Det kommercielle samfund

Den socialistiske utopi skvattede sammen, da muren faldt. Socialisterne måtte finde sig nogle nye aspekter at kritisere ved det kapitalistiske samfund. Man kunne ikke længere foretage frontalangreb, for enhver kunne se, at kapitalistiske samfund var klart overlegne i produktionen af velfærd og retssikkerhed for de enkelte borgere. Kapitalismens moral er overlegen og langt mere menneskeværdig […]

Den socialistiske utopi skvattede sammen, da muren faldt. Socialisterne måtte finde sig nogle nye aspekter at kritisere ved det kapitalistiske samfund. Man kunne ikke længere foretage frontalangreb, for enhver kunne se, at kapitalistiske samfund var klart overlegne i produktionen af velfærd og retssikkerhed for de enkelte borgere. Kapitalismens moral er overlegen og langt mere menneskeværdig end den kollektivistiske, som ikke anerkender individuelle forskelligheder, rationalitet og personlig frihed.

Disse forhold stod rystende klart for kollektivisterne, da muren faldt, og det er klart, at de måtte finde andre tilgangsvinkler i deres kritik af det kapitalistiske samfund. Resultatet var et bagholdsangreb med fundament i den marxistiske kritik. De fleste kollektivister anerkender i dag de kapitalistiske samfunds pluralistiske kulturer (forstået bredt) som om intet var mere naturligt – uagtet kollektivismen for pluralistiske samfund er, hvad Gagamel er for smølferne.

I den nye, kollektivistiske kritik af kapitalismen er accept af massekulturen det onde. Det hedder sig, at produktion til masserne er fremmedgørende, ufint og fordummende. Dette er det nye samlingspunkt for socialister og kulturradikale; socialister dedikerede sig førhen til arbejderkulturen og kulturen for den jævne befolkning, men dette er ikke længere opportunt, for den jævne befolkning ønsker den velfærd, som kun kapitalismen kan frembringe. Kollektivisterne ønsker derfor produktion for avantgarden, eliten, dem selv.

Og hvad mere er: den produktion, som trods alt foregår til massekulturen skal reguleres ned til mindste detalje. Tv-mediet er nok det bedste eksempel. Før DR’s monopol blev brudt, lød det forudsigelige argument imod pluralisme på tv-området, at det blot ville medføre, at befolkningen ville se “Op på fars hat”. Intet kunne vel være mere forfærdeligt?

Ret beset kan kollektivisterne være skide ligeglade (og er det sikkert også). Det, de var bange for, da monopolet blev brudt, var, at de ikke længere kunne forme den virkelighed, som skulle formidles til den brede befolkning. Senere hen har det som bekendt vist sig, at denne frygt var ubegrundet…

Den nye kollektivistiske doktrin byder derfor på en række påstande, som alle løbende underbygges af et hav af halvstatslige interessegrupper, instanser, styrelser og nævn – befolket af… kollektivisterne selv. Centralt i denne doktrin er, at mennesket er svagt og skal hjælpes. Mennesket har brug for at blive ledet med de rette værdier for ikke at falde i fordærv. Samfundet har brug for “et fælles værdigrundlag”, for ellers kan det ikke hænge sammen. Alt sammen metafysisk nonsens, som gentages i det uendelige:

Selvfølgelig skal tv-mediet reguleres.
Selvfølgelig skal børnereklamer forbydes.
Selvfølgelig tager man skade af reklamer.
Selvfølgelig skal staten bestemme de “rette” værdier i folkeskolen.
Selvfølgelig skal private virksomheder ikke tjene penge på omsorg.
Selvfølgelig kan enhver ikke slå sig ned som selvstændigt erhvervsdrivende.
Selvfølgelig skal man betale for private sundhedsydelser.
Selvfølgelig er amerikanske film farlige.
Selvfølgelig er porno ren kvindeundertrykkelse.
Selvfølgelig skal man ikke kunne købe de stoffer, man har lyst til.

Hvor ville vi ellers være?

Svaret er: I Det Kommercielle Samfund.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password