Når jeg hører en socialdemokrat udtale sig…

I 1953 fyldte den kommenterede udgave af arbejdsløshedsforsikringens regler 421 sider. I 1999 fyldte det 17.000 sider. Men ledigheden er jo også steget og derfor er det naturligvis også nødvendigt, at regulere dem 40 gange så detaljeret. Venstres skattestop er latterligt og utopisk, mener socialisterne. Alligevel udtaler Gjellerup den 15. maj til Netposten, at der […]

I 1953 fyldte den kommenterede udgave af arbejdsløshedsforsikringens regler 421 sider. I 1999 fyldte det 17.000 sider. Men ledigheden er jo også steget og derfor er det naturligvis også nødvendigt, at regulere dem 40 gange så detaljeret.

Venstres skattestop er latterligt og utopisk, mener socialisterne. Alligevel udtaler Gjellerup den 15. maj til Netposten, at der er grænser for, hvor høje skatterne skal være, og fremhæver, at regeringen i de næste 10 år ikke lægger op til yderligere skattestigninger.

Naturligvis skal dette ses sammen med, at “…skattelettelser ikke kun er et økonomisk spørgsmål, men et spørgsmål om mennesker, fordi der bliver flere mennesker, der får brug for hjælp i fremtiden.”

Samme dag skriver Frode Sørensen i et svar til Thulesen Dahl, at regeringen prioriterer skattelettelser til de svage. “Prioriteringen af netop denne gruppe er da også afspejlet i de skattepolitiske tiltag i regeringens tid. Skattereformerne har siden 1993 indebåret skattelettelser for især lav- og mellemindkomsterne. Indførelsen af de grønne afgifter gik hånd i hånd med målrettede lempelser for bl.a. børnefamilierne, folkepensionisterne og SU-modtagerne”, skriver han.

Dagen før skriver han i et svar om afgifterne på benzin til Kim Behnke: “Hvis den finanspolitiske stramningsgrad skulle fastholdes, skulle der ske en modgående finanspolitisk stramning på andre områder, som i den sidste ende også ville belaste husholdningerne.”

Altså: Det handler om, at den finanspolitiske stramning skal fastholdes, det vil bl.a. sige, at. staten skal have overskud til at betale gæld af uden, at slække på udgifterne. En gæld, der blev stiftet af statens lakajer i anden halvdel af forrige århundrede, skal nu betales af dem, der arbejder i dag, og ikke af dem, der arbejdede dengang. Og da slet ikke af dem, der stiftede den; lakajerne.

Derefter handler det om, at der bliver flere ældre ift. den arbejdende del af befolkning. Det er ikke socialisternes hensigt at lade staten slippe sit jerngreb om ældreforsorgen; den skal forblive i statsligt regi. Der skal heller ikke slækkes på andre af statens udgifter, dvs. forretningsområder. Folk skal ikke selv sørge for deres forældre, ligesom de ikke skal sørge for andre ældre gennem frivillige bidrag. Det skal staten ved tvang gøre. Derfor kan der blive tale om skatteforhøjelser, så staten kan fortsætte med at drive sin ineffektive tvangsvirksomhed. Det er åbenbart en kvalitet i sig selv, at der råd til en hjemmehjælper, der sidder og ser på en vaskemaskine, der vasker. Og bagefter, at tørretumbleren tørrer tøjet. Og det er barmhjertighed fra statens side, at den konfiskerer penge til at betale denne hjemmehjælper og dermed udelukker frie erhverv fra at konkurrere med staten på dette omsorgsområde.

“Det handler ikke kun om økonomi, men også om mennesker” – det handler om statens økonomi, og det handler om statens forretningsområde, som er omsorg for masserne – one size fits all; den skal bare beskrives på 17.000 sider, så skal det nok fungere (beating a dead horse); et monopol, staten ønsker at bevare. Det sidste det handler om for socialdemokratiet, er mennesker. Højst socialdemokratiets stemmetal.

Og sidst handler det om, at de første til at få indkomstskattelettelser er folk på overførselsindkomst. Socialisternes betalte fans skal have mere.

Dette kan så suppleres med, at når nu der bliver flere, ældre må man antage, at den offentlige ældreomsorgs regelsæt vil vokse tifoldigt. Så kan kommende statsministre gå på talerstolen og sige, at de har lavet en reform, og nu skal man lade den virke inden man gør mere. For nu er regelsættet perfekt. Danmark er landet, hvor one size fits all er en statslig påtvunget praksis. Vi bliver til standardmennesker, der lever et standardliv. Socialdemokratiet bestemmer, hvordan rammerne skal være. Det må vi ikke selv. Vi fødes frie og lægges så i lænker: Går i statens børnehaver, uddannes i statens uddannelsesinstitutioner, arbejder primært for staten uanset om vi er privat eller offentligt ansatte, betales for at gå på pension for til gengæld ikke at producere noget, og begraves, hvorefter vi igen er frie.

“..skattelettelser ikke kun er et økonomisk spørgsmål, men et spørgsmål om mennesker, fordi der bliver flere mennesker, der får brug for hjælp i fremtiden.”

Og der skal i hvert fald ikke være rum til, at vi kan hjælpe hinanden selv. Hvilket rum, der skal være, skal socialdemokraterne nok bestemme. “Kunstnere” skal have rum. Det Kongelige Teater skal have rum. Arbejdende mennesker skal have suget luften ud af lungerne. Og kvikke børn skal ikke have frit løb. Socialdemokraterne skal nok bestemme, hvem der kan yde, og hvem der har behov.

“Wer Jude ist, bestimme ich”, som Hermann Göring sagde.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password