Unges alkoholforbrug

Åhh…. det er skrækkeligt! De danske unge drikker alkohol – meget mere, end de gør i Sverige! Og en kun 16-årig gymnasieelev fra Randers drak sig endog ganske beruset til en skolefest! Dette skrækscenario er ikke taget fra en katastrofefilm fra USA, men det er virkelighed. Regeringen sætter ind; Danmark har i længere tid haft […]

Åhh…. det er skrækkeligt! De danske unge drikker alkohol – meget mere, end de gør i Sverige! Og en kun 16-årig gymnasieelev fra Randers drak sig endog ganske beruset til en skolefest! Dette skrækscenario er ikke taget fra en katastrofefilm fra USA, men det er virkelighed. Regeringen sætter ind;

Danmark har i længere tid haft et forbud mod at sælge alkohol til personer under 15 år. Butikker, som alligevel hensynsløst sælger øl til en 14-årig, kan straffes med bøde. Men det er tilsyneladende ikke længere nok.

Den uopdragne befolkning vil ikke høre. Alkohol er skadeligt og samfundsnedbrydende, og alligevel drikker de uartige samfundsbørn øl og andre djævelskaber. Adfærdsregulerende afgifter er utilstrækkelige. 15-års-reglen er et skridt i den rigtige retning; men hvad med alle de 16-årige? Regeringen vil nu sætte forbudsgrænsen til 18 år. Og vi skal sætte hårdere ind mod butikker, der bryder reglen. Drikker 19-årige iøvrigt ikke også for meget? Jo, hvad med en 25-års-grænse?

Hvornår stiller regeringen dog sig selv spørgsmålet; kender vores formynderi-liderlighed dog ingen grænser? Hvad blev der af personlig frihed til at bestemme over egen krop? Hvad blev der af forældrenes ansvar? Og hvad blev der af proportionalitetsprincippet? Jeg antager, at forbudsbølgen næppe stopper her, for der er utallige kilder til manglende folkesundhed og anden nød, der mangler ultimativ regulering; tobaksforbud, sodavandsforbud, forbud mod at opholde sig i hovedstadens indre by i myldretiden, tvangsfodring med frugt og grønt, og saunabesøg med magtanvendelse – det skulle jo være så sundt……

Cirkulær argumentation

Der findes selvfølgelig dem, der hævder, at sålænge staten betaler for al hospitalsbehandling og derved bærer den økonomiske hovedudgift til at have en syg befolkning, har staten også en legitim ret til at adfærdsregulere dens klienter. Men hvor er det dog et sørgeligt menneskesyn; borgerne er i sig selv et irritationsmoment for staten, for de er udgiftskrævende. Og man har vel ret til at holde sine udgifter så langt nede, som muligt? Disse borgeres (menneskers) livsrum (for at bruge et lidt belastet udtryk) skal derved tåle en indskrænkelse, fordi staten betragter dem som et rødt tal på bundlinien. Kan det blive mere inhumant?

Og selve argumentationen savner konsistens: Hvordan kan man legitimere et frihedsindgreb med et statsligt økonomisk incitament? Man gør sig først til eneudbyder af en ydelse, og da denne ydelse efterhånden bliver for ressourcekrævende, gør man indhug i ydelsesmodtagerens rettigheder, uden at stille spørgsmålstegn ved, om fejlen i virkeligheden lå i momentet tidligere.

Lad regeringen pege på blot ét livsområde, der stadig ikke er lovreguleret. Fri os for rigid socialdemokratisk vanetænkning med lovindgreb og afgifter samt forbud som eneste løsningsmodel.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password