Ritt Bjerregaard satte sig selv på plads

En af vore elskede og store ledere satte forleden et ondt og grisk folkefærd på plads, og beskyttede dermed os alle med en paraply af godhed. Det indtryk kunne man i hvert fald få som udenforstående, når man læste nyhederne den 2. marts om, at Ritt Bjerregaard “gav landbruget tæv”. Hurra hurra hurra? Nej, det […]

En af vore elskede og store ledere satte forleden et ondt og grisk folkefærd på plads, og beskyttede dermed os alle med en paraply af godhed. Det indtryk kunne man i hvert fald få som udenforstående, når man læste nyhederne den 2. marts om, at Ritt Bjerregaard “gav landbruget tæv”. Hurra hurra hurra? Nej, det der skete var, at en minister reelt indrømmede, at den offentlige koncern endnu engang havde klokket i det, udvist sløvsind og leveret en ringe service. At den service, der leveres så er en uretfærdighed mod resten af befolkningen, tages op til sidst i denne artikel.

Sagen er, at dansk fødevareindustri får tilskud af staten som folk i skånejob, der får løntilskud. Det her kaldes blot eksportstøtte. Støtten udbetales pr. ansøgning og ansøgningerne sendes til en afdeling under fødevareministeriet, der hedder Direktoratet for Fødevareerhverv (DFF). DFF har været op til 1½ år bagud med at udbetale støtten, så fødevarebranchen havde offentligt kritiseret sagsgangen som langsommelig og skadelig for erhvervet (Det mest skadelige for erhvervet er, at det får støtte, hvilket også tages op til sidst i denne artikel). Og så var det, at Ritt rigtig gav dem tæv, mener nogle journalister. “Jeg har ikke behov for at give undskyldninger for rodet i eksportstøttekontoret i Direktoratet for fødevareerhverv. Det blev konstateret, og det er blevet besluttet, at der skal ryddes op. En del af miseren med udbetalingerne er fremkaldt af erhvervets egen tilskudsmani, der får virksomhederne til at indsende ansøgninger om tilskud på beløb under 10 kroner.” “Det er i januar i år lykkedes at få sat en stopper for den slags idioti med et gebyr på 200 kroner. Det nedbragte sagsantallet med cirka en tredjedel i årets start. Det er vel næsten overflødigt at nævne, at landbruget var imod ordningen,” sagde Ritt Bjerregaard.

Aha! Erhvervet får støtte for at klare sig bedre (støtten har den modsatte effekt), men, hvis de prøver at profitmaksimere ved at få al den støtte, det kan betale sig at få, er det for galt, og man må fra det offentliges side betegne dem som idioter. Det havde det offentlige virkelig ikke forudset. De havde virkelig ikke regnet med, at kunne det betale sig at sende en ansøgning på støtte under 10 kr., så ville sådanne ansøgninger dukke op. Man må herefter antage, at man i det offentlige heller ikke tror, at hvis man kan spare beløb på under 10 kr. så er der ingen, der udnytter det. Det må være udfra en betragtning om, at i det offentlige, tager man ikke den slags så tungt. Men i fødevareministeriet er de ekstremt ressourcefulde, så de har nu opfundet den gode paraply, der beskytter os alle mod idioti, nemlig en afgift (gebyr). Et geni i ministeriet har regnet ud, at med et gebyr på 200 kr. vil der fremover ikke komme ansøgninger på beløb under 200 kr. Alternativt kunne ministeriet sådan set bare undlade at behandle ansøgninger under 200 kr., men det ville ikke give 200 kr. i gebyrindtægt pr ansøgning. 200 kr. som nu går i statskassen for at uddele penge, der er overført fra EU. Den samme type kassetænkning som kommunerne foretager overfor staten.

Og hvem er det så der har fået tæv?! Ministeren har indrømmet, at den procedure, der var fastlagt af det offentlige var forkert og en ny procedure var nødvendig for at kunne behandle det naturlige antal af ansøgninger. Ministeren har sat sig eget ministerium på plads. Man har måttet lave en ny ordning, der begrænser antallet af naturlige ansøgninger. Det er i grunden ikke mærkeligt, at de der lavede den første ordning havde en stilling i det offentlige, for hvem i det private ville ansætte sådan nogle idioter. Og hvordan kunne det så være så svært for pressen at se? Spørgsmålet er om den centraliserede verdens-bedste-danske journalistuddannelse skulle skrottes til fordel for anvendelse af sund fornuft og almindelig analytisk evne?! Overskriften burde lyde “Minister fralægger sig ansvaret for det offentliges fejl og straffer i stedet modtagerne af offentlig service”.

Ritt Bjerregaard har tævet sig selv. Men kun i denne lille del af den forestillingen. Generelt tæver hun sammen med resten af cirkuset os alle. Hvad det er for en service der ydes? EU-organisationen får 600 mia. kr. af medlemsstaterne, som tager pengene fra deres borgere. Derefter tillader EU-organisationen, at disse penge deles ud af medlemsstaterne efter visse EU-regler, herunder, at en del kan gives som eksportstøtte til fødevareindustrien. Hvad er det? Det betyder, at fødevareindustrien får tilskud, når de sælger til lande udenfor EU. Således betaler skatteydere i EU forbrugere i Japan for at købe EU-mad i stedet for at købe japansk, amerikansk eller australsk mad. Betalingen sker ved en lavere pris. De danske forbrugere har udgiften. Sideløbende pålægges ikke-EU-mad en told, hvis ikke-EU-lande forsøger at sælge mad i EU. Igen skal forbrugerne i EU betale ekstra, men denne gang for at købe noget. Vi skal betale ekstra, hvis vi vil købe ikke-EU-mad. Og vi betaler også ekstra for at købe EU-mad, for idet EU-industrien er beskyttet med toldsatser på konkurrenternes varer, kan den tillade sig at sælge et produkt indenfor EU, der er ringere og dyrere end det konkurrenter udenfor EU kan levere i EU.

Samtidig kan industrien tillade sig at være mindre effektiv end industrien udenfor EU. Med tiden eroderes det forspring industrien umiddelbart får ved et tilskuds indførelse. Det skyldes at industrien anser det for billigere at lave lobbyisme end at innovere. Der er ingen der gider gøre mere end allerhøjst nødvendigt givet deres egne behov. Er industrien ikke truet af konkurrenter, har den ikke behov for at innovere. Ved at få tilskud og andre særlige fordele, bliver den automatisk mindre innovativ; den sakker bagud i en beskyttet verden, der bygger på en løgn. Har tilskuddet eksisteret tilstrækkelig længe vil industrien kollapse, når tilskud og toldgrænser fjernes, og borgerne ikke længere plyndres for at holde den i live. Det var det der skete for hovedparten af Sydamerikansk industri i 1980erne, da den protektionistiske udviklingspolitik brød sammen. I EU består den politik. Industrien bruger store ressourcer på lobbyisme og det offentlige konfiskerer pænt pengene hos borgerne, og laver særlige regler, industrien kan lide. At få dem ophævet igen sker først, når hele økonomien tynges så tydeligt af det, at selv en journalist kan se det.

Den offentlige koncern udnytter os groft med sine tilskud, toldsatser og forbud og påbud. Det er forbrugerne (os alle), der løbende får tæv. Politikerne vil gerne stå sig godt med industrien i hjemlandet. Selvfølgelig gør industrien noget tilgengæld. Det kan være et slagteri i en politikers valgkreds ikke lukkes selvom det giver underskud, eller det kan være, at en politiker kommer med på et erhvervsfremstød et eksotisk sted. Når hele cirkuset skal afvikles, får industrien en nedtur som enhver narkoman, der får taget sin sprøjte fra sig. Men på lidt længere sigt vil selv industrien have godt af, at cirkuset afvikles. Indtil videre må vi se forestillingen og betale dyrt.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password