Den offentlige koncern del II:

Jeg var i del I inde på, at DOK leverer et dårligt produkt, og hvor uretfærdigt og udemokratisk den gør det. I dette afsnit vil jeg skitsere, hvad der driver værket i DOK i forhold til, hvad der driver værket i et frit samfund, dvs. i den private sektor. I den private sektor siger man […]

Jeg var i del
I inde på, at DOK leverer et dårligt produkt, og hvor uretfærdigt
og udemokratisk den gør det. I dette afsnit vil jeg skitsere,
hvad der driver værket i DOK i forhold til, hvad der driver
værket i et frit samfund, dvs. i den private sektor. I den
private sektor siger man normalt, at det er profitten, der
driver værket. Og det er jo også i sidste ende sandt, men
det er klart, at det derfor også i første led er det, der
generer profitten, der driver værket. Her er det mest interessante,
at for at skabe profit, er en privat virksomhed nødt til at
levere det, kunderne efterspørger. Forholdet til kunderne
er afgørende for, om en virksomhed kan blive ved med at eksistere,
og virksomhedens ledelse vil derfor forsøge at opfylde disses
krav. En af forudsætningerne for det er at have dygtige medarbejdere.
Derfor er personalepleje en ligeså vigtig ting for ledelsen
som kundepleje, og private virksomheder har da også langt
mere tiltrækkende personaleplejende forhold end DOK, som i
reglen kun tilbyder tryghed i ansættelsen, hvorved man får
en tendens til at personalet bliver uforholdsmæssigt arrogant.
Således er både personale og kundepleje bedre i det frie samfund
end i tvangssamfundet[1] , som DOK repræsenterer. For at
blive i sadlen som leder i det private, skal man være dygtig
til både personale og kundepolitik, men kunderne er den største
magtfaktor, da de er den grundlæggende kilde til overlevelse.
I DOK har man aldrig fået sin omsætning fra kunderne, men
fra ledelsen. Budgettet er derfor ikke genereret nedefra ved
kundepleje, men oppefra ved politiske kontakter. Ledelsen
og de ansatte i en offentlig institution sikrer bedst deres
fortsatte eksistens og udvidelse af deres virksomhed ved at
foretage lobby-virksomhed. At kunderne får en ringe betjening
ud af dette, har man i DOK forsøgt at råde bod på med klageinstanser
og kopiering af træk fra privat kundepleje. Problemet er bare,
at disse ikke fungerer som i det private, da energien og formålet
med det hele, nemlig at stille kunden tilfreds for at opnå
fremtidig profit, ikke gennemsyrer funktionsledene i DOK[2]
. For at forblive som leder i en offentlig institution,
skal man være dygtig til personalepolitik. De ansatte i DOK
kan dårligere blive fyret end i det private pga. dårlig kundebetjening.
I det hele taget kan personalet i DOK dårligt blive fyret.
Derfor har personalet udviklet sig til afgørende politiske
faktorer internt i de offentlige institutioner. Personalet
kan lettere få chefen fyret, end han kan få en af dem fyret.
Det kan således være meget svært for en chef at ændre arbejdsgange
i DOK til det bedre/ mere effektive, da forandringer skaber
utryghed og af personalet føles som en kritik af deres hidtidige
indsats. Derfor gælder det for chefer i DOK om at være sikker
på, at personalet ikke bliver surt på ham – han må ikke blive
upopulær. Derfor holder mange chefer simpelthen op med at
lede. Alt skal besluttes demokratisk så ansvaret ikke falder
på nogen, hvis noget går galt. Endvidere er sådanne såkaldt
demokratiske beslutninger ligeså uangribelige i en institution
som i DOK-demokratiet. Således udvikler personalet sig til
en magtfaktor, og personalet er ligeglad med kunderne, indtil
personalet en dag selv står med ansvaret for ledelsen. Det
kommer det aldrig til. Der vil det altid stoppe og personalet
vil blot henvise til, at de ikke har nogen ledelse. I DOK
er personalet internt i institutionerne den største magtfaktor,
da det er næsten urørligt og er det eneste, der kan vælte
en chef, medmindre han rager uklar med de politisk ledere
højere oppe i hierakiet. Det udmynter sig ikke blot i, at
kunder ved direkte henvendelse kan få en elendig betjening,
men også i at produktiviteten er faldende over tid. Således
er det på forunderlig vis lykkedes det menige politi landet
over, at få installeret tv i vagtstuen og i opholdsstuen og
flere steder med tv1000. Ikke, at politifolk ikke ønsker at
lave mest muligt for befolkningen, men deres gåpåmod slås
ned at incitamentstrukturen. Danske politifolk bruger i dag
72% af deres arbejdstid på stationen
[3] . At følelsen af at det går dårligt er ødelæggende,
fremgår af en undersøgelse, Finansministeriet foretog i 1999 [4] . Jo mindre politiet får fra hånden,
jo ringere er de generelt. Kampmoralen i politiet er lav [5] . Finansministeriet forsøger ved at lade de ansatte
måle alt, hvad de laver, at øge produktiviteten. Derefter
bruger politikerne tallene til at befale mere af det ene eller
det andet. Fx befaledes i 1995, at dansk politi skulle øge
sin ude-tid med 10%. Derefter registredes alt som udetid;
når en betjent tog til nabobyen for at foretage en afhøring
og tog hjem igen, så var han ude i otte timer. Derefter kunne
politikerne udbrede en utrolig løgn om, at patruljeringen
var forøget. Den menige betjent kunne berette, at det modsatte
var tilfældet, og at registreringen var således, at de officielle
tal overhoved ikke kunne bruges til det, de blev brugt til.

Et andet eksempel
er vores sygehussektor, hvor faggrupperne samarbejder så dårligt,
at operationer må aflyses, blot én faggruppe mangler. Man
må ikke tage arbejdet fra hinanden, siger man, og overser,
at den eneste der tager noget fra nogen, er den der ikke gør,
hvad han tager penge for at gøre, og desuden spilder han de
andres tid. Danske læger har vest-europas laveste under-kniven-tid,
dvs. de er dem, der opererer mindst i deres arbejdstid. Selv
om Tyskland har en velfærdsstat så omfattende som den danske,
er tyske læger langt mere produktive. Årsagen er igen incitamentstrukturen.
I Tyskland hører hospitalerne under sygekasser, der konkurrer
med andre sygekasser om at have flest medlemmer. Endvidere
er tyske læger ikke en lige så ødelæggende og stærk magtfaktor
som i Danmark, hvor lægerne karikeres som en loge. Med fuld
retfærdighed må de kunne kaldes en korsridderorden. I 1981
lykkedes det lægerne i Danmark at forhandle en overenskomst
på plads, der sikrede, at danske læger aldrig gennem deres
ansættelse i DOK ville blive særlig kompetente
[6] ; fremover skulle de kun arbejde 35 timer om ugen.
Lørdage talte dobbelt; søndage tredobbelt. Yderst få læger
åbner sig overfor pressen og fortæller, hvad der er galt.
I efteråret 1997 tillod tre pensionerede læger sig at fortælle,
hvad de kunne om, hvorledes hele strukturen i DOK’s sygehusvæsen
var lavet til ineffektivitet [7] : De samme læger, som bliver aflønnet for at lave
undersøgelser anbefaler, at hele befolkningen undersøges;
takstsystemer giver incitament til, at lægerne giver særlige
præparater, uanset om de er nødvendige [8] ;  næsten alle holder
kæft med de problemer, der er; der er ikke noget overblik
i ledelsen af de store enheder, dvs. de store hospitaler;
der er mange magtkampe i et højt hierarki langt fra patienterne
på gulvet; der er meget ansvarsforflygtigelse; lægerne kan
mindre og mindre, og arbejder under halvt så meget som før
1981; ventelisterne bruges til at få flere ressourcer og skal
for Guds skyld ikke afvikles; mange læger har privat praksis
ved siden af deres DOK-ansættelse, og ligesom dommere kan
de på forunderlig vis afvikle en 8 timers vagt på 4 til 6
timer; knivtiden sættes i registreringen som det tidspunkt,
hvor narkoselægen begynder at snakke med patienten, og ikke
det tidspunkt, hvor der først egentlig opereres, hvorved statistikken,
ligesom med politiets udetid, er misvisende; ingen patienter
sættes til operation efter kl 14, da alle de ansatte ønsker
at være ude af døren inden kl 15; efter kl 15 står alt apparatur,
opvarmede bassiner mm. ubrugt hen. Så er der det faktum, at
i Danmark dør i løbet af 10 år et overtal ift. Sverige svarende
til Næstveds befolkning af kræft. Kræfttilfælde, der var blevet
helbredt i Sverige, hvor sygehusvæsenet endda også hører under
DOK. Endvidere lider ca 33% af patienterne i Danmark af underernæring
[9] , og 80.000 patienter om året forlader sygehuset med
en infektion, de ikke havde, da de blev indlagt. Endvidere
er der tabet ved at en arbejdsdygtig person ikke kan arbejde
fordi, han må vente på sin behandling. Der er mange andre
ting galt med det danske sygehusvæsen, men denne artikel handler
om hele DOK
[10] .
For
tiden ses i aviserne artikler om, hvorledes man måler og måler
for at finde ud af produktiviteten på de forskellige sygehuse,
og om patienterne er tilfredse. Til det kan siges to ting.
1) I planøkonomier er der et uløseligt problem, og det er,
at produktionen ikke kan måles. 2) Patienterne vil sige, at
de er tilfredse uanset behandlingen, hvis deres forventning
er lav. Hvis befolkningen har indtaget den holdning, at den
elendige situation er det normale, så er de tilfredse, når
de får et elendigt produkt. ”De havde æg i forretningen i
dag. Og jeg skulle kun stå i kø i 2 timer.” ”Fantastisk, det
går bedre og bedre, tror jeg. Jeg tror, at DOK bliver bedre
og bedre til at levere æg.” – Nej, om 10 år er der ingen æg,
men så har folk glemt alt om dem alligevel. Patienternes tilfredshed
kan kun måles under et regime, og det er det frie samfund,
hvor kunden fravælger det mindre gode for det, han synes bedre
om.

et mere overordnet plan skal det også påpeges, at incitamentstrukturen
i DOK er således, at det ikke kan betale sig at forbedre sundhedsvæsenet,
da udgifterne til folkepensioner da også vil stige.
Man kan sagtens være
ude for at få en sød, samvittighedsfuld og pligttro betjening
i DOK, men det betyder slet ikke, at den er effektiv som i
det private, hvor alt, hvad der er relativt ineffektivt, vil
gå under via den demokratiske markedsproces. I DOK får det
ineffektive lov at bestå. Det er farligere at udfordre personalet,
end fortsat at fuppe de intetanende borgere, hvis altså ledelsen
i DOK overhovedet er opmærksom på, at tingene kunne gøres
bedre. 
DOK prøver til tider
at kopiere træk fra det frie samfund for at forbedre sig,
ligesom de kommunistiske lande overlevede økonomisk ved at
kopiere de kapitalistisk økonomier. Hvis der ikke havde været
en kapitalistisk omverden, ville der kun have været degeneration
i de kommunistiske lande – der var nemlig ingen forbrugere
til at drive værket, så der var ingen udvikling. Således vil
også DOK kun kunne fortsætte med at leve sit degenererende
liv, så længe der er et omgivende frit samfund til dog en
gang imellem at forny den. Man kan så sige, at DOK da i det
mindste er påvirket af de valg der afholdes i Danmark. Hvis
folk var utilfredse med DOK, ville de jo stemme for dens afskaffelse.
Eller hvad ? Der var også valg i de kommunistiske lande. Valgene
bestod i, at man afgav sin stemme ”JA”. En stor majoritet
stemte JA hver gang, uden at noget som helst var godt [11] i sammenligning med vesten [12] .
DOK kopierer fx
behandlingen af den svigtede kunde ved at oprette klageinstanser.
Men det er klart, at disse klageinstanser overhovedet ikke
fungerer ligeså godt, som, når en forretning ser, at kunderne
svigter dem. Problemet med svigtende kunder er ikke noget,
der nogen sinde vil ramme DOK, der jo for det første fungerer
ved tvang og for det andet er et monopol. Hospitalssektoren
vil aldrig blive effektiv, blot fordi der er oprettet et klageorgan
til de svigtede patienter og deres familier. Der er kun én
ting, der kan medføre effektivitet, og det er, at effektivitet
er en naturlig del af en virksomhed. Det er den kun, hvis
virksomheden er nødsaget til at være effektiv pga konkurrence,
dvs. pga truslen om ellers at bukke under.

[1] I det offentlige er de ansatte mere
stressede end i det private. Det er også i det offentlige,
at personalet bruger mest tid på at tale/snakke med kollegerne
om de dårlige arbejdsforhold.

[2] Man kan opleve det samme i store
private organisationer, men der vil altid være en tendens.
Tænk blot på teledanmark, som stadig er en gigantisk virksomhed
og et udpræget fastnet-monopol, men som alligevel betjener
kunderne på en fabelagtig anderledes måde i dag end da selskabet
var en del af DOK. Tilstået; man kan stadig få lov at stå
i kø i en telebutik som om man var på apoteket.

[3] JP 31. august 1997.

[4] Aktuelt 7. oktober 1999.

[5] Ud over de to ovenfor: JP 14. marts
1997, JP 31. august 1997, JP 1. november 1999, Politiken
7. oktober 1999 og 8. januar 2000.

[6] Det danske sundhedsvæsens storhed og fald af
Niels Høiby

[7] JP 16. november 1997.

[8] Et eksempel er, at danske læger
engang fik 15 kr. ekstra for fødsler, hvor de gav den fødende
et ve-fremkaldende stof, hvilket fremkaldte situationer,
hvor jordemoderen til lægen sagde: ”Skynd Dem doktor, vi
føder nu, De kan lige nå at give en sprøjte”. Det blev afskaffet
i 1955; 13 år før det udråbte jubelår for dansk sundhedsvæsen.
Spørgsmålet er om sundhedsvæsnet nogensinde var helt godt.

[9] Berlingske Tidende 17. november
1999.

[10] Ja, der er også pæne ting at sige
om det offentlige sygehusvæsen, men pointen er her det forfald,
som incitamentstrukturen i DOK medfører.

[11] Naturligvis må man antage at de
offentliggjorte resulater var falske. Men der blev afholdt
valg i fx DDR hvor befolkningen kunne stemme JA eller undlade
at stemme. Stemmerne var registrerede. Hvis man ville opnå
noget særligt kunne man gøre det ved ikke at stemme, hvorefter
myndighederne ville kontakte én og spørge, hvad der var
galt. Således kunne man blive rykket op i ventelisten (6
til 20 år var ventetiden) til en trabant, som i øvrigt kostede
tre til seks årslønninger, for til gengæld efterfølgende
at afgive sin stemme, dvs. øge den faktisk afgivne JA-procent.
Det er klart at JA-procenten var kendt internt i ledelsen,
selv om den måtte afvige fra den officielle, og at ledelsen
ønskede den så høj som muligt.

[12] Det var direkte livsfarligt at
blive indlagt på kommunistiske hospitaler, og vestlige sportsstjerner
med skader søgte da også hurtigst muligt at blive evakueret
til vesten, når de blev indlagt. At hospitalerne i Danmark
er langt bedre end i et kommunistisk samfund skyldes naturligvis
ytringsfriheden.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password