Fordeling, vækst og reklamer

Kritikken af det kommercielle samfund har ofte lydt, at forbrugere prakkes dårlige produkter på af manipulerende reklamer og forestillede behov. Den kulturradikale kritik formulerer fordelingen i det kommercielle samfund som et resultat af virksomhedernes evne til at manipulere og fremstille disse behov. De virksomheder, som er dygtigst til at manipulere, bliver rigest. Denne kritik levner […]

Kritikken af det kommercielle samfund har ofte lydt, at forbrugere prakkes dårlige produkter på af manipulerende reklamer og forestillede behov. Den kulturradikale kritik formulerer fordelingen i det kommercielle samfund som et resultat af virksomhedernes evne til at manipulere og fremstille disse behov. De virksomheder, som er dygtigst til at manipulere, bliver rigest.

Denne kritik levner intet rum til individuel foretagsomhed, fantasi, intellekt og originalitet. Rigdom ses derfor som noget perverst og ufortjent – et objekt for øjeblikkelig beskatning.

Men kritikken er misvisende og har i alt for mange år fået lov at virke. Den danske entreprenørånd er efterhånden så godt som ikke-eksisterende, og når de ny-uddannede folkeskoleelever engang bliver kandidater fra universiteterne vil deres konformitet og krævementalitet ikke gøre denne situation bedre.

Igennem flere årtier har man systematisk modarbejdet den nødvendige elite i Danmark; forretningsmændene, entreprenørerne, igangsætterne – de mennesker, som bliver rige, fordi de er dygtigere end alle andre til at tilfredsstille individuelle behov. De mennesker, som allerede har bevist deres værd ved at fremstille konkurrencedygtige varer; billigere og bedre end alle andre.

Flid, originalitet og rationalitet bør belønnes – ikke ussel lønmodtagermentalitet og misundelse. A. P. Møllers, Den Danske Banks og Legos (og alle andre private virksomheders) formuer er blevet til gennem frivillige transaktioner på det frie marked, hvor forbrugere har givet afkald på noget (penge), som de anså for at have lavere værdi end, hvad de modtog (containershipping, lønkonto eller legetøj).

De personer (aktieindehavere eller direktører), som har kunnet skabe størst formuer, er blevet belønnet med formuer, som beskattes voldsomt. Denne beskatning er meningsløs: et direkte signal fra staten om, at den indsats, som er belønnet af civilsamfundet, er uønskværdig. Formuer skaber arbejdspladser, udvikling og billigere og bedre varer – specielt hvis formuerne besiddes af mennesker, som kan finde ud af at bruge dem.

Politikkerne bør stille sig selv spørgsmålet: hvem er bedst? De mennesker, som har bevist deres værd og gennem frivillige transaktioner er blevet belønnet af forbrugere – eller staten, som hverken har incitamenter eller evner til at skabe noget som helst positivt? Dette spørgsmål er let at besvare. Combus, DSB Gods, Ask & Urd og Teledanmark taler deres tydelige sprog; statslige arbejdspladser er uproduktive og ekstremt dyre.

Denne problematik er ukendt for danskere i almindelighed, for de har slugt den kulturradikale kritik af reklamernes uappetitlige hærgen, den menneskelige deroute og den amerikanske kulturimperialisme.

Men man fristes til at spørge, hvor meget den fattige bums på Vesterbro har bidraget til henholdsvis Guccis og Føtexs aktionærers formuer? Man må formode, at Gucci’s reklamebudget i forhold til omkostningerne er betydeligt større end Føtexs, men det er Føtex, som tilfredsstiller bumsens behov for Bjørnebryg, hvidløgsspegepølse og Pigespecial – uafhængigt af Guccis store reklamebudget.

Den kulturradikale kritik af det kommercielle samfund og dets reklamer tager således ikke højde for reklamernes virkning på forskellige grupper i samfundet. Virksomheder med store reklamebudgetter i forhold til deres omkostninger henvender sig typisk til middelklassen og de rige, mens virksomheder, som markedsfører livsnødvendigheder ikke kan tillade sig at gøre noget tilsvarende.

Hvis man derfor mener, at drømme, livskoncepter og forestillinger som markedsføring er specielt usympatisk og i for høj grad gennemsyrer det offentlige rum, må man huske, at disse i højere grad er rettet mod velstående personer, samt at disse oftest i kraft af deres uddannelse, intellekt og ophav er mere kritiske over for reklamer.

Men derfor er det jo stadig irriterende at blive afbrudt af reklamer midt i Rocky III…

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password