Reguleringsliderlighed

Det er klart, at når Folketinget til stadighed vedtager nye love uden at afskaffe et tilsvarende antal, må den samlede lovmængde nødvendigvis stige. Men ikke nok med det: Produktionstempoet af love er steget stødt i det sidste århunderede: Der vedtoges således fem gange så mange love om året slutningen af 1990’erne, end der vedtoges i […]

Det er klart, at når Folketinget til stadighed vedtager nye love uden at afskaffe et tilsvarende antal, må den samlede lovmængde nødvendigvis stige. Men ikke nok med det: Produktionstempoet af love er steget stødt i det sidste århunderede: Der vedtoges således fem gange så mange love om året slutningen af 1990’erne, end der vedtoges i 1890’erne. Nyrupregeringen har rigtig sat gang i accelerationen, idet Nyrup-regeringen i sine første fire år gennemførte flere love, end den borgerlige regering gjorde på ti år. Og dette er blot deciderede love; dertil kommer bekendtgørelser og cirkulærer samt ikke at forglemme den stadig stigende regulering fra EU. Ikke blot antallet af paragraffer stiger og stiger. Også de områder, som politikere tilsyneladende mener skal reguleres, bliver stadig mere omfattende. Stort set alle livsområder i Danmark er idag reguleret ved lov. Vi husker f.eks. alle Frank Jensens udspil mht. enlige mødres oplysningspligt; et lovforslag om, at mødre skulle tvinges til at opgive navnet på faderen til barnet; kunne de ikke det, skulle de angive, hvem de havde haft sex med i de tre måneder omkring det anslåede undfangelsestidspunkt. Ville de ikke det, var der selvfølgelig koblet en lille strafhjemmel på, så de kunne idømmes bøder og hæftestraf. For det var tilsyneladende MEGET vigtigt, at staten kendte mødrenes sexpartnere….. Og det er ikke noget enkeltstående tilfælde. Uduelige jurister i resortministerierne sidder i højere og højere grad og konciperer love og bekendtgørelser med straffehjemler. Senest har en landmand fra Ringkøbing Amt nægtet at tælle sine køer mere end een gang, så Danmarks Statistik fik ikke en veludfyldt spørgeblanket tilbage fra landmanden, da han mente, at optælling til (hvad der svarer til) EU’s statistik-institut måtte være nok. Heldigvis for papirnusserne i Danmarks Statistik findes der jo en lov om Danmarks Statistik, og der er hjemmel til straffe personer, der ikke vil indgive oplysninger om ligegyldigheder til staten. Da
han nægtede at betale de 800 kr. i bøde, har de tilsyneladende truet med tvangsauktion (af gården, hvilket lyder lidt mærkeligt….). Endnu en lov med straffehjemmel. Hvordan kommer sådan en lov på gaden, uden at folk råber op? Justitsministeriets Lovafdeling kan ikke gennemgå alle love og bekendtgørelser fra resortministerierne, da der alene af love vedtages een hveranden dag.

Juristerne
Jurastudiet består idag af en bacheloruddannelse, hvor alle tre år indeholder obligatoriske fag. Alle disse fag er dog ikke udtømmende, eksempelvis er man ikke i stand til at dele et dødsbo efter endt eksamen i famile-/arveret på første årsprøve. Det kræver faget skifteret på overbygningen. Faktisk er man ikke rigtig fuldt uddannet i noget som helst, når man skifter titel fra stud.jur. til stud.cand.jur. Måske har universitetet erkendt, at antallet af livsområder, der idag reguleres, er så stort, at hvis man stadig skal være nogenlunde “bred”, må man skære ned på det “specielle”. Det resulterer i, at de udklækkede jurister er fuldt uddannede indenfor eet eller to områder, men bør sige nej tak til sager vedrørende et tredje område. Noget, som ikke huer Advokatsamfundet, der stadig insisterer på, at en advokat skal være den loyale rådgiver, der kan vejlede klienten inden for et bredt område. I princippet kan en advokat altså forsvare en tiltalt i en straffesag uden at være færdiguddannet i strafferet….
I Danmark har vi inden for strafferetten et princip om, at ukendskab til loven ikke i sig selv er en straffrihedsgrund (ignorantia iuris semper nocet). Dog er der mulighed for strafnedsættelse pga. undskyldelig ukendskab til loven, men der må som udgangspunkt kræves meget for at kunne påberåbe sig en sådan. Vi forlanger altså tilsyneladende ikke længere, at vores jurister skal kunne loven til fulde (hvilket også ville være umuligt, da ikke engang harddisken på undertegnedes computer ville kunne rumme al retlig regulering i dette land), men der er ikke de store betænkeligheder med at forlange af den almindelige befolkning, at de skal kende reglerne. Tror man virkelig, at respekten for love og regler kan opretholdes, når de spyttes ud i flæng?

Befolkningen er taberne
Reguleringstendensen, der startede for ca. 100 år siden, kan måske ses som et forsøg på at beskytte svage individer mod stærke; forbrugere mod storindustrien, lønmodtagere mod arbjedsgivere o.lign. Men efterhånden er beskyttelsesbehovet snarere blevet vendt imod, at befolkningen bør beskyttes mod flere regler, der indsnævrer deres handlefrihed og livsautonomi. De selvstændigt erhvervsdrivende burde beskyttes mod endnu flere regler, der skræmmer alle initiativtagere tilbage. Skatteyderne burde selv være i stand til at udregne deres egen skat – uden at skulle betale et statsautoriseret revisor. Folk burde selv kunne finde ud af, om de kan kræve erstatning for ekspropriation af deres rettigheder uden at skulle betale en jurist. Der burde indføres en bestemmelse i grundloven, der foreskrev, at antallet af bestemmelser, der hjemlede straf, aldrig kunne overstige et vist antal. Og så burde politikere og embedsmænd få øjnene op for, at lovgivning (og straflovgivning) ikke altid er løsningen. Det nødvendige antal jurister burde falde til en fjerdedel, og domstolene burde afvise at tage stilling til noget så latterligt, om en landmand skal have en bøde for ikke at ville tælle sine køer to gange….

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password