Kapitalisme og bæredygtighed

Begrebet “bæredygtighed” blev introduceret af Norges inkompetente statsminister, Gro Harlem Brundtland. Brundtland og hendes partifæller har formået at fastholde Norge, hvis økonomiske potentiale er enormt, i en årtier lang lavvækst, og hendes begreb “bæredygtighed” blev hurtigt grebet af miljøfantaster og tilhængere af planøkonomi over hele verden. Imidlertid udfordres nu Brundtlands synsvinkel om, at bæredygtighed nødvendigvis […]

Begrebet “bæredygtighed” blev introduceret af Norges inkompetente statsminister, Gro Harlem Brundtland. Brundtland og hendes partifæller har formået at fastholde Norge, hvis økonomiske potentiale er enormt, i en årtier lang lavvækst, og hendes begreb “bæredygtighed” blev hurtigt grebet af miljøfantaster og tilhængere af planøkonomi over hele verden.

Imidlertid udfordres nu Brundtlands synsvinkel om, at bæredygtighed nødvendigvis skal sammenkædes med planøkonomisk detailregulering af virksomhedernes miljøstyring. Kapitalismen bærer faktisk i sig væsentlige incitamenter til at minimere forbruget af resurser, som belaster miljøet, og derved eroderes rationalet for en planøkonomisk miljøregulering endnu mere.

Den amerikanske fysiker Amory Lovins, som har grundlagt Rocky Mountains Institute, provokerer med sin bog “Natural Capitalism” (kommer på dansk i løbet af foråret 2001). Ifølge Lovins og RMI vil den kapitalistiske udvikling nære en “bæredygtig udvikling”, fordi virksomheder i fremtiden vil besidde teknologi, som muliggør en intensiv genanvendelse af resurser.

Lovins bog handler om, hvordan virksomheder ved profitmaksimerende adfærd kan sætte fokus på resurseforbruget, og få det til at strække 5,10 eller 100 gange længere – samtidig med, at affald i sidste ende kan ledes ud i naturen uden større negative effekter.

I et interview med Energinyt redegør Lovins ligeledes for sine tanker om Kyotoprotokollen, bilers energieffektivitet og forurening samt fremtidens økonomiske vækst.

Lovins og RMI har eksempelvis udarbejdet planer for den såkaldte hyperbil, som om få år vil være et kørende kraftværk drevet af brændselsceller. Den eneste udledning vil bestå af vanddampe, og bilens energigenerator vil, når bilen ikke anvendes, kunne frembringe energi til brug i husholdninger og andre steder.

I interviewet med Energinyt (nr. 4, 2000) siger Lovins:

“Hyperbilen er et eksempel på, hvordan den naturlige kapitalisme vil ændre en af de mest miljødestruktive industrier – bilindustrien. De store bilfirmaer, f.eks. DaimlerChrysler, Ford, Toyota og General Motors er alle involveret i nyudviklingen og forventer at sælge brændselsbiler til forbrugerne i år 2004. De selskaber, som ikke har læst skriften på væggen, vil være toast om ti år”.

Efter Lovins mening er USA’s ratifikation af Kyotoprotokollen ikke betydningsfuld, idet CO2-udslippet om få år vil kunne nedbringes væsentligt pga. teknologiske landvindinger.

Denne artikels forfatter kan kun erklære sig enig – men af andre årsager. Kyototraktaten er ikke underbygget af videnskaben, og hvis der endeligt er tale om en nævneværdig antropogenisk opvarmning af jorden, vil det bedre kunne svare sig at akkomodere økonomien og samfundet til ændringer end at mindske CO2-udslippet drastisk nu. Det bør i øvrigt tilføjes, at det politiserede IPCC selv fremhæver, at en overholdelse af Kyotoprotokollen kun vil udsætte virkningen af den globale opvarmning med syv år.

Lovins optimisme er dog værd at bemærke sig. Specielt det forhold, at miljøforbedringer i produktionen vil ske som et naturligt led i virksomheders profitmaksimerende adfærd. Rationalet bag den planøkonomiske regulering eroderes – endnu mere end det før har været tilfældet.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password