Denne artikel er ikke et forsøg på en fyldig redegørelse for et retsområde, men snarere et udtryk for en undren over visse uligheder mellem private borgeres retstilstand og statens muligheder i lignende situationer. Der er ej heller diskuteret samtlige problemstillinger ved de fremhævede områder, og der er iøvrigt ingen hjemmelshenvisninger. Disse fremsendes selvfølgelig gerne ved henvendelse.
Fogedforretninger
Når en kreditor ønsker at statens (retsvæsenets) hjælp til at indkræve et udestående med en debitor, der f.eks. misligholder en kontrakt, er han henvist til fogedretten, der henhører under landets byretter. En fogedforretning foretages på baggrund af et eksekutionsgrundlag, altså et fundament for f.eks. et udlæg. Fundamentet består som hovedregel – med mindre sagen er evident, eller debitor erkender sin skyld – af en dom, der er et resultat af en realitetsbehandling i en egentlig byretssal. Kreditor skal altså først anlægge sag imod debitor, der skal indstævnes, og kreditor kan med dommen i hånden gå i fogedretten og bede om udlæg. Der betales selvsagt retsafgift af begge behandlinger. Debitor – som skal bære omkostningerne – er ikke sjældent insolvent, og kreditor kan derved godt afskrive hovedfordringen og påregne at skulle betale for retsagifterne. I realiteten kan det med det nuværende system sjældent svare sig for en ”mindre” kreditor – f.eks. for de sande helte i vort samfund; de selvstændigt erhvervsdrivende – at anlægge sager mod kunder, der f.eks. skylder omkring fem til titusinde kroner.
Er det staten (eller statens håndlangere), som er kreditor, er situationen noget anderledes; der kan foretages udlæg for krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Det vil sige, at det offentlige ikke skal igennem den sædvanlige realitetsbehandling i en retssal. Og det er ikke så få krav mod borgerne, som er tillagt udpantningsret; samtlige skatter og lignende afgifter, offentligt godkendte afgifter på el, varme og vand, parkeringsafgifter (!!!!!!), radio- og TV-licens, erstatningskrav for af staten udførte ”selvhjælpshandlinger”, bøder og DSBs kontrolafgifter. I de fleste tilfælde er det ”kreditorinstitutionen” selv, der med lovhjemmel foretager udpantningen, og kun hvis debitor gør indsigelser, går sagen om den gængse fogedret. Og her er debitor for så vidt angår skattesager afskåret fra at gøre indsigelser, idet der i statsskatteloven er en bestemmelse om, at indsigelser om skattefastsættelser ikke kan fremsættes. De offentlige inkasso-drenge er derved bedre stillet end private.
Vi hæfter da ikke for andres gæld?
Normalt hæfter ingen borger for andres gæld, medmindre man ligefrem har indgået kautionsaftaler eller lignende. Efter reglerne i loven om ægteskabers retsvirkninger om særråden og særhæften hæfter to ægtefæller da ej heller for hinandens gæld. Heller ikke selvom de har fælleseje. Man kan altså som privat kreditor ikke ”gå løs” på konen, når manden ikke har betalt sine regninger. Dette princip er vel rimeligt nok – især i en tid, hvor regeludviklingen går i retning af, at ægteskabet opfattes som noget ikke-institutionelt, men som to selvstændige individers juridiske aftale om kommende ”samarbejde”.
Men er det skatten, der ikke er betalt, så er gælder princippet – næsten forudsigeligt – ikke længere. I kildeskatteloven er der selvfølgelig hjemmel til, at skættevæsenet må gå løs på ægtefællen, hvis skatten ikke betales til tiden. Hvorfor det?
En bedre kreditor
Svarene herpå er sikkert mangfoldige, men jeg har valgt at gribe fast i de to, der hyppigst fremføres:
I forbindelse med, at Søde-Frank promoverede forslaget om gebyrloft på hundrede kroner – selvfølgelig kun for private kreditorer; offentlige institutioner har fortsat frit slag – udtalte han, at de offentlige kreditorer kunne tillægges større kompetencer, da de var ”bedre kreditorer”. Det offentlige har jo klageadgange og alt muligt underskønt, og at undlade at betale skat er jo som at stjæle fra os alle sammen og ”hele møllen”. Tænk jer; en kreditor, der ikke behøver eksekutionsgrundlag, der selv har pantefogeder, der kan foretage udlæg i andre borgeres formue end skyldnerens og som i øvrigt kan foretage lønindeholdelse; skulle man ikke ud fra et retssikkerhedssynspunkt stille større krav til dem, end man gør til private? Man behøver vel blot at nævne AMBI-sagen eller kantine-MOMS’en for at tilbagevise, at staten ikke altid er en vederhæftig kreditor?
Desuden fremkom argumentet om, at staten i modsætning til private ikke selv kan vælge sine debitorer, som en håndværksmester f.eks. kan vælge ikke at have en dårlig betaler som kunde. Til det kan siges, at private faktisk ikke har de store muligheder for at vurdere en potentiel kundes betalingsdygtighed – i modsætning til staten. Men vigtigst; argumentet er cirkulært; ”fordi vi har valgt, at tilbyde alle jer borgere en ydelse, må I også tolerere, at jeres retssikkerhed beskæres”. Men har vi overhovedet bedt om det? Det er som at legitimere et biltyveri med, at bilen skulle bruges til et bankkup.
Staten som kreditor
