Frynsegode eller samfundsgode – Virksomhedsbetalte lægebehandlinger

Nu er den gal igen – fristes man næsten til at sige, men det er jo ikke helt rigtigt, for den har jo hele tiden været gal. For hvordan definerer man frynsegoder og samfundsgoder? Et godt spørgsmål, der ikke entydigt lader sig forklare! En ting står dog blændende klart! Frynsegoder er ikke altid frynsegoder. Problemet […]

Nu er den gal igen – fristes man næsten til at sige, men det er jo ikke helt rigtigt, for den har jo hele tiden været gal. For hvordan definerer man frynsegoder og samfundsgoder? Et godt spørgsmål, der ikke entydigt lader sig forklare! En ting står dog blændende klart! Frynsegoder er ikke altid frynsegoder. Problemet opstår hvis man er i besiddelse af et par “socialistiske 3D-briller”, for kigger men gennem disse, så bliver samfundsgoder automatisk forvandlet til frynsegoder (disse briller udleveres, vist nok, gratis i Skatteministeriet).

Eksempelvis opstår dette “læseproblem” i det øjeblik, en arbejdsgiver vælger at betale for en lægebehandling af en syg medarbejder. For i præcis det øjeblik medarbejderen takker ja, så forvandles arbejdsgiverens tilbud til et fuldt skattepligtigt frynsegode – dog ikke hvis medarbejderen har et alkoholproblem, for så er det af uransagelige grunde et samfundsgode, som selvfølgeligt ikke er skattepligtig for modtageren. Blændende klart? – Absolut! Hvis man er ejer af et par “socialistiske 3D-briller”.

Men for os andre, der ikke er i besiddelse af disse “magiske monokler”, virker det mere end almindeligt underligt, at dette ypperlige samfundsgode skal beskattes. Selvsagt kan virksomheden se en økonomisk fordel i at behandle sin medarbejder, men samfundet høster, konservativt betragtet, uomtvistelig, en gevinst af langt større kaliber. For ved at afholde udgifterne til de ansattes lægebehandlinger, løser arbejdsgiveren ikke kun sit eget, men tillige en masse af det offentliges problemer.

Medarbejderen bliver behandlet inden for en overskuelig tidshorisont. Derved undgår medarbejderen det frustrerende ved lange ventelister – først til en forundersøgelse, og siden hen til selve operationen – og undgår derved en eventuel fyreseddel, som jo, desværre, ikke er unormal ved lange ventetider. At den samlede sygeperiode nedbringes, medfører desuden betydelige offentlige besparelser på udgifter forbundet med sygedagpenge – absolut ikke uvæsentligt, idet lange ventelister ofte medfører sygedagpenge i måneds- eller årevis. Med andre ord. Det er ofte umuligt for den sygdomsramte medarbejder at opretholde sin normale løn i sygdomsperioden, hvilket medfører mindre skatteprovenu til “skattefar” (dem med “mirakelmonoklerne”), og, mere væsentligt, en nedgang i levestandard for den sygdomsramte. Hertil skal lægges det psykiske pres ved ikke at vide om man bliver fyret – og risikoen for helt at ryge ud af arbejdsmarkedet og måske ende på førtidspension.

Ventelisterne til det offentlige behandlingssystem nedbringes, idet arbejdsgiveren typisk benytter sig af behandlertilbud i den private sektor – dvs. medarbejderen figurere ikke på det offentliges ventelister – og, ikke mindst, så foretages behandlingerne for private midler, hvilket giver amterne en besparelse i udgifter til offentlig behandling (operationer, genoptræning etc.).

Men hvad med arbejdsgiveren? Jo! Arbejdsgiveren opnår den åbenlyse fordel, at medarbejderen hurtig vender tilbage, hvilket minimerer produktionstabet og overflødiggør tidskrævende og sædvanligvis dyre ressourcer til søgning efter kvalificeret erstatning.

Så hvem er det egentlig, der får mest ud af det?? Ja.. For mig at se, er der tale om en så klar samfundsmæssig gevinst, at konturerne endda kan skimtes gennem et par “socialistiske 3D-briller”.
Indenfor min begrebsverden, er det så afgjort en forudsætning for hvad man forstår ved en samfundsgevinst – for jeg kan ikke se den store sammenhæng med fri bil og gratis ferie i firmaets sommerhus, der (skønt rimelige) må antages at være frynsegoder. Dertil skal dog lige pointeres, at jeg ikke er i besiddelse af ovennævnte “mirakelmonokler”, hvilket selvfølgelig kan forklare mit divergerende syn relativt til eksperterne i Skatteminsteriet.

Fordelene er mange, og foruden den klare samfundsmæssige gevinst – der både er i virksomhedernes, medarbejderens og samfundets interesse – frigør dette “frynsegode” utvivlsomt så overvældende økonomiske ressourcer, at der vil være plads til en markant nedsættelse af skattetrykket – endda med øget service til følge.. En horribel tanke, som grundlæggende strider mod den herskende (socialistiske) refleks om, at “Skattelettelse giver serviceforringelse”. “Skattelettelser med serviceforbedringer” vil utvivlsom få samtlige “socialistiske 3D-briller” til at krakelere.

Men indtil den lykkelige dag oprinder, må vi glæde os over, at generelle ordninger, om at samtlige medarbejdere i en virksomhed må gå til en kiropraktor, massør eller lignende, bliver mere og mere almindelige. Så med tiden er der, måske, håb om at virksomhedsbetalte lægebehandling bliver fjernet fra skuffen “frynsegoder” i “misundelsesarkivet” og placeret – hvor de hører hjemme – i skuffen over “samfundsgoder”.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password