Arbejdsgiveren, som ansætter børn

Barndommen er højt besunget som en oase af fritid og pædagogisk omklamring. Den almindelige opfattelse i f.eks. Danmark er at al fornuftig beskæftigelse først må påbegyndes efter det fyldte 18. år. Foreningen Børns Vilkår har indgået en uskøn alliance med fagbevægelsen for at indskrænke og helst helt forbyde børnearbejde. Og børnearbejde gælder altså for individer […]

Barndommen er højt besunget som en oase af fritid og pædagogisk omklamring. Den almindelige opfattelse i f.eks. Danmark er at al fornuftig beskæftigelse først må påbegyndes efter det fyldte 18. år. Foreningen Børns Vilkår har indgået en uskøn alliance med fagbevægelsen for at indskrænke og helst helt forbyde børnearbejde. Og børnearbejde gælder altså for individer som endnu ikke er fyldt 18 år. Forbuddet opretholdes ved razziaer af Arbejdstilsynet og fagbevægelsens repræsentanter.

Man må så spørge i hvis interesse der så nidkært opretholdes et forbud. Er det for at sikre børnene mod arbejdets forbandelser – er det for at forhindre børnene i at tage arbejde fra de voksne – eller er det måske for at chikanere de erhverv som tilbyder arbejde til børn?

For det første må vi understrege at ethvert frit samfund må tage afstand fra tvangsarbejde og slaveri, det gælder naturligvis for alle individer og uanset alder. Altså ikke kun for individer under 18 år. Når vi derimod taler om frivilligt indgåede aftaler er det rent hykleri at forbyde nogen som helst at indgå en aftale om at arbejde for en løn. En sådan aftale kommer kun på tale når begge parter ser en fordel og tjener på det.

Kan man så overhovedet forvente at personer under 18 på fornuftig vis kan indgå en bindende aftale? Et kontraspørgsmål kan sætte det lidt i perspektiv. Kan man forvente at personer over 18 år altid er rationelle og i stand til at træffe fornuftige aftaler? Svaret er et klart nej. Men alligevel sker det hver dag. Den enkelte er så selv ansvarlig for følgerne af aftalen. Men er der nogen grund til at sætte en grænse ved 18 år? I Danmark er 18 års grænsen fastsat fordi unge mænd ved den alder kan risikere at blive indrulleret i statens tvungne slaveri også kendt som forsvaret. Men er det ligefrem et tegn på modenhed at man skal underkastes et arbitrært kommandosystem. Eller er den aldersgrænse blot sat for at markere individets overgang fra selvstændigt væsen til et subjekt under staten?

Tidligere, før Børns Vilkår og andre socialistiske indgreb i individers selvforvaltning, antog man i almindelighed at konfirmationen medførte en indtræden i de voksnes rækker og deraf følgende personligt ansvar. Vi har stadig en kriminel lavalder på 15 år og en seksuel ditto! Det vil sige, at som 15 årig er man delvis ansvarlig. Man kan idømmes straf. Og føde børn, men ikke indgå kontrakter! Og det er mildest talt noget uklart. Professor Murray N. Rothbard mente ikke man kan sætte en egentlig og generel aldersgrænse for hvornår individer ophører med at være børn. Derimod kan man definere en voksen som et individ der selvstændigt etablerer ejendomsret til og kontrol med sin egen person. Det sker tydeligst ved at individet flytter fra forældrene og forsørger sig ved eget arbejde. Definitionen medfører til gengæld at der findes personer over 18 år som ikke er voksne og selvstændige individer.

I den forbindelse bliver det et vigtigt element for et barn at tiltage sig en stadig større selvbestemmelse for derigennem at frigøre sig fra forældrene og opnå selvstændighed. Det er ikke en tilstand som automatisk indtræder ved en 18 års fødselsdag, der kræves øvelse og den opnås ved gradvist at indtræde i arbejde.

Vi må derfor betragte enhver som ansætter personer under 18 år som nogle af hverdagens helte. De giver unge en enestående mulighed for at opnå deres selvstændighed. Derimod arbejder de personer, som insisterer på at børn er børn til det fyldte 18. år imod at samfundet består af individer med fri og selvstændig vilje. Den moderne fastholdelse af barndommen er til gene for samfundets udvikling og gavner udelukkende et behandlersystem som garanterer pædagoger og andre samfundssnyltere fast ansættelse. Repræsentanter for behandlersamfundet fastholder individer i en barndom under foregivende af beskyttelse mod udbytning. Den enkelte glider umærkeligt fra forældrenes indflydelsessfære over i statens omklamring og bliver i en tidlig alder vænnet til at lade sig forsørge og ikke selv tage afgørende beslutninger.

De unge skal frigøre sig fra alle andres dominans og under processen vil der fremkomme individer med en højere moral. De vil lære respekt for eget og derved også for andres arbejde, hvilket igen er det bærende element i respekten for den personlige ejendomsret. Den, der lever beskyttet og får alting leveret, vænner sig derimod til at acceptere tyveri. Statens tyveri.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password