Tag dine Nike-sko på! – de er tilvirket af børn

Jeg gentager for en sikkerheds skyld ugens meget fornuftige citat: “We can evade reality. But we cannot evade the consequences of evading reality” – Ayn Rand Som Ayn Rand så rigtigt antyder, kan vi ikke undgå konsekvenserne af at undgå virkeligheden. Det er der ellers mange politikere og andre venstreorienterede, som tror. Måske skal vi […]

Jeg gentager for en sikkerheds skyld ugens meget fornuftige citat:

“We can evade reality. But we cannot evade the consequences of evading reality”

– Ayn Rand

Som Ayn Rand så rigtigt antyder, kan vi ikke undgå konsekvenserne af at undgå virkeligheden. Det er der ellers mange politikere og andre venstreorienterede, som tror. Måske skal vi være mere konkrete. Citatet fastslår, at virkeligheden med dens love for menneskelige handlinger og interaktioner består, uagtet man fra politisk hånd skulle finde på at udforme en lovgivning i strid hermed.

Et af mine yndlingseksempler på venstreorienteret virkelighedsflugt er børnearbejde i den tredje verden. Lad os med det samme slå fast, at børnearbejde er produktivt og med til at danne indkomst hos de familier, som skulle være så uheldige at være tvunget til at benytte sig af det. Forskellen for dig som forbruger består udelukkende i, at din samvittighed skal kunne leve med, at dine Nike-sko (eller Adidas eller whatever) er tilvirket gennem børns arbejde. Min påstand er, at du skal have god samvittighed, når du tager dine Nike-sko på.

Venstreoritenterede har ofte råbt op om det umoralske i at aftage produkter, som har fordret børnearbejde. Børnearbejde er udråbt til den uhæmmede kapitalismes svøbe. Det fastholder befolkningen i fattigdom, og det nægter befolkningen uddannelse, som er nødvendigt for at kunne udvikle et såkaldt velfærdssamfund.

Vi kan måske illustrere pointen med to scenarier. Spørg dig selv, hvilket der er mest ønskværdigt:

SCENARIO 1 – Børnearbejde accepteres

Familien Yadunandandai lever og arbejder i det nordlige Indien. De betaler store skatter til masser af korrupte embedsmænd og har knapt nok en indkomst stor nok til at brødføde dem selv. En lokal gummivarefabrik tilbyder mindreårige arbejde for et beskedent men vigtigt beløb om måneden. Fader Yadunandandai forstår nødvendigheden af, at hans børn går i skole, men han har ikke råd til, at de alle kan gå i skole – desuden drikke han den lokale alkohol, som han fra tid til anden bliver sindsyg af. I et af sine klare øjeblikke for han lagt et stramt budget, så hans ældstfødte (efter at have arbejdet på familiens mark i nogle år) kan få nogle års skolegang, hvor han lærer at læse, skrive og regne (ikke noget med ødipalfaser, individualpsykologi, miljøforhold eller gruppearbejde og demokratiske rettigheder – heldigvis!). Senere bliver han økonom og tjener masser af penge ved at arbejde som valutaspekulant – hvilket kan brødføde hele familien og 100 af dens slags til næste årtusindeskift. Den yngste dreng kommer ikke i skole, for der er ganske enkelt ikke råd – han bliver nødt til at arbejde på gummivarefabrikken, som er underleverandør til en Nike-fabrik. Kedeligt for ham, men det varer kun, indtil storebroderen får succes. Herefter bliver den yngste søn kemiker og hjælper den tredje verden ved at opfinde et mirakelpesticid, som virkelig nakker insekter.

SCENARIO 2 – Børnearbejde accepteres ikke

Da de venstreorienterede har fået deres vilje, vil ingen købe produkter tilvirket gennem børnearbejde. Den lokale gummivarefabrik lukkes. Familien Yadunandandai kan ikke sætte deres børn i arbejde andre steder end i marken. Dette genererer ikke tilstrækkeligt indkomst til, at nogen af dem kommer i skole – og begge sønner fortsætter i faderens spor som kasteløse jordarbejdere. De lever fra dag til dag og har ingen muligheder for opsparing eller fornøjelse. En dag har faderen drukket for meget af den lokale alkohol og hakker en rive i øjet på den ene søn, som bliver blind. Faderen drikker og arbejder sig ihjel som 35-årig, og moderen skal nu passe to sønner, hvoraf den ene er blind. Deres liv bliver kort, brutalt og snavset – og deres eventuelle efterkommere kommer til at leve ligeså.

Hvilket scenario er mest ønskværdigt? Jeg foretrækker 1’eren, hvor de venstreorienterede foretrækker 2’eren. De venstreorienterede vil nægte udviklingslandene indkomstdannelse gennem børnearbejde, uagtet det var en nødvendig strategi for udvikling af de nu industrialiserede lande. Tænk på alle rædselshistorierne fra den industrielle revolution – børn arbejdede hårdt og længe, men overraskende mange fik faktisk en skolegang. Se (http://www.best.com/~ddfr/Libertarian/Public%20Schools/Public_Schools1.html) for en kritisk gennemgang af argumenterne for et offentligt skolevæsen samt en historisk perspektivering.

Lad mig tilføje, at indiske børn med stor sandsynlighed vil have betydeligt bedre arbejdsvilkår end rædselshistorierne fra den industrielle revolution fortæller os om. Det skyldes kapitalakkumulation, som også i udviklingslandene gør arbejdet mindre fysisk krævende og måske også mindre enerverende.

Vel kan vi blive enige om, at det ville være at foretrække, at mennesker fik skolegang frem for hårdt arbejde med tvivlsomt arbejdsmiljø og dårlig betaling. Men virkeligheden stiller os ikke over for dette valg. Virkeligheden stiller os over for valget mellem at støtte et produkt, som tillader familier at opretholde en større indkomst end ellers, hvorved der måske kan kan frigøres resurser til at uddanne et eller flere af børnene. Dertil kommer den positive effekt, som en yderligere industrialisering i Indien ville have. Ellers ville vi kunne vælge at sige “nej tak” og dermed være skyld i, at ingen af børnene fik en uddannelse og familien kun med nød og næppe kunne overleve.

Mit sidste argument – mener jeg selv – er mest overbevisende. Selvfølgelig findes der dumme svin og imbecile mennesker, som ville foretrække, at det gik deres børn skidt. Men langt de fleste mennesker i udviklingslandene – såvel som i de industrialiserede lande – ønsker, at deres børn skal få en uddannelse og klare sig godt.

Jeg stoler i det store hele på, at den fattige bonde – hvis der overhovedet er råd til det – vil sende så mange af sine børn i uddannelse som overhovedet muligt. Dette er det forhold, som stærkest taler for støtte til børnearbejde; at de ikke har råd til at lade være…

Derfor tager jeg med glæde med glæde mine Nike-sko på – og det burde du også gøre.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password