Den offentlige koncern del III:

Af første og anden del fremgik, at DOK’s produkt er uretfærdigt, tenderer til at være ineffektivt produceret og af en ringe kvalitet. I denne tredje og sidste del af artiklen om DOK, vil jeg uddybe anden del, ved at behandle ressourceanvendelsen i DOK ift. den private sektor og til sidst slutte af med, hvordan man […]

Af første og anden del fremgik, at DOK’s
produkt er uretfærdigt, tenderer til at være ineffektivt produceret
og af en ringe kvalitet. I denne tredje og sidste del af artiklen
om DOK, vil jeg uddybe anden del, ved at behandle ressourceanvendelsen
i DOK ift. den private sektor og til sidst slutte af med,
hvordan man kan håbe at se enden på problemerne med DOK.
I private, profitorienterede virksomheder [1] placeres arbejdskraften
altid dér, hvor den forventes at give det største afkast i
profit. Profitten er formålet med al aktiviteten. I DOK placeres
arbejdskraften blot, men hvordan den placeres er et spørgsmål
om, hvilke lobbyister eller kræfter, der vinder i den politiske
proces.
I det frie samfund lærer man løbende af
de fejl der begås. Der er langt fra idé og udvikling af et
produkt til det markedsføres, hvilket, selvom det ikke er
er hensigten (der er ingen hensigt), skaber en vis sikkerhed
for at idéer, der er forkerte, ikke tilføres ressourcer. Men
der sker løbende en udvikling og indsættelse af ny teknologi
– deraf den stigende produktivitet. Endvidere sker der løbende
det, at markedet ophører med at begå fejl, der tidligere er
begået. Handlinger, som karakteriseres som fejl, defineres
i markedet især ved, at dem, der begår dem, taber terræn til
dem, der ikke begår dem. Det er det man kalder en ’learning
process’.
I DOK eksisterer der ikke en automatisk
lærende proces, idet der ikke er nogen konkurrence, hvorved
fejl afsløres. Det, som på det frie marked ville blive anset
som fejl, anses i DOK som en velafprøvet procedure; den der
fortsat skal bruges. Hvorfor ændre den ?! Den eneste automatiske
proces er tendensen mod ringere produktivitet bl.a. som følge
af personalets tiltagende magt, men også helt automatisk som
følge af den proces, der er beskrevet ved Parkinsons lov om
bureaukratisering. Produktiviteten kan dog forbedres ved eksterne
påvirkninger. I DOK kan man på kort sigt, ved hurtige beslutninger
fra centralt hold, sætte sig over den gennemsnitlige produktivitet
i det private, ved at gennemføre en idé, der er åbenlyst forbedrende.
Man vil dog aldrig komme over produktiviteten i de bedste
blandt det private erhverv – ideerne til produktion i det
offentlige kommer initialt altid fra private erhverv – DOK
kan ikke udvikle sig, men kun kopiere, da der ikke findes
en naturlig drivkraft for højere produktivitet i form af fallitten,
hvis man ikke udvikler sig hurtigere end konkurrenten. Så
efter implementeringen, der på kort sigt kan medføre høj produktivitet,
sker der ingen udvikling. Endvidere er det igen sådan, at
mængde og kvalitet mm. ikke er markedsbestemt og derfor forkert
sat i forhold til de omkostninger
[2] , der eksisterer, dvs. i forhold til produktionsomkostningerne
og efterspørgslen. DOK kan finde på at levere de mærkeligste
tjenester som fx motorvejsstrækninger i Nordjylland, uden
at kapaciteten er efterspurgt, eller vejnettet i hver ende
ændres derefter.
Således producerer DOK ineffektivt, men
er det ikke godt, at DOK dog leverer noget ? Nej, det er en
katastrofe. For, når DOK skal levere noget, tages midlerne
fra det frie samfund; først ved at konfiskere ressourcer via
skatter, og der oven i ved at tage effektivt indsat arbejdskraft
ud af det frie samfund, og indsætte den mindre effektivt i
DOK’s virke.
DOK spilder vores ressourcer
At økonomien i et geografisk område udvikler
sig er udelukkende afhængig af, hvad befolkningen i området
foretager sig. Hvis der eksisterer et retssamfund, hvor ejendomsret
og økonomisk frihed beskyttes, vil befolkningen hurtigt skabe
en samfund i fantastisk fremgang. Mange vil være simple tandhjul
i det store maskineri, mens nogle få vil være kilder til det
nyeste nye, nemlig opfindere. Derimellem vil nogle være initiativtagere
(entreprenører), der ’opdager’ opfindelserne og sætter dem
i anvendelse. Alt dette vil folk gøre for egen vindings skyld,
dvs. ganske automatisk; de vil levere noget, andre efterspørger
mere end den ressource disse andre frivilligt afgiver til
gengæld.
I Danmark er 800.000 af disse arbejdere,
opfindere og initiativtagere, mange af dem skarpe hjerner,
ansat i DOK. De er dermed forhindret i at yde, hvad de kunne
i et frit samfund, og leverer i stedet, hvad de kan, indenfor
rammerne af DOK’s virke. Dermed er det sikret, at en gigantisk
ressource anvendes ineffektivt, og vi går alle glip af enorme
velfærdsforbedringer, som de ville være med til at skabe i
det frie samfund. De ville have været indsat, hvor de gav
det største afkast til sig selv og til os andre. Det kan godt
være, det er irriterende at få en dum medarbejder i røret,
når man ringer til kommunen, men det er bittert og gør virkelig
ondt at høre en kvik person tage røret; en person, der kunne
have skabt så meget mere på den rigtige side af samfundet.
Men sådan er det
jo bare, eller hvad?
Mange vil måske påstå, at det, DOK leverer,
er effektivt og godt. Jeg har ovenfor forklaret, hvorledes
incitament- og magtstrukturen er indrettet således, at den
naturlige ligevægt er, at DOK leverer et underlegent og ineffektivt
produkt, og hvorledes produktiviteten i DOK naturligt vil
tendere til at falde, kun modvirket af innovationer i den
frie del af samfundet. Man kan således være sikker på, at
det, man får fra DOK, er noget bras til prisen. Mange tror
det modsatte, fordi de overhoved ikke kender alternativet
til det, DOK leverer. De er blevet ramt af den forbandelse,
at de er begyndt at tro, at situationen med huller i vejene
og folk der dør på ventelister, er det naturlige. Det er ikke
gået op for dem, at DOK simpelthen ikke kan gøre det bedre,
og at jo mere, man betaler DOK, jo ringere bliver alting,
fordi der fjernes midler fra det effektive frie marked.
Hvis vi skal af med DOK, må vi først og
fremmest standse indoktrineringen af den danske ungdom. Derfor
er det nødvendigt, at uddannelsessystemet privatiseres. For
kun derigennem kan det blive uafhængigt af DOK, og dermed
ophøre at være en automatisk støtte af DOK’s fortsatte eksistens
og virke. Og kun dermed kan befolkningen få muligheden for
selv at tage stilling. Margrethe Vestagers værdikodeks vil
ikke gøre det alene, uanset om hendes hensigter er gode eller
dårlige.
Sandsynligheden er naturligvis, at dette
ikke sker, dvs. at uddannelsessystemet ikke privatiseres.
Uddannelse er noget af det første, staten sætter sig på, under
enhver statsdannelse. Det er åbenbart intuitivt, at den må
gøre det, for, at befolkningen kan få ’de rette informationer’.
Det man kan gøre, er at udfordre det eksisterende system ligesom
Linux har udfordret Microsoft. Er det utænkeligt at oprette
liberale privatskoler ? Det var muligt at oprette Tvind; en
skole, der spreder det gode budskab om undertrykkelse og tvang.
Så, hvorfor ikke en skole, der spreder budskabet om frihed
og retfærdighed ?
Jeg håber med denne artikel at have illustreret
nogle skadelige virkninger ved DOK, og hvorledes DOK’s naturlige
tilstand er ineffektiv og uretfærdig. Det er klart, at enhver
ikke-liberal vil rynke på næsen af artiklen. Den er skrevet
til liberale.
Det er de få udbryderes pligt at åbne øjenene
på den af DOK blændede ungdom, som ser rødt, hvis man nævner
dagpenge som noget kritisabelt, men ser eftertænksomt frem
for sig, når man med ganske simple eksempler illustrerer ineffektiviteten
af og uretfærdigheden i tvang. Disse eksempler er et emne
for senere artikler. Men kun ved at overbevise folk om principperne
for naturlig retfærdighed, dvs. de liberale princippers rigtighed,
kan man håbe på, at samfundet kan ændres. Som det er i dag,
er det DOK’s principper, der er de gængse, dvs. det er socialdemokraternes
værdisæt, der er det accepterede. Derfor må Danmarks liberale
Parti Venstre til stadighed proklamere at ville føre socialistisk
politik, og dermed støtte DOK,  for overhoved at kunne spille
en rolle i dansk politik. Det er til at hænge sig over.

[1] Omfatter naturligvis ikke private
non-profitforetagender og hjælpeorganisationer, som har
råd til at være ineffektive.

[2] Enhver ”god” dansk uddannet makroøkonom
ville her skrive ”samfundsmæssige omkostninger”. Men det
er noget sludder at tale om samfundsmæssige omkostninger
som noget specielt og helligt, som fx kan bruges til at
begrunde offentlige indgreb. Alle omkostninger er samfundsmæssige
på et eller andet plan. Derfor skal de blot benævnes omkostninger.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password