Reklamer og børn

Reklamer omkring børnefjernsyn er et af de mest udskældte kommercielle projekter overhovedet. Alle bedrevidende kulturradikale og socialister lægger hindringer i vejen for denne kom-munikationsform. Men hvorfor? Hvem skal beskyttes; børnene, deres forældre, pædagogernes indoktrineringsindsats eller de ansatte i den licensbetalte tv-verden? Børn skal med alle pædagogiske midler afholdes fra at se reklamer, og dette progressive […]

Reklamer omkring børnefjernsyn er et af de mest udskældte kommercielle projekter overhovedet. Alle bedrevidende kulturradikale og socialister lægger hindringer i vejen for denne kom-munikationsform. Men hvorfor? Hvem skal beskyttes; børnene, deres forældre, pædagogernes indoktrineringsindsats eller de ansatte i den licensbetalte tv-verden?

Børn skal med alle pædagogiske midler afholdes fra at se reklamer, og dette progressive synspunkt bakkes ivrigt op af politiske klakører. De mener, at det i forvejen er slemt nok, at der fin-des ekstreme og modbydelige virksomheder, som ikke afholder sig fra at påtvinge sagesløse voksne mennesker deres ubrugelige produkter med alle midler. Men i hvert fald skal de små børn ikke lokkes med reklamer. Hvad kan det dog ikke medføre af vrangforestillinger og forestillede behov hos de ubefæstede sjæle, når de bombarderes med psykologisk fiffige reklamer – og så på tv?

Børn skal ikke have deres fredelige og idylliske barndom spoleret af forbrugerverdenen. De skal lege sig igennem tiden med gode og pædagogiske lege, først i børnehaven og siden i børne-haveklassen. Trygt og overvåget af pædagoger med de rette feministiske og socialistiske holdninger. Pædagoger, som i hele deres uddannelse har lært, at nogle er mere bevidste om de rette valg og den rette livsførelse end andre. Pædagoger, som i egen indbildning, mener, at de er bærere af en vigtig samfundsopgave. Opgaven består først og fremmest i at rette de fejl, børnene lærer af deres forældre og andre ukvalificerede, som ikke har den rette uddannelse og indstilling. I skolen skal børnene derefter lære, hvordan de undgår kontakt med den omgivende verden – de lærer, at markedet er noget skidt, ondt og ødelæggende for menneskets natur. De lærer – om ikke andet, at de voksnes verden er afskyelig.

Reklamer er det værste af alt. Reklamer er kommercialisering og pådutter os unyttige produkter. Vi bliver forbrugere af at se reklamer, og “forbruger” er et skældsord i en verden, hvor idolet er Gandhi med sin væv og den økologiske selvforsynende landmand er idealet.

Men i dette tilfælde, som i alle andre, er de frelste helt på afveje. De er først og fremmest bange for at miste indflydelse på børnenes programvalg, fordi der opstår reklamefinansierede programmer, som direkte konkurrerer med deres eget hidtidige monopol på området. Det statslige tv, som finansieres via tvungen licensbetaling, er blevet styret jernhårdt af en kulturelite. Det har været deres legeplads, og de har været i stand til at opretholde et korrumperet og yderst vellønnet system med muligheder for gode stillinger til venner af den rette politiske observans.

Alt dette bliver truet af private stationer, som udelukkende kan konkurrere ved at tilbyde børnene en række programmer med større seertække. Udsendelserne bliver ikke betalt gennem tvang, men fordi en stor gruppe seere gør det attraktivt for firmaer at betale for reklametid. Var udsendelserne uden seertække, ville det medføre faldende reklameindtægter og forsvinde. Og, såfremt de licensfinansierede stationer var konkurrencedygtige, ville de blive foretrukket. Men det er de altså ikke, og derfor griber de til den ultimative tvang og gennemfører restriktioner og forbud. Det skal understreges, at det ikke er mig eller en anden kulturpamper, som afgør kvaliteten. Det gør alene seerne, hvilket så igen medfører, at programmerne bliver målrettede til børnene.

Blandt fordelene er ikke mindst at børnene kan etablere et rum uden pædagogisk korrekthed og uden indblanding af andre voksne. Især gælder det for de programmer, som sendes tidligt om morgenen i weekenden. På dette tidspunkt vil forældrene ofte være tilbøjelige til at anvende den elektroniske barnepige og selv trække deres opstandelse et par timer. Det er politisk ukorrekt, og de licensbetalte stationer, som styres af meningstyrannerne, vil derfor ikke tilbyde børneprogrammer, som skal erstatte forældrenes omsorg. Altså må markedet!

Når børn ser reklamen, forholder de sig typisk mere fornuftigt end de politisk korrekte forventer. Og når programmerne med held kan henvende sig til en stor gruppe, medfører det, at børnene bringer dette univers ud i deres eget miljø og sammen med de andre børn omtaler og genleger det sete. På den måde skaber de et pædagogfrit rum og deler deres erfaringer med de andre i gruppen, og det fælles oplevede bliver genstand for deres lege. De kan derved bringes ud af pædagogernes bedrevidende omklamring. Reklamerne bliver ligeledes kritiseret af børnene; både formen, de medvirkende og de reklamerede produkter.

Først og fremmest må vi fastholde at børnene derved skaber en bevidsthed om den omgivende verden, som andre vil holde dem fra. Men det giver dem også værdifulde argumenter, når de skal presse forældrene til at købe varen eller sætte en ønskeseddel sammen. Børnene har i fællesskab dannet en mening, som er mere kvalificeret end forældrenes – for ikke at tale om pædagogernes. Og børnene kan derfor specifikt udpege det, de ønsker i stedet for blot at pege vildt om sig i forretningen. De færreste forældre og ingen uden børn kan købe den rette vare – de ved intet om den verden og skal i øvrigt heller ikke selv bruge produktet.

Reklamer er ikke skadelige for nogen som helst, enhver må med sig selv afgøre, hvilke varer der skal indkøbes. Børn er i dag mere bevidste om deres egne valg og deltager ofte i de fælles indkøbsbeslutninger i familien. Derfor er det kun nyttigt, at de bliver præsenteret for de muligheder der findes. Det gør de på trods af alle forsøg på at bevare den pædagogisk styrede og isolerede barndom. De reklamefinansierede stationer er blot et tilbud, og er det ikke godt nok, er der in-gen seere og ingen reklamer. Det er umoralsk og forkasteligt, at de licensdrevne stationer bruger lovgivningen som kampmiddel mod deres konkurrent.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password