Den offentlige koncern I

Det repræsentative demokrati, velfærd og Den offentlige Koncern [1] Denne artikelserie (artiklen) er skrevet til liberalt tænkende og omhandler først og fremmest en perspektivering og tydeliggørelse af, hvad DOK er for en størrelse i vores tilværelse, og hvad der driver DOK, samt hvad man naturligt kan forvente af en sådan virksomhed. Artiklens tal er ikke […]

Det repræsentative demokrati,
velfærd og Den offentlige Koncern [1]
Denne artikelserie (artiklen) er
skrevet til liberalt tænkende og omhandler først
og fremmest en perspektivering og tydeliggørelse af,
hvad DOK er for en størrelse i vores tilværelse,
og hvad der driver DOK, samt hvad man naturligt kan forvente
af en sådan virksomhed. Artiklens tal er ikke nøjagtige.
Således er statens, amternes og kommunernes udgifter
i 2001 ikke 700 mia kr., men 710 mia kr. Endvidere medtages
alle udgifterne som produktion, selvom mange af dem blot er
overførsler, DOK har besluttet at lave.
Artiklen indeholder tre indlæg, Den
offentlige koncern I, II og III. Dette, det første
indlæge, er om velfærd, demokrati og endelig et
billede af, hvordan DOK griber ind i disse. Det andet er om
incitamentstrukturen i DOK. Og det tredje er om tabet ved
den offentlige koncern. Artiklen omfatter desværre ikke,
hvordan DOK udvider sine aktiviteter, hvilket dermed er et
emne, der fint vil kunne supplere denne artikel.
Velfærd
og DOK
Hvad er velfærd?  Velfærd er lykke og indeholder
bl.a. tryghed, sikkerhed og frihed. Faktisk indgår alle
menneskelige behov i velfærd. Men velfærd er ikke
det samme for alle mennesker. Hvis alle mennesker havde den
samme opfattelse af velfærd, ville de købe de
samme produkter og foretage sig det samme alle sammen. Men
det er jo ikke alle, der springer faldskærm, ser lykkehjulet,
løber marathon, bager kage, klatrer i bjerge, kører
en gammel lada eller stemmer på enhedslisten. Vi har
alle forskellig smag.
Som udbyder af produkter tager man højde
for dette. Supermarkederne ved, at folk ikke spiser det samme
alle sammen, så de holder et sortiment med den bredde,
der maksimerer deres overskud. Deres overskud maksimeres ved
at tilfredsstille kunderne bedst muligt. Det kan ikke betale
sig, at alle supermarkederne forsøger at tilfredsstille
alle kunder. De store kæder tilfredsstiller flertallets
behov, mens små niche-butikker lever af en mere begrænset
kundekreds med mere specielle behov. Alt i alt sørger
vi mennesker godt for at tilfredsstille hinandens behov. Vi
lever af det; retsgrundlaget for vores indkomst er, at vi
tilfredsstiller andre mennesker, hvorefter de belønner
os for det.
DOK lever ikke af at tilfredsstille behov;
den lever af at opkræve skatter med fysisk magt som
retsgrundlag.  Jo flere behov, der tilfredsstilles, jo
større er velfærden. Tilfredsstillelsen af behov
kræver, at den der vil leve af det, udfører et
målrettet stykke arbejde. Jo mere arbejde der udføres
på den måde, jo større er velfærden.
Arbejde udført i DOK er ikke nødvendigvis velfærdsforbedrende.
Jo højere produktivitet, jo mere arbejde kan udføres,
og jo flere behov kan tilfredsstilles. DOK udviser en stadig
ringere produktivitet ift. resten af samfundet. Det er bl.a.
derfor, skatterne stiger uden, at vi gennemsnitligt får
mere ud af det. Lønningerne og overførslerne
i DOK sættes op i takt med produktivitetsudviklingen
i det frie samfund og uafhængigt af produktivitetsudviklingen
i DOK, som i øvrigt er svær at måle, da
produktionen ikke prisfastsættes frit. Således
er DOK en bremseklods for velfærd; ikke blot fordi den
ikke lever af at tilfredsstille behov, men fordi den gør
det dårligt.
Det repræsentative
demokrati
I samfundet kan borgerne tillægges to typer rettigheder.
Positive rettigheder og negative rettigheder. Positive rettigheder
pålægger andre pligt til at arbejde/betale for
at øge din frihed. Negative rettigheder pålægger
andre pligt til at afstå fra aktiviteter, som begrænser
din frihed. En positiv rettighed er f.eks. retten til at hæve
penge fra offentlige kasser, hvis man er uden arbejde; penge
som staten konfiskerer hos andre ved tvang, dvs. andre mennesker
delvist er dine slaver, når du hæver overførsler.
En negativ rettighed er f.eks. retten til ikke at få
tæv af andre eller retten til at beholde sin ejendom,
dvs. andres pligt til ikke at stjæle fra dig. Positive
rettigheder krænker i reglen ejendoms- og frihedsretten
for andre mennesker, mens negative rettigheder beskytter ejendoms-
og frihedsrettighederne hos ret-indehaveren.
Når der er valg, kan vælgerne
vælge mellem at stemme på et parti, der påstår
at ville øge deres positive rettigheder, eller et der
vil fjerne deres positive rettigheder. Situationen er, at
uanset, hvad andre vælgere stemmer, kan det bedst betale
sig selv at stemme for at øge sine egne positive rettigheder.
I et repræsentativt demokrati stemmer folk på
partier, der laver regler som flytter penge fra andre befolkningsgrupper
til deres egen befolkningsgruppe.
Det samme gælder partierne i folketinget.
Når et parti har regeringsmagten, står det overfor
to valg. Det kan afstå fra at give sine egne stemmer
positive rettigheder (som øger skatterne) og nøjes
med negative rettigheder. Til gengæld skal de andre
partier, når de har regeringsmagten, så afstå
fra at give deres vælgere positive rettigheder. Eller
det kan tillægge dets egne vælgere positive rettigheder
på bekostning af de øvrige vælgergrupperinger.
Og dermed købe stemmer. Uanset om de andre partier
vælger at tillægge egne vælgergrupperinger
flere positive rettigheder eller ej, kan det bedst betale
sig at øge egne positive rettigheder. Nu er det oven
i købet sådan, at partierne forsøger at
erobre hinandens vælgere. Det gøres ved at bestikke
dem med positive rettigheder. På den måde er der
et logisk pres for højere skatter, uanset hvilken regering
vi har. Nogle partier har så bedre ideologiske forudsætninger
end andre for at øge skatterne med den undskyldning,
at det går til at sikre befolkningens positive rettigheder.
Men er positive rettigheder, og dermed også de høje
skatter, overhoved mulige at begrunde som retfærdige?
Er det blot udtryk for et demokratisk flertals vilje, når
4 millioner mennesker beslutter at konfiskere den sidste millions
indkomst (produktion(arbejdsresultat)) og leve af den? Er
det blot en fælles demokratisk beslutning, når
40 mennesker beslutter, at de sidste ti skal være deres
slaver på deltid? Er det blot en fælles demokratisk,
og dermed retfærdig, beslutning, når fire mænd
beslutter at voldtage en pige? Havde hun blot en evne og fik
de blot efter behov? Svar selv!
Ud over de ovennævnte problemer er
der to andre i det repræsentative demokrati; nemlig
afstemnings-paradokset og forhandlings-paradokset. Afstemningsparadokset
går kort fortalt ud på, at når mere end
to personer skal vælge mellem mere end to ting, så
kan udfaldet sagtens blive noget de slet ikke ønskede.
F.eks. vil folk have enten total frihed eller en total velfærdsstat,
så kan udfaldet blive en velfærdsstat, der ikke
virker. Det kommer den heller aldrig til, men det forklarer
jeg senere.
Forhandlingsparadokset er, at når
mere end to parter skal forhandle om to alternative beslutninger,
kan udfaldet af forhandlingerne nemt blive, at det alternativ
der samlet giver den mindste velfærd, bliver forhandlingsresultatet.
Det skyldes, at to af parterne kan slutte sig sammen om at
vælge det alternativ, som samlet giver dem størst
nytte, mens de ignorerer effekten for den tredje part. Det
er det, der sker ved finanslovsforhandlingerne.
DOK’s omfang
og hvad den gør i vores liv
Den offentlige sektor kan behandles som én stor koncern.
Hvorfor det ? Jo, hele den offentlige sektor er oprettet med
udgangspunkt i lovgivning fra Chr. borg. De ansatte er aflønnet
via de offentlige kasser i kommuner, amter og stat.
DOK har 800.000 ansatte og en omsætning
på 700 mia. kr. Den har eneretten til at lovgive, dømme
og straffe og har selv magtmidlerne til det. Alle landets
indbyggere er automatisk og obligatorisk underlagt de regler,
DOK vedtager. Borgere, som sætter sig op imod DOK’s
regler, bliver straffet af DOK, der som retfærdiggørende
argument påstår at have adskilt den lovgivende,
dømmende og udøvende magt. Ikke desto mindre
er alle tre dele interne institutioner i DOK.
DOK’s indtægter kommer ikke
fra salg af tjenester og produkter, men fra skatter opkrævet
uafhængigt af den leverede vare. Der er således
ingen sammenhæng mellem den enkelte borgers forbrug
af tjenester og den pris, han betaler. Således udbyder
DOK en lang række tjenester, som det private dårligt
kan konkurrere med, da tjenesterne udbydes til prisen nul,
dvs. den marginale omkostning i penge er for forbrugeren nul.
Derfor kan DOK kun siges at nyde monopolstatus [2] på
de markeder, hvor den opererer med de følger, det har.
DOK bestemmer selv kvalitet og mængde samt pris. Prisen
er som nævnt noget, man betaler uafhængigt af
varen. Det er umuligt at vide, hvad markedsværdien af
det DOK leverer er, da prisen ved salg er nul, mens produktionsprisen
er de udgifter, det offentlige har til løn, materialer
mm. I de offentlige statistikker medtages produktionen til
værdien af omkostningen, men spørgsmålet
er om den offentlige produktion ville have samme værdi
på det frie marked.
Og det er så denne koncern som en
stor del af befolkningen har mere tillid til end deres lokale
købmand, som er i konkurrence med andre. Og det er
den koncern, en stor del af befolkningen tvinger den resterende
befolkning til at leve med. Gennem det repræsentative
demokrati kombineret med økonomisk regulerende stat
er det blevet legitimt, at et flertal kan beslutte sig at
leve af det, et mindretal producerer. Mindretallet er blevet
flertallets slaver fuldstændig som i middelalderen.
Reelt er der ingen forskel. Fra de tilfælde, hvor et
flertal står bag de enkelte indgreb i det økonomisk
liv og den økonomiske frihed, staten foretager, kan
det konkluderes, at staten er blevet illussionen om, at vi
alle kan leve på hinandens bekostning. Dette er slavestaten,
eller som den hedder i daglig omtale: Velfærdstaten.
DOK griber dermed voldsomt ind i borgernes
frihed og begrænser den. Størstedelen af vores
arbejdsindsats administreres af DOK, idet vores løn
konfiskeres. Men udover, at DOK lever af vores arbejdskraft,
leverer den også en række ydelser under monopol.
Ydelser, som det i grunden ville være rart, der ikke
var nogen, der havde monopol på. Den passer vores små
børn, og den opdrager dem i skolen både mentalt
og politisk; og det samme i gymnasiet og på universitetet.
DOK leverer mange andre services i politisk bestemt mængde
og monopolbestemt kvalitet, men de to nævnte er de værste.
De betyder nemlig, at alle nye genereationer får al
deres lærdom fra den samme kilde, nemlig DOK. Hvis det
var sådan, at alle børn i et land blev opdraget
mentalt og politisk af den samme virksomhed, og disse børn
sjovt nok fik den indstilling, at det var den virksomhed nok
den bedste til, så ville mange nok hurtigt se, at den
var gal. Det ville være soleklart, at virksomheden og
virksomhedens ansatte automatisk havde et incitament til at
opdrage folket til at holde af virksomheden, uanset hvilken
kvalitet og mængde den leverede. Og til at frygte alternativet,
nemlig at disse varer og services samt deres kvalitet og mængde
skulle skabes under frie vilkår på et frit marked,
dvs. i et frit samfund; for det er altid, hvad monopolet frygter.
Men det er lykkedes DOK at bilde folket ind, at det ikke er
forkert, at det er sådan; at det netop er bedst sådan.
Og det er da klart, at det er lykkedes, nu da DOK har lært
os det i skolen. Vi har lært, at det er retfærdigt,
fordi det er demokrati. Problemet er bare, at det er løgn
af to grunde. For det første er varerne ikke skabt
i en fri proces under konkurrence og med frit valg for kunderne.
For det andet er valg hver fjerde år med efterfølgende
monopol ikke demokrati – det er diktatur med valg hver
fjerde år. Nogle kalder det repræsentativt demokrati.
Det kunne ligeså godt hedde repræsentativt diktatur.
Det interessante er, at DOK ejer en stor del af vores liv,
uden at man som individ kan gøre noget ved det. Er
det demokrati ? I en fri økonomi kan man som individ
selv bestemme. I et totalt frit samfund (et rigtigt demokrati)
bestemmer jeg selv, hvor jeg køber og hvad jeg køber
og om jeg køber og hvilken kvalitet og hvilken mængde,
men i et DOK-demokrati konfiskeres 70% af lønindkomsten,
hvorefter jeg selv ikke bestemmer noget som helst om, hvordan
den arbejdsindsats, som den løn repræsenterer,
skal anvendes. I et frit samfund ville vi kunne stemme med
vores arbejdsindsats også kaldet at stemme med pengepungen.
Hvis vi kunne lide et bestemt hospital, ville vi købe
vores behandling dér, og de hospitaler, der var bedst
til at give folk, hvad de ville have, ville blive de største.
I Danmark er rigshospitalet det største, men er det
det bedste ? Nej, det er et af de mindre gode. Det er så
en påstand, man kan diskutere følelsesladet.
For, hvordan skal man måle om et hospital er godt, når
forbrugerne er afskåret fra at stemme med arbejdsindsatsen
? Når forbrugerne ophører med at have valgmuligheden,
er demokratiet ophørt. Vi kan ikke stemme med vores
arbejdsindsats – vi er gjort til magtesløse slaver
af arbitrære beslutninger. Og en gang i mellem får
man at vide, man skal være taknemmelig over alt det,
DOK gør for én. Taknemmelig som en slave, der
får mad, han ville have købt selv i større
mængde og bedre kvalitet af en helt anden karakter,
hvis han fik lov at sælge sin arbejdskraft. Men, nej,
vi skal være taknemmelige, og vi skal være slaver.
Vi må gerne være kritiske og stemme på en
anden administrator af slaveapparatet, men slaveriet består.
Den offentlige koncern er urørlig for den enkelte borger.
Det er private udbydere ikke. Man kan købe sine varer
og tjenester et andet sted, hvorved han mister omsætningen
og en anden belønnes med den. Eller man kan lade være
med overhoved at købe tjenesten. Ikke engang den sidste
mulighed åbner DOK op for. DOK er dermed ikke blot et
monopol, men et tvangsmonopol.
Er eksistenen af institutioner i DOK resultatet
af en demokratisk proces ? Eksistensen af et supermarked er
resultatet af den mest demokratiske proces, der findes, nemlig
markedsprocessen. Der er en efterspørgsel og der opstår
et udbud. Eller der opstår et udbud og folk belønner
det ved at købe varen. Men er eksistensen af Skov og
Naturstyrelsen [3] resultatet af en demokratisk proces, og
fortsætter institutionen med at eksistere, fordi folk
er glade for det, den leverer ? Nej, naturligvis ikke. Den
eksisterer, fordi besluttende organer i DOK har oprettet den,
men hvorfor den fortsætter med at eksisterer har en
anden årsag. Det er nemlig ikke således, at disse
eller andre besluttende organer i DOK løbende vurderer,
om der fortsat er brug for de allerede oprettede institutioner.
I et frit samfund bukker en institution under, når der
ikke brug for den. I et DOK-demokrati kan den eksistere for
evigt. Og selvom DOK kan prøve at kopiere det frie
samfund, som den gør på andre områder med
fx klageinstanser, så vil fx et organ, der vurderer
om institutioner stadig skal eksistere, aldrig vurdere ligeså
effektivt som den automatiske og demokratiske proces i det
frie samfund. Hvorfor fortsætter institutionen så
med at eksistere ? Det har flere mulige årsager. 1)
Institutionen er en del af DOK, og en nedlæggelse vil
svække DOK. 2) Den er med til at eksekvere den politik,
som ledende organer i DOK beslutter. 3) Der er ikke nogen,
der er opmærksom på, at den er overflødig
eller direkte skadelig. 4) Institutionens ansatte er i stand
til gennem deres fagforening og anden lobbyisme [4] at dominere
til fordel for fortsat eksistens og måske endda udvidelse
af overflødig eller endda skadelig virksomhed; virksomhed
der i et frit samfund ville blive straffet som friheds og
ejendomskrænkende, eller blot ved den almene markedsproces,
hvor de, der ikke gør nok nytte, må standse produktionen
af det unyttige, og lave noget nyttigt, dvs. noget efterspurgt.
Er beslutningerne truffet af institutioner
i DOK, så demokratiske? Er det demokratisk besluttet,
at de og de skove skal være sådan og sådan
beplantet? Nej, det er klart, at disse beslutninger træffes
langt, langt mere uafhængigt af forbrugerne end ved
en markedsproces. Det er måske endda primært uberørte
personers præferencer, der gennemtvinges.
De kommunistiske lande kaldte sig selv
for folkedemokratier for at udtrykke, at de var bedre end
DOK-demokratierne i vesten, som blot kalder sig demokratier.
Naturligvis er ingen af dem demokratier. Mange kalder, ved
første øjekast, det frie marked for pøpelvælde.
Men det eneste, der er pøpelvælde, er DOK-demokratiet.
I et frit marked, er det dem, der skaber meget, der bestemmer
meget. I et DOK-demokrati, er det dem, der skaber sig meget,
der bestemmer meget, mens de produtktive kan blive undertrykt,
så meget det skal være. Det er nemt, at få
magten, ved at love pøplen naboens penge. Det ville
være mere naturligt, om de mest indflydelsesrige, var
dem, der skabte mest til os alle, og ikke dem, der tog mest
fra os alle.
[1] Herefter blot benævnt DOK.
[2] Der er heller ikke konkurrence på hostpitalsområdet.
Der er i Danmark 227 private sengepladser og 27.000 offentlige.
Når der overhoved eksisterer privathospitaler, som kan
kræve fuld betaling efter at folk er trukket i skat,
er det på grund af karakteren af den behandling monopolet
tilbyder til prisen nul.
[3] Valget af skov og naturstyrelsen som eksempel er tilfældig.
[4] Også kaldet rent-seeking på engelsk.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password