Den 3. maj 1998 mødtes EU’s regeringsledere over et frokostmøde i Brussel. På dagsordenen var, hvem der skulle lede den europæiske centralbank, ECB.
At ECB skulle være en såkaldt politisk uafhængig centralbank er således en myte, som blev gennemhullet, allerede inden dens chef blev valgt. Dette forhold understreges da også af Euroens udsving som følge af den tidligere tyske finansminister Oskar Lafontains udtalelser om, at ECB skulle føre en “beskæftigelsesfremmende” pengepolitik. Markedet kvitterede omgående for Lafontains tåbelige udtalelser ved at lade Euroen depriciere. Så meget for politisk uafhægighed…
På det føromtalte frokostmøde pressede den nationalistiske Jacques Chirac på for at få franskmanden Jean-Claude Trichet valgt som leder af ECB.
Chirac ved udmærket, at den franske økonomien ville falde sammen, hvis den ikke har adgang til rigelig og billig kredit i form af kunstigt lave renter, og Trichet har gentagne gange udtalt sig kritisk over for ECB’s “stramme” pengepolitik.
Som bekendt blev den hollandske Wim Duisenberg valgt til chef for ECB. Men typisk for EU foregik dette på baggrund af en studehandel, hvor Frankrig accepterede Duisenberg, hvis denne lovede at forlade posten, inden periodens (otte år) udløb.
Halvdelen af Duisenbergs embedsperiode er nu udløbet, og Frankrig presser på for at få valgt deres inkompetente nationalbankchef, Trichet, i stedet. Som flertallet af offentlige ledere i Frankrig har Trichet ikke fået sin stilling som følge af sin dygtighed, men mere pga. sine gode kontakter.
Det er derfor ikke overraskende, når Berlingske Tidende i dag skriver, at Trichet er under mistanke for at have medvirket i en af de utallige skandaler i den politiserede franske finanssektor. Det undersøges, om Trichet har misbrugt sin stilling til at sprede falske informationer til markedet i forbindelse med Credit Lyonnais’s kollaps i begyndelsen af 1990’erne.
Det er stadfæstet i Maastrict-traktaten, at ECB skal forfølge en målsætning om lavinflation. Dette kan kun sikres ved at føre en rente, som er tilpas høj til, at pengemængden (normalt M2 eller M3) ikke udvides “for meget”. ECB har selv defineret en referenceværdi på 4,5 pct. som “for meget”.
Jeg er meget uenig i, at pengemængden overhovedet skal udvides, men det vil føre for vidt at diskutere disse aspekter i denne artikel. Det er nok at konstatere, at ECB ikke engang har kunnet overholde sin ret uambitiøse målsætning om en maksimal vækst i pengemængden på 4,5 pct. om året.
Hvis derfor Trichet kommer til, vil det være en veritabel katastrofe for Euroområdet – inklusive Danmark, da vi fører en fastkurs over for Euroen.
Hvor langt ned skal renten, før Trichet bliver tilfreds? Man kan også spørge, hvor langt ned Euroen skal, før Trichet bliver utilfreds? Hvis ikke Euroen i forvejen er cementeret som en junk-valuta, skal Trichet nok sørge for, at den bliver det.
Herfra følger vi spændt udviklingen og er klar til at “gå til guldet”, hvis Trichet bliver valgt…