Mejeristaten: Hvad ville der ske, hvis man nationaliserede mælkeproduktionen?

Sarkasme. Den kollektivistiske retorik er i teorien universel, men den bruges kun på visse områder. Det beror således på et tilfælde, at mælkeproduktionen ikke er statslig i Danmark. Hvad ville der ske, hvis den kollektivistiske regulering også omfattede mælkeproduktionen? Vi har i dag det, staten selv kalder en velfærdsstat. Det kalder den sig, fordi den […]

Sarkasme. Den kollektivistiske retorik er i teorien universel, men den bruges kun på visse områder. Det beror således på et tilfælde, at mælkeproduktionen ikke er statslig i Danmark. Hvad ville der ske, hvis den kollektivistiske regulering også omfattede mælkeproduktionen?

Vi har i dag det, staten selv kalder en velfærdsstat. Det kalder den sig, fordi den omfordeler resultatet af vores arbejde. Derudover har den givet sig selv monopol på sundheds- og plejeområdet, ved at tvinge de produktive til at finansiere sin virksomhed på de to områder uanset om der er brug for det eller ej, og uanset om leverancen er pengene værd. På plejeområdet er der endda lovgivet om, at visse ting må kun det offentlige sørge for. Men, hvorfor er det på disse områder, staten har sat sig? De kaldes basale, og man kan i øvrigt ikke have tillid til, at profithungrende kapitalister kan løse opgaven ordentligt i samspil med kunderne. De vil udnytte kunderne. Men er der ikke også andre områder, der er basale, og hvor kunderne ikke har indsigt i processen? Har vi ikke alle brug for mad? Og er det ikke de fleste af os, der drikker mælk? Staten kunne ligeså godt have sat sig på mejeriområdet. Hvordan kan vi have tillid til, at profithungrende kapitalister laver ren og god mælk til os og ikke snyder os? Hvordan ved vi, at de ikke putter snavs, tis, eller mundvand i mælken? De kan jo bare bestikke de statslige kontrollanter. Er det ikke bedst, at staten overtager produktionen af mælk? Naturligvis! Antag, det var mælkeproduktion og ikke plejeområdet staten havde sat sig på. Så ville vi have mejeristaten.

Mejeristaten ville så sørge for, at befolkningen betalte til mælkeproduktionen på en forsvarlig måde, nemlig over mælkeskatterne på indkomst, og ikke ved at købe produktet med den overflødige og uretfærdige profitrate oveni. Vi ville kun betale mælkens produktionsomkostning, og dermed sikkert have penge til meget mere. Profit er jo som bekendt noget, der forsvinder ud i den blå luft, eller i bedste fald bruges på luksus, såsom forbedrende investeringer til mere effektiv produktion. Men er produktionen ikke effektiv nok som den er? Hvorfor al denne stress og jag? Forurener det ikke?! Det koster bare arbejdspladser, og folk, der ikke har det arbejde de havde i går, de finder aldrig noget andet at lave. Aldrig, aldrig, aldrig. Ok, det gør de jo nok, men de ville dø, hvis ikke det var for staten, der gav dem mælk i mellemtiden. Så er det da bedre, at de har et arbejde. Skidt med, at arbejdet ikke har nogen funktion, og skidt med, at de reelt produktive holdes som gidsler af disse mejeriansatte. Produktive mennesker er nogle svin. Med mindre de er fattige. Så er de ok (men de kunne nu godt tage og lave mindre). Det betyder nemlig, at de giver deres produktion væk til folk, der ikke laver noget. Og den eneste grund til, at der er nogen, der ikke laver noget, er naturligvis, at de ikke er i stand til det. Hvis man indretter et samfund, så alle får det samme uanset, hvad de yder, så laver de alt, hvad de kan, og er så produktive og opfindsomme, som de overhoved kan blive. Ah, ok, det er de måske ikke. Men det er den incitamentstruktur, vi kan lide. Skidt med, at den medfører et samfund, der er fattigere end et med mennesker, der ikke tvinges til at forære deres arbejde væk. Tvangssamfundet er nu engang smukkere. Det er dansk! I hvert fald efter …1960. Tilbage til mælken.

Idet mælken marginalt set for forbrugeren nu var gratis, ville ‘behovet’ selvfølgelig stige. Da produktionen ikke skulle effektiviseres, måtte der oprettes ventelister til udlevering af mælk. Der måtte ansættes ‘kyndige’ embedsmænd til at vurdere, hvem, der havde størst behov for mælk, så de kunne få først. Det ville blive et politisk spørgsmål. Hvis nogen påstod, at disse embedsmænd ikke var kyndige og objektive, og i øvrigt misbrugtes i politisk øjemed, så var disse påståelige mennesker latterlige. Det foregår ikke i Danmark. Vores bureaukrati er perfekt. Ok, det er ikke perfekt, men det er helt klart det bedste i Verden. Se bare, hvor korrupte de er i Frankrig. Og det franske system kan ikke sammenlignes med det danske. De er jo franskmænd. Tilbage til mælken.

De ansatte i mælkeproduktionen skulle have ‘ordentlige’ forhold. Det skulle ganske simpelt bestå i, at der ikke foretoges arbejdsmiljøforbedringer, ethvert initiativ afvistes som tryghedstruende, og så dømtes der tryghed i ansættelsen. Det vil sige, at selv de ringeste ansatte ikke kunne fyres, og dermed kunne de drive den af på de flittiges bekostning. Sådan kan vi lide det. Det er smukt. Det er dansk! I hvert fald efter …1970. Det gør ikke så meget med denne ineffektivitet. Der er ingen konkurrence; virksomheden foregår jo ved tvang; er det ikke genialt?! Og hvis der skulle opstå private mælkeudbydere, der kan sælge mælk med profit på trods af statens tilbud om gratis mælk på venteliste, så ville det ikke true statens virksomhed; den er jo finansieret ved tvang, og ikke ved frivilligt samspil mellem kunder og staten (udbyder). Det er klart, at denne struktur ville lede til en stigning i produktionsomkostningerne loven om bureaukratiets automatiske ekspansion, og jf. det forrige århundredes smukke eksempler på effekten af monopoler beskyttet af protektionistisk lovgivning og tvang. Pressionsgrupper (tvangssamfundets udgave af forbrugerforeninger) ville kilde forskellige politikere på ryggen, for at få tildelt netop deres medlemmer mere mælk. Og politikere ville skaffe sig tjenester til gengæld for denne fordeling af mælken. Naturligvis ikke i Danmark, men i Frankrig, hvor de hurtigt ville kopiere vores geniale mælkestat. Næh, i Danmark ville der altid blive fremført vægtige, rationelle argumenter inden man ….rendte en befolkningsgruppe til fordel for en anden. Pressionsgrupperne ville lokke politikerne til at øge mælkeproduktionen, og da der ikke skulle være effektiviseringer, ville staten være ‘nødt’ til at ansætte flere i produktionen, og opkræve højere mælkeskatter af indkomsten hos de produktive.

Den gennemsnitlige omkostning pr. liter ville snart blive 20 dkk, men vi fik stadig mælken uden profit. En dag ville situationen opstå, hvor nogen ville spørge om det overhoved var hensigtsmæssigt med statslig mælkeproduktion. Deres påstande ville blive slået hen som usolidariske (utvangssolidariske underforstået), udanske og klart en tankegang, der kun ville komme de rige til gode. De fattige ville dø i gaderne, ville man sige. Man ville pege på, hvorledes produktiviteten i resten af samfundets brancher var steget, mens der havde været statsmælkeproduktion, og henlede fremgangen til den statslige produktion af mælk. Mælk skaber tryghed. Og tryghed skaber vækst, ville man sige. “Og se i øvrigt, hvor afhængige folk er af staten”. Nej, det kunne der ikke laves om på. “HA HA HA! Utopia”, ville man sige.

Mere moderate kritikere, ville spørge om ikke mælkeskatten på indkomst kunne blive skåret ned. Straks ville politikerne spørge, hvem, der så ikke skulle have mælk. Pressionsgrupper ville lave ramaskrig; hvorfor skulle netop deres medlemmer have mindre mælk; de som havde det største behov. Dygtige medarbejdere i pressionsgrupperne ville konstruere argumenter, der viste, at der faktisk ikke var behov for en lavere mælkepris.

I det politiske spil ville den ene lejr være kritisk og den anden entusiastisk omkring statsmejerierne. Partiet Nede ville komme med et ‘revolutionerende’ forslag om et mælkeskattestop. De ville påstå, at der kunne effektiviseres i mejerierne. Dette ville partiet Oppe slå en hånlig latter op overfor. De ville pege på, at dels ville der i fremtiden ske ændringer i demografien, så flere ville have behov for statens mælk, og færre ville kunne finansiere den. Dels var det en hån mod de mejeriansatte, at påstå, der kunne effektiviseres. “Der kan ikke effektiviseres i den offentlige sektor”, ville deres ypperste talsmand, mini-Lenin, sige. “De mejeriansatte kan ikke løbe hurtigere”, ville han sige, og ignorere, hvordan effektivisering foregår i resten af samfundet; de ansatte i bilindustrien løber ca. 250 km/t den dag i dag? Landmænd løber 3000 km/t ? Send en landmand til Olympiaden.

Partiet Det Ekstreme Nede, ville komme med et meget moderat forslag om, at man kunne flytte lidt rundt på finansieringen af mælken, så de produktive ville lave mere. Deres tanke var, at man så ville undgå at hæve mælkeskatten i fremtiden, når flere ville være gidsler af statens mælk. Men det ville deres allierede i partiet Oppe skyde ned. Forslaget var for utvangssolidarisk, og ville kun komme de rige (produktive svin) til gode. Og hvorfor gøre det? Er der overhoved behov for en lavere mælkepris ?

Dem, der spørger om der er behov for lavere skatter, er da latterlige. Gu’ er der ej. Vi er jo rige. De rigeste i verden ifølge vores egen statistik. Så, hvorfor gøre det bedre ?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password