Indvandrere er potentielle borgerlige kernevælgere

På et opstillingsmøde den 3. maj i Venstre i København blev den taiwanesisk-fødte Heidi Wang valgt som en af Venstres spidskandidater til efterårets kommunalvalg. På samme møde blev den pakistansk-fødte Wallait Khan også valgt til en topplacering på stemmesedlen den 10. november. Det er gode nyheder. Det er godt, fordi Venstre hermed har taget det […]

På et opstillingsmøde den 3. maj i Venstre i København blev den taiwanesisk-fødte Heidi Wang valgt som en af Venstres spidskandidater til efterårets kommunalvalg. På samme møde blev den pakistansk-fødte Wallait Khan også valgt til en topplacering på stemmesedlen den 10. november. Det er gode nyheder.

Det er godt, fordi Venstre hermed har taget det første skridt til at blive Danmarks indvandrervenlige parti. Alt for længe har partiet skulle håndtere det paradoks, der ligger i at være Danmarks liberale parti samtidig med at være fortaler for en meget stram indvandrerpolitik. Ofte har den politik været urimelig indvandrerfjendsk – næsten hadsk. Dermed har partiet, sammen med resten af den danske højrefløj, stødt mange potentielle indvandrervælgere fra sig. Og det er dumt.

I alt har 7 pct. af vælgerbefolkningen en udenlandsk baggrund. Heraf har 2 pct. eller ca. 100.000 udlændinge opnået dansk statsborgerskab og kan dermed stemme ved folketingsvalgene, mens de øvrige efter tre års ophold har ret til at stemme ved de kommunale valg. Indvandrerne udgør altså en voksende politisk faktor, som de borgerligt-liberale partier bør gøre, hvad de kan for at tækkes.

Indvandrerne i Danmark er nemlig grundlæggende borgerlige: De har høj arbejdsmoral og sætter stor pris på stærke familierelationer. De ønsker at klare mange traditionelle velfærdsopgaver selv (børnepasning, ældrepleje, etc.). De stiller krav til deres børns uddannelse og lægger vægten på stor faglighed og tilegnelsen af grundlæggende færdigheder. De føler frustration over urimelighederne i det danske skattesystem. De er uforstående overfor det alt for generøse danske velfærdssystem, som de er med til at finansiere. De nærer ofte en mistanke til statsmagten, da mange kommer fra lande, hvor staten er diktatorisk og politikerne korrupte. Med andre ord: den perfekte borgerlige vælger, som blot leder efter et hjem på højrefløjen i dansk politik.

Men alligevel har ingen af de borgerlige partier formået at skabe dette hjem for indvandrerne. I deres iver efter at tækkes danske midtervælgere på indvandrerpolitikken, har de borgerlige partier stødt indvandrerne og flygtningene fra sig. Derfor er der i dag en reel fare for, at højrefløjen taber den voksende gruppe af indvandrerstemmer til venstrefløjen.

For faktum er, at indvandrere og flygtninge i dag stort set kun stemmer kun på venstrefløjspartier. Faktisk ville de borgerlige partier blive udslettet, hvis det kun var indvandrere og flygtninge, som havde stemmeret i Danmark. Til gengæld kunne Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten sætte sig på ca. 80 pct. af mandaterne i Folketinget. Det viser diverse meningsmålinger.

Katastrofen vil være, hvis de borgerlige politikere overser deres “window of opportunity” og så at sige forærer venstrefløjen chancen for at skabe en permanent politisk platform for de mange indvandrervælgere. Indvandrerpolitik må for alt i verden ikke blive venstrefløjspolitik.

Udover den skingre tone i indvandrerdebatten, så er højrefløjens problem, at ofte finder indvandrere og flygtninge deres politiske hjem i den danske fagbevægelse. Det er blandt andet derfor, at de fleste indvandrere, som går ind i kommunalpolitik, stiller op for Socialdemokratiet – og ikke for Venstre.

At det er fagbevægelsen, der skaber rammerne for integration af indvandrerne er både ironisk og trist. Det er ironisk, fordi netop fagbevægelsens rigide faggrænser og høje minimumslønkrav er en af de vigtigste årsager til, at mange indvandrere holdes udenfor arbejdsmarkedet. Det er trist, fordi det således bliver fagbevægelsens krav om positiv særbehandling og offentlig kontrol, der kommer til at sætte dagsordenen i indvandrerpolitikken.

Men det behøver ikke være sådan. Arbejdsgivere og indvandrere har en fælles interesse i at sikre en gennemgribende reform af arbejdsmarkedet og et opgør med fagforeningstyranniet. Det burde derfor være arbejdsgiverne, der taler indvandrernes sag – ikke fagbevægelsen. For reel integration sker først og fremmest på arbejdspladsen.

At der er håb for ude for Venstre og de øvrige borgerlige partier bekræftes blandt andet af Wang og Khans kandidatur til borgerrepræsentationen til efteråret. Men det bekræftes også af, at når integrationen lykkes særlig godt, så begynder indvandrerne også at stemme borgerligt. En del pakistanere, som er selvstændige erhvervsdrivende eller gennem deres højere uddannelser er integreret på arbejdsmarkedet, stemmer således på borgerlige partier.

Nu ligger udfordringen for de borgerlige partier i at fortage kursskiftet fra at være indvandrerfjender til at være indvandrervenner. Udfordringen ligger i at angribe venstrefløjen på dens egne mærkesager og stille spørgsmålstegn ved de tomme påstande om solidaritet med indvandrere og flygtninge. Udfordringen ligger i at kunne appellere til ikke bare de veluddannede indvandrere, men også de svagere indvandrergrupper. Den sande solidaritet findes nemlig i den liberale indvandrerpolitik, som bygger på åbne grænser og et frit arbejdsmarked.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password