg ringede til Direktøren for “Politikens Forlag”, sagde han i telefonen, at han ingen planer havde om at trække bogen, for så ville han jo dagen efter modtage et sagsanlæg fra mig. Souschefen kom til at fortælle “Information”, at nu var de sandelig også gået i gang med at undersøge, hvordan det kunne gå til, at forlaget havde udgivet en bog af denne forfærdelig Kjærsgård. Dagen efter havde souschefen fået mundkurv på. Hjælp kunne jeg ikke få fra “min” forlagsredaktør. Han var en uge før bogens udgivelse gået fra forlaget i protest mod direktørens uduelighed. Nu er der 300.000 p-pillebrugere i Danmark. Det er for få. Vi må årligt foretage tusindvis af aborter. Den reaktionære moralistiske mafia har eksisteret til alle tider. Med stadigt mere udspekuleret ondskab er den gået i gang med forsøget på at ødelægge de fantastiske muligheder, som gensplejsningen vil give også menneskene i de fattige lande. Af p-pillekrigen kan vi lære, at vi skal være på vagt.

Tillykke med p-pillen

P-pillen er en fantastisk gave til menneskeheden, en forudsætning for den utrolige frigørelse, kvinderne har oplevet i den vestlige verden. Unge og ældre kvinder, som jeg ser i konsultationen, udstråler i dag en glæde og sikkerhed uden den frygt for en uønsket graviditet, som deres tilværelse var præget af før p-pillen. Tillykke med dens 40-årsdag til kvinderne – og os andre.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password