Fup, fakta eller blot markedsføring?

De fleste miljøorganistioner er styret af et massivt ønske om at nedbryde det frie marked. Deres evige argument er, at markedet ikke er i stand til at afværge negative bivirkninger på miljøet, da markedet alene ser på den kortsigtede profit og efterlader opretningen til … ja, til hvem? Først kan vi lige prøve at indkredse […]

De fleste miljøorganistioner er styret af et massivt ønske om at nedbryde det frie marked. Deres evige argument er, at markedet ikke er i stand til at afværge negative bivirkninger på miljøet, da markedet alene ser på den kortsigtede profit og efterlader opretningen til … ja, til hvem?

Først kan vi lige prøve at indkredse hvilke organisationer vi egentlig taler om. Deres fællesbe-tegnelse er NGO’er, Non Government Organisations. Hvilket er en sandhed med væsentlige modifikationer. Oftest er det en lodret løgn!
Et par stykker er, i stil med Greenpeace, etableret af en enkelt person eller en lille hård kerne med enkeltsager på programmet, sagerne kan løbende skiftes ud. Greenpeace er fortrinsvis afhængig af kontingentindbetalinger, og medlemsskaren kan svinge betragteligt. Efter deres løgne omkring Brent Spar i 1995 faldt deres medlemskare betragteligt. Organisationen er nærmest at betragte som en virksomhed med den dertil svarende organisation. Og pengestrømmen afhænger af markedsføringsstrategierne, hvilket er identisk med deres aktioner. Og ledelsesfunktionerne er forbundet med personlig prestige og velfærd. Tænk blot på Tvind!

Andre organisationer, Ibis, Verdensnaturfredningsfonden og de fleste andre, er omvendt stort set kun finansierede af de forskellige stater og/eller overstatslige organisationer som EU og FN. Deres kontingentindbetalinger svarer ofte kun til en eller to pct. af deres samlede udgifter. Deres Non Government status er ren vildledning. De lever i gensidig symbiose med regeringernes re-præsentanter og deres ledende kreds er ikke sjældent ansatte eller tidligere ansatte i statsadmini-strationen. Eller politikere som Mimi Jacobsen i Red Barnet. Det er offentligt kendt at de ansatte i Svend Aukens miljøministerium er aktivister i forskellige NGO’er med den effekt at de har ret let ved at få tildelt midler.
Hvad er så deres formål?

Målet er angivet som uegennyttigt i foreningernes formålsparagraf men kan ikke skilles fra hand-lingerne. Først og fremmest er deres handlinger af selvpromoverende karakter, dette faktum er imidlertid skjult bag påstanden om den altruistisk aktivitet til forbedring af miljøet eller for at bedre dyrs forhold. Men altruisme i sig selv er et meget misbrugt begreb, de fleste bruger det i den forvrængede form uden at kende de reelle vilkår. Altruisme skal være totalt uegennyttigt og handlingen må på ingen måde kunne anvendes til personlig vinding eller imagepleje. Begrebet har sine rødder i den tidlige kristendom og kendes mest fra enkelte munkeordner.

Men NGO’erne konkurrerer med hinanden og andre om de statslige midler og selve foreningens opretholdelse bliver ofte vigtigere end deres egentlig mål. De forskellige organisationer som var aktive i Rwanda efter den brutale nedslagtning kæmpede om mediernes bevågenhed. (Medierne især fra deres respektive hjemlande var vigtige for tildelingen af midler.) Denne konkurrence medførte f.eks. at Red Barnet fra Frankrig indhegnede børn, som var, i hvert fald midlertidigt, uden forældre, fremviste disse børn for pressen. Samtidig med at grædende mødre gik hænder-vridende omkring og kunne se deres eget barn bag indhegningen. Sandheden var at de “altruistiske” ngo’er ikke ville ulejlige sig for meget og derfor blot havde taget nogle forhåndenværende børn. Ansatte i Red Barnet manglede i øvrigt ikke selv noget, kørte rundt i store biler, fik deres høje løn og al den luksus de kunne ønske. Altså altruisme igen?

Men det er ikke nyt. Greenpeace er kendt for at have arrangeret slagtning af sælunger i Canada og påstået at der var tale om autentiske billeder fra den vilde vildmark hvor vilde mænd med køller slog dyr bevidstløse, pelsede dem og efterlod dem til en langsom død. Virkningen var at eskimoiske fangere kom under hektisk pres uden at de på noget tidspunkt havde foretaget lignende handlinger. Historien var grebet ud af luften og tjente udelukkende til at skærpe interessen om Greenpeace som da også fik mange medlemmer. På det tidspunkt var næsten alle villige til at tro på Greenpeace, selv om den islandske journalist/fotograf Gustafsson dokumenterede løgnen.

Brent Spar-historien var planlagt til at forløbe efter samme mønster; en stor løgn – de gode mod de onde – masser af handling – unge mennesker i gummibåde – megen presseomtale. Det gik også fint i begyndelse, villig presse og stupide sensationslystne politikere sprang beredvilligt til og kolporterede sagen yderligere. Men Shell handlede forbløffende fornuftigt efter den første panik havde lagt sig. De holdt simpelthen Greenpeace op på deres udtrykte ønske om at deltage i fornuftige løsninger. Det kunne Greenpeace ikke, de var ikke i stand til at handle på grundlag af reel viden, deres ønske var udelukkende at lave ballade og genere en sund virksomhed. Og Greenpeace måtte tilstå at de havde prakket verdenspressen en løgn på ærmet. Greenpeace havde ganske enkelt misinformeret pressen og dette medførte fald i medlemskaren.

Formålet er altså selvpromovering og dette sker med sandheden som det første offer. Aktivisterne betragter sig selv som en munkeorden, men er i virkeligheden fortrinsvis personer med et udtalt had til al privat virksomhed og en totalitær tankegang.

I dag er der, efter nogen fred fra socialisternes revolutionslyst, atter kommet skred i oprørerne på venstrefløjen. Det nye hedder Attac og er på alle måder gammel vin på nye flasker. They are afraid of americans – afraid of the world. Mod markedet og for at få deres eget billede i pressen.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password