Sælg eller forsvind – eller hvorfor markedsøkonomi er godt for god kunst

Ludwig von Beethoven gjorde det. Pablo Picasso gjorde det. Her hjemme har Asger Jorn gjort det. Per Kirkeby gør det den dag i dag. Lars von Trier gør det med enorm succes. Ja, stort set alle kunstneriske genier har gjort det – nemlig solgt deres værker på det frie marked. Det er ikke noget, der […]

Ludwig von Beethoven gjorde det. Pablo Picasso gjorde det. Her hjemme har Asger Jorn gjort det. Per Kirkeby gør det den dag i dag. Lars von Trier gør det med enorm succes. Ja, stort set alle kunstneriske genier har gjort det – nemlig solgt deres værker på det frie marked.

Det er ikke noget, der tales højt om. Tværtimod. Lytter man til den danske kulturdebat i dag, så er dagsordenen helt klar: det frie marked er en trussel mod den gode og uafhængige kunst. Derfor kræves der stadig flere statstilskud til kunstnere og de institutioner, som de præsenterer sig selv igennem. Markedet fører til en kedelig kommercialisering, som er underlødig og kulturelt forarmende.

Men hvor slemt står det egentlig til med det frie marked og kunsten?

For at besvare det spørgsmål er det altid godt at tage udgangspunkt i de to store historiske eksperimenter, Sovjet Unionen og USA. De gik hver sin vej med hver sine resultater. USA blev kapitalistisk og Sovjet Unionen socialistisk. Det amerikanske kunstliv klarede sig mere eller mindre selv, mens al sovjetisk kunst var betalt og godkendt af staten. Hvilken betydning havde det for de to landes kunstliv?

Faktum er, at sovjetisk kunst stank, mens der på den anden side af jerntæppet opstod nogle af de mest levende kunstmiljøer i den moderne verden i byer som New York og Los Angeles. Ja, nogle vil gå så langt som til at sige, at europæisk kunst efter 2. verdenskrig generelt stinker, og at al nyskabelse i de seneste 50 år indenfor stort set alle kunstneriske genre er kommet fra USA. Og det er nok ikke helt forkert.

Prøv at nævne en top ti europæisk kunstmaler, der prægede anden halvdel af det 20. århundredes kunstliv. Svært, ikke? Måske Yves Klein (1928-1962), men han var ikke rigtig stor. Eller Francis Bacon (1909-1992) – men igen, hans indflydelse var begrænset.

Derimod springer stor kunstnernavne fra den anden side af Atlanten hurtigt ind i hukommelsen: Robert Rauschenberg (1925-), Jasper Johns (1930-), Jackson Pollack (1912-1956), Andy Warhol (1930-1987), og så videre. Samme øvelse kan man lave med forfattere, filmskabere og skuespillere. Resultatet er det samme – USA har med en lange kulturpersonligheder haft en enestående indflydelse på verdens kunstliv siden 1945.

Men hvorfor?

Et af svarene er den kapitalistiske markedsøkonomi. Dette system udgør ifølge økonomen Tyler Cowen (In Praise of Commercial Culture, 1998, Harvard University Press) en unik samfundsramme, der fremmer kulturel pluralisme og understøtter udviklingen af et væld af kunstneriske visioner.

For det første er der friheden til at gøre, hvad du vil i et liberalt og kapitalistisk system. Der er ingen bureaukratisk stat, der fortæller dig, hvad der er god og dårlig kunst – hvad der kan få støtte og ikke kan få støtte. Det er sundt for den kunstneriske frihed. Statslig censur er usund. Den amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe blev millionær ved at sælge sine stærkt provokerende fotografier på det frie marked – ingen statslig institution i USA turde støtte ham. Men det gjorde kunstelskerne.

For det andet skaber kapitalismen den velstand, der skal til for at kunsterne kan leve af deres kunst. Stigende velstand betyder, at kreative mennesker kan frigøre sig fra trættende fysisk arbejde og i stedet forfølge deres kunstneriske interesser. Der har vist aldrig været så mange kunstmalere, digtere, filmfolk og forfattere i Danmarkshistorien, som der er i dag. Det kræver med andre ord et rigt samfund til at forbruge de store mængder af kunstprodukter, som der produceres i dag.

For det tredje sikrer markedsøkonomien, at kunsternes produktionsfaktorer hele tiden bliver billigere. I dag kan alle med et digitaltkamera indspille en dogmefilm. Lærred og pensler har aldrig været billigere – slut med at overmale tidligere værker eller male på spånplader. Bogtrykning er nemmere og billigere end nogensinde – enhver håbefuld forfatter kan selv udgive sin bog, hvis ikke på papir, så på internettet. Det samme gælder for os forbrugere. Aldrig har det været billigere at nyde århundreders klassisk musik eller litteratur. I den henseende kan vi nyde godt af mere god kunst end en renæissance fyrste.

Så det hænger ikke sammen, når kulturpessimister taler for stigende statsliggørelse af kunstlivet. Det er den anden vej, vi skal gå. Følg USA, skær i kunststøtten og skab et frugtbart og sprudlende kunstliv.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password