Om en vis italiener og EU

Italien har altid haft tradition for masser af statslig indblanding. Det var derfor, det var så nemt for socialister og senere facister (hvad var forskellen?) at tage magten i landet. Specielt statslig indblanding i produktionsvirksomhed har gjort sig gældende. Som i enhver anden socialistisk udviklingsstrategi satsede italienerne hårdt på sværindustri. Det var der nok en […]

Italien har altid haft tradition for masser af statslig indblanding. Det var derfor, det var så nemt for socialister og senere facister (hvad var forskellen?) at tage magten i landet.

Specielt statslig indblanding i produktionsvirksomhed har gjort sig gældende. Som i enhver anden socialistisk udviklingsstrategi satsede italienerne hårdt på sværindustri. Det var der nok en grund til: sværindustri er stor og dyr og kunne vidne om socialismens triumf. Med sværindustri kunne man producere kampvogne, gryder, bajonetter, transportmidler og kapitalgoder – kort sagt: alt, hvad socialismen har brug for.

Uheldigvis er statslig produktion meget, meget lidt lønsomt. Faktisk har der i historien været ikke så få eksempler på statslige produktionsapparater med en negativ bruttofaktorindkomst (dvs., at de forarbejde varer er mindre værd, end varerne, som anvendes i produktionen = hærværk).

Sværindustrien har formentlig givet underskud lige siden begyndelsen af 1900-tallet, hvor den italienske stat for alvor satte sig tungt på den. Det ene drønende underskud skulle finansieres af skatteyderne efter det andet. Efter anden verdenskrig blev problemet ikke mindre. Italiens politiske liv har altid været et af verdens mest korrupte og ustabile. Hver gang en ny regering kom til, forsikrede denne gerne, at NU var det slut med underskud i dette og hint konglomerat, og at der skulle helt andre boller på suppen. Efter indsættelsen af den nye regerings fætre, snyltere, elskerinder og med-pampere, lod de konglomeratet skifte navn for at anskueliggøre den længe ventede ændring. Herefter fik konglomeratet igen tilført penge, så de ansatte kunne få løn udbetalt, og de mest pressende kreditorsager kunne afværges.

Denne udbredte nepotisme, som helt sikkert aldrig har taget kvalifikationer i betragtning i udvælgelsesprocessen for de statslige direktioner, medførte, at en vis italiener i perioden 1982-1989 fik formandsposten i et stort statsligt konglomerat; IRI (Institudo per la Ricostruzione Industrial). Som navnet antyder drejede det sig om organisation, som skulle hjælpe den statslige industri med at blive “rekonstrueret”. Udtrykket “rekonstruere” betød i denne sammenhæng blot, at man af regeringen kunne få lige så mange penge, som man kunne nå at hælde i store, sorte huller.

Italieneren, som tilhørte venstrefløjen af socialistpartiet, blev genudnævnt til formand for IRI i 1993. Han ønskede under ingen omstændigheder privatkapitalistisk indflydelse på IRI’s forretninger, og da det skulle privatiseres af den daværende Ciampi-regering, besluttede han egenhændigt at følge sin egen model for IRI’s fremtidige indretning. Dette foregik i åbenlys strid med regeringens ønsker, hvorfor industriminsteren stoppede det.

I en demonstration af ufattelig dårskab formåede italieneren på et enkelt år (1993) at formøble ikke mindre end 41 milliarder kr., således at IRI’s gæld tilsammen androg 300 milliarder kr. Året efter tog italieneren sin afsked og dukkede herefter op et helt andet sted på den politiske scene.

I 1996-1998 var han formand for ministerrådet for den italienske republik og indtil 1999 var han også medlem af EU Parlamentet. I september 1999 blev han udnævnt til Formand for EU Kommissionen.

EU, verdenshistoriens størtste og mest socialdemokratiske projekt, tog godt imod Romano Prodi, som den ekstraordinært inkompetente pamper hed.

Slutteligt kan man sige, at det selvfølgelig ikke er Romano Prodis skyld, at EU er så inefficient og socialistisk – det grunder i, at EU er en syg konstruktion. Men Romano Prodis usle og skatteyderbetalte liv er en eftertanke værd…

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password