Det er en delt administration, Georg W. Bush har valgt. På den ene side har vi “duen”, Colin Powell, som gentagne gange har ytret ønske om at neddrosle det amerikanske engagement i verdens brændpunkter. Powells doktrin går ud på, at USA kun skal blande sig i andre landes affærer, hvis formålet med interventionen er meget konkret og risikoen for tab på amerikansk side er lille. Powell var således en af de få, som gik ind for at standse det amerikanske engagement i Mellemøsten, efter irakerne var blevet “smidt ud” af Kuwait.
Powells modstandere i administrationen består af de udenrigspolitiske “strammere”, Donald Rumsfeld og Vice-præsidenten, Dick Cheney. Selvom disse høge nok ikke ser sig som Clintons udenrigspolitiske arvtagere, er dette nok den korrekte betegnelse. Retorikken bag Clintons udenrigspolitik var præget af humanistiske termer. Støtten til den socialistiske og nationalistiske KLA guerilla i Kosovo, den fatale intervention i det anarkistiske Somalia og de gentagne bombninger og opretholdelsen af blokaden mod Irak er de tydelige og tåbelige eksempler på dette.
Noget tyder på, at linien vil fortsætte under Bush. Det kan godt være, at retorikken nu vil ændre sig – fra “humanistisk” til “nationalistisk”, men det udenrigspolitiske engagement vil forhåbentlig blive mindre udtalt som følge af Powells indflydelse. Interventioner vil efter alt at dømme fremover fortrinvis skulle legitimeres med, at visse landes adfærd udgør en fare for det amerikanske folk og den amerikanske stats interesser – i snæver forstand.
Utallige årtiers udenrigspolitisk voldsretorik og nationalistisk propaganda har cementeret USA’s rolle som Globocop. Nogle kalder det globalt lederskab og sammenkæder det med hele verdens interesse, at USA skal påtage sig opgaven med at opdrage på diktatorer og andre statsledere, som forbryder sig mod menneskerettigheder, andre staters suverænitet osv. Derfor er det ingen overraskelse, at de udenrigspolitiske indgreb ofte foregår med FN’s billigelse.
Den amerikanske konstitutions fædre var formentlig den klogeste forsamling af politikere, der nogensinde har levet. De havde indset faren ved at have en stående hær og advokerede for, at USA ingenlunde skulle have en sådan i fredstid. Den amerikanske udenrigspolitik var derfor indtil 1. verdenskrig præget af en heroisk pacifisme. Den stort set eneste alvorlige undtagelse fra denne pacifistiske regel var den skændige krig med Mexico.
USA havde bortset herfra ingen seriøse udeståender med andre lande, og USA kunne ikke beskyldes for imperialisme i nogen meningsfuld forstand. Dette ændredes – først med 1. verdenskrig, dernæst med 2. verdenskrig, som warmongeren Franklin D. Roosevelt (FDR) med vilje fik indblandet USA i. Hovedargumentet mod amerikansk indblanding i 2. verdenskrig var, at USA’s nationale interesser ikke var i fare, og at krigen derved ikke vedrørte amerikanske borgere som en helhed. Meget tyder på, at FDR blev advaret mod det japanske angreb på Pearl Habor i 1941. Angrebet var et svar på handelsembargoen mod Japan (igen en stor misforståelse). Men dette angreb var lige, hvad FDR manglede for at legitimere en amerikansk indblanding, hvorfor han kynisk undlod at viderebringe sin viden til de amerikanske soldater på Pearl Habor (se også denne artikel om FDR og 2. verdenskrig). De amerikanske soldater på Pearl Habor blev derved de små og ubetydelige brikker, som blev ofret for at kunne fuldføre FDR’s kyniske udenrigspolitiske agenda.
FDR var desværre ikke den sidste amerikanske warmonger-præsident. Med Lyndon B. Johnson, Kennedy og Nixon blev det amerikanske udenrigspolitiske engagement ikke mindre voldeligt.
Koreakrigen og Vietnamkrigen og de utallige større og mindre konklikter, USA har været involveret i siden 2. verdenskrig, har i stor udstrækning været tabt på forhånd. I disse konflikter, der af venstrefløjen med rette ofte er blevet karakteriseret som imperialistiske, har argumentet ofte været at redde lokalbefolkningen fra kommunisme.
Selvom dette er et ædelt og universelt mål for alle tilhængere af rationalitet og menneskeværdige samfund, er det en total misforståelse, at folk bliver mindre kommunistiske af at få smidt bomber i hovedet. I den internationale politiske arbejdsdeling har det altid været sådan, at det var kommunisterne, som stod for bombningen, mens kapitalisterne stod for den frugtbare produktion og beskyttelse af menneskerettigheder.
Den aktivistiske amerikanske udenrigspolitik har ødelagt dette billede, og man må følgelig spørge sig selv, hvilket indtryk og opfattelse, den vietnamesiske befolkning havde af kapitalismen og vestlige samfunds etik, da den vågnede op i et sønderbombet (og i øvrigt kommunistisk) Vietnam efter amerikanernes tilbagetrækning.
Tilsvarende kan man spørge, hvilket billede nordkoreanerne havde og har af kapitalisme i dag? Hvilket billede har irakerne? Hvad med serberne og somalierne? Kan vi gøre os nogen som helst forhåbninger om, at disse folk inden for en overskuelig fremtid vil gå ind for det kapitalistiske system – frem for at falde for korrupte politikeres hadefulde og anti-kapitalistiske propaganda? Efter min mening er dette et håb uden reelle udsigter.
At FN imidlertid billiger anvendelsen af vold i udenrigspolitisk øjemed – og ofte med glorværdige mål for øje – ændrer ikke ved de sørgelige resultater. FN’s plenum ved oftest ikke, hvad de laver, og man kan diskutere, hvilken ret FN har til at blande sig i andre landes interne anliggende. Desuden er beslutningerne i FN præget af usympatiske studehandler, som ingen med kendskab til kollektive beslutningsprocedurer ville blive overrasket over.
Interventionen i Somaila, hvor USA måtte se sig slået af dårligt udrustede stammer, som handlede indbyrdes med kameler, var foranlediget af, at den somaliske befolkning havde smidt en tyrannisk statsmagt på porten. Efterfølgende herskede der reelt en form for anarki, hvor de forskellige stammers ældsteråd fungerede som civilsamfundets kilde til lov og orden. Denne styreform var helt almindelig i Somailia for hundrede år siden.
Kan man forestille sig noget værre? Nej, vel – et land uden regering til at opkræve skatter og opretholde et stort og produktivt bureaukrati, som kan sikre en retfærdig og ligelig fordeling af landets goder – dette må være helvede på jord (eller hvad?). Det lykkedes da også resterne af landets tidligere politiske elite; embedsmænd, politikere og andre pampere at foranledige en intervention med opbakning fra FN. Interventionen havde til formål at reorganisere statsmagten og derved sikre “lov og orden”. Det forbliver en kilde til ustandselig forundring, hvad amerikanske soldater skulle lave i Mogadishu – tilsyneladende også for dem selv. Efter nogle ydmygende videooptagelser af døde amerikanske soldater, som blev trukket rundt i gaderne efter pick-ups, indså den amerikanske regering det umulige i at vinde denne krig. Vietnam var stadig for præsent.
Rationalet bag interventionen i Kosovo er ikke mere sammenhængende og klart. Vi kan sagtens blive enige om, at den tidligere socialistiske leder Milosovic er en amoralsk og kynisk despot og krigsforbryder, ligesom alle politikere med ubegrænsede magtbeføjelser ville blive med tiden. Men støtten til den socialistiske guerilla, KLA/UCK, har kun hjulpet til at optrappe konflikten, hvilket de seneste ugers udvikling med kampe på serbisk jord har kunnet vidne om.
Den nylige konflikt mellem Kina og USA vidner desværre om, at den nye administration vil begå mange af de samme fejltagelser, som Clinton-administrationen begik. Bush-administrationen insisterer på, at Kina er en potentiel fjende, hvorfor det er nødvendigt at udføre spionflyvninger tæt på (eller i?) kinesisk luftrum. Denne barnlige manifestation, som resulterede i en nedstyrtet og formentlig død kinesisk jagerpilot, kan selvsagt kun opfattes på én måde, og man kan da også være sikker på, at Kinas kommunistiske polit-bureau udnytter hændelsen i yderste udstrækning i propagandaøjemed.
Selvfølgelig er den kinesiske statsmagt totalitær og usympatisk, og selvfølgelig udgør den en trussel mod sin egen befolkning. Men der findes adskillige statsmagter i verden, om hvilke man kan sige præcis det samme. Kina bliver ingen seriøs trussel mod USA de næste mange årtier – og specielt ikke, hvis USA begyndte at føre en mindre aktivistisk udenrigspolitik.
Dette har desværre lange udsigter. USA’s rigdom har skabt et højteknologisk forsvar med samme skavanker som alle andre planøkonomiske institutioner. Det er klart, at militærfolk i en verden med imperfekt information har en klar interesse i at fremstille Kina og andre lande så farligt som muligt. Uden fare, intet militær, og uden militær, intet arbejde til officererne.
For bare tyve år siden var det svært at føre krig uden at få tab, men en vigtig egenskab ved det højteknologiske amerikanske militær er desværre, at officerer kan deltage i krige uden nævneværdige tab – og specielt uden fare for eget liv. Måske har det altid været sådan, men udviklingen har alt andet lige gjort det mere attraktivt for officerer at deltage i konflikter, samtidig med at lavere tabstal gør offentligheden mindre kritisk over for militære indgreb.
Efter den kolde krigs ophør har man da også kunne se, hvordan officerer i både USA og i Nato-alliancen har formået at omformulere deres opgaver. Officererne har travlt med at finde fjender overalt i verden for at kunne “send a message” med et hangarskib ved at lade det sejle forbi et problematisk lands kyst. Igen må man understrege, at et land ikke bliver mere frihedsorienteret af at se sådanne barnlige magtdemonstrationer.
Den amerikanske administration skulle føre en totalt pacifistisk (ingen?) udenrigspolitik. Gennem en stædig insisteren på, at udenrigspolitiske relationer udelukkende bør bestå i fredelig samhandel til gensidig fordel kan hele verden og specielt amerikanerne spare mange mia. dollars på forsvarsbudgettet hvert år samtidig med, at alverdens undertrykte befolkninger igen kunne begynde at se kapitalismen som verdens kilde til frihed, fred og velstand – en indsigt, som vi i høj grad stadig har brug for.
Amerikansk udenrigspolitik: Warmongere eller globocops?
