For ca. et års tid siden fandt jeg på, at jeg ville lave en dokumentar om kunst, som skulle hedde ”Hvad er kunst?”. Det lykkedes mig aldrig at lave filmen færdig eller finde ud af, hvad kunst er.
Jeg fik dog stadig noget ud af projektet, fordi jeg fik en mulighed for at tale med Rindalismens fader, Peter Rindal.
Jeg snakkede med ham på Pårup Plejehjem, som ligger nær Odense. Han flyttede til Pårup for at være tættere på sin bror. Mødet med Peter Rindal var interessant, fordi han slet ikke var sådan, som jeg havde forestillet mig ham. Når man læser om Rindalisme, så er det gerne noget negativt, og Peter Rindal var blot en mand, som hadede kunst.
Men det gjorde han ikke. Han elskede kunst. Dog var han ikke så glad for abstrakt kunst, fordi han simpelthen ikke kunne se meningen med det. Han var blot modstander af, at man giver penge til kunstnere, da ingen kan afgøre, hvad god og dårlig kunst er.
Han viste mig en masse forskellige billeder, og der var ingen tvivl om, at manden elskede kunst. Især snakkede han meget om det skrevne ord. Han elskede grammatik. Han fortalte mig, at han i øjeblikket læste russisk grammatik, da det var utrolig fascinerende. Da jeg spurgte ham, hvorfor han ikke læste på universitet, svarede han ”Det var en anden tid.”
Og hvis Peter var blevet født i en anden tid, så havde han sikkert læst på universitetet, og han havde sikkert haft en større chance i de akademiske diskussioner, som han med sine egne ord oftest endte i om kunst.
Peter fortalte, at han ikke havde en chance i disse diskussioner. Han var blot en simpel lagerforvalter, der ikke kunne lide, at staten støttede kunstnere.
Det hele startede med, at en af hans ansatte spurgte ham, om han ikke vil skrive under på en underskriftsindsamling mod Statens Kunstfond, som netop var blevet oprettet. Han skrev under, og sendte den videre til en journalist, som han kendte. Efterfølgende gik det hurtigt, og det endte med, at 60.000 skrev under på landsplan.
Problemet skete ifølge Peter Rindal selv, da han skulle diskuttere med store kulturpersonligheder. Peter elskede ord, og disse mennesker kunne formulere flotte sætninger. Så stod han der og var utroligt fascineret over deres evner.
Men han mente dog stadig, at han gjorde en forskel. Han var ked af, at hans navn måske ville blive glemt i fremtiden. Det var noget, som betød meget for ham, at folk huskede ham.
Samtidig havde Peter dog også en mørk side, som sjældent bliver fortalt af liberale, når de snakker om Peter Rindal. Han blev i 2003 idømt 20 dagbøder af 50 kr. for racistiske udtalelser på Fremskridtpartiets landsmøde i 2001. Her sagde han fra talerstolen “Angående de muhamedanske gravpladser i Danmark: Selvfølgelig skal vi have sådan nogle. Og de må gerne være store, så der er plads til dem alle sammen – og helst på en gang.”
Peter Rindal fortalte mig, at han var stolt af udtalelsen, da der ikke er noget galt med at være racist. Fordi muslimer er en trussel mod velfærdsstaten.
Jeg spurgte ham, om det var et problem, hvis man fjernede velfærdsstaten, som Fremskridtspartiet gik ind for? Hans svarede, at det ville hjælpe, men da det var urealistisk at fjerne velfærdsstaten, så måtte man smide muslimerne ud i stedet.
Det, der er værd at huske om Peter Rindal, er hans kærlighed til kunst, og hans kamp for, at kunst er noget individuelt. Det er ikke noget, som staten skal hive ned over hovedet på os.
Et farvel til Peter Rindal er forhåbentlig ikke et farvel til Rindalisme, som i dag er mere vigtig end nogensinde før.
Farvel Peter
Du er en heldig mand Hans, at have mødt en af de store gamle kæmpere.
Angående det at kunne diskutere med ord, så et det interessant i disse ytringsfrihedstider at tænke på at veluddannede akademikere netop med deres veltalenhed kan bruge ytringsfriheden til at krænke andres frihed.
Du er en heldig mand Hans, at have mødt en af de store gamle kæmpere.
Angående det at kunne diskutere med ord, så et det interessant i disse ytringsfrihedstider at tænke på at veluddannede akademikere netop med deres veltalenhed kan bruge ytringsfriheden til at krænke andres frihed.
Rindal gjorde bare den fejl, at han lod sine personlige præferencer i forhold til kunst skinne alt for meget igennem, for det var jo fuldstændig ligegyldigt, hvad Peter Rindal syntes om den abstrakte kunst, som han kaldte “komplet uforståelig og latterlig”. Med sådanne udtalelser kom han jo netop til at fremstå, som en person der objektivt definerede den gode og den dårlige kunst, på en lidt usexet, nærsynet og konservativ facon. Havde han i stedet blot insisteret på at god kunst og kultur var noget vi hver i sær havde meget forskellige præferencer til, havde han måske kunne bygge bro selv ind i de kreative kredse. F.eks. var nogle af situationisternes (cobra-bevægelsens) tilhængere også modstandere af, at den gode kunst skulle defineres af staten. Deriblandt Jens Jørgen Thorsen og Jørgen Nash, hvis kunst må siges var meget abstakt og provokerende! At de så i stedet troede på en eller anden syg form for borgerløn og fri leg til alle, er så en helt anden snak!
Personligt ville rusisk gramatik i hvert fald kede mig ihjel, og kun abstrakt kunst og absurditeter kan i få tilfælde rykke et eller andet i mig! Og jeg er helt overbevist om, at det absurde og abstrakte også vil kunne overleve i et frit marked. Derfor det er uden for min fatteevne, at så mange markedsorienterede mennesker føler, at de skal angribe det abstrakte. Det er ligeså uinteressant, som at Hans-Hermann Hoppe synes, at homoer har løse håndled! Åben dog jeres sind lidt og lad den enkelte bestemme, hvad der dør og hvad der overlever.
Rindal gjorde bare den fejl, at han lod sine personlige præferencer i forhold til kunst skinne alt for meget igennem, for det var jo fuldstændig ligegyldigt, hvad Peter Rindal syntes om den abstrakte kunst, som han kaldte “komplet uforståelig og latterlig”. Med sådanne udtalelser kom han jo netop til at fremstå, som en person der objektivt definerede den gode og den dårlige kunst, på en lidt usexet, nærsynet og konservativ facon. Havde han i stedet blot insisteret på at god kunst og kultur var noget vi hver i sær havde meget forskellige præferencer til, havde han måske kunne bygge bro selv ind i de kreative kredse. F.eks. var nogle af situationisternes (cobra-bevægelsens) tilhængere også modstandere af, at den gode kunst skulle defineres af staten. Deriblandt Jens Jørgen Thorsen og Jørgen Nash, hvis kunst må siges var meget abstakt og provokerende! At de så i stedet troede på en eller anden syg form for borgerløn og fri leg til alle, er så en helt anden snak!
Personligt ville rusisk gramatik i hvert fald kede mig ihjel, og kun abstrakt kunst og absurditeter kan i få tilfælde rykke et eller andet i mig! Og jeg er helt overbevist om, at det absurde og abstrakte også vil kunne overleve i et frit marked. Derfor det er uden for min fatteevne, at så mange markedsorienterede mennesker føler, at de skal angribe det abstrakte. Det er ligeså uinteressant, som at Hans-Hermann Hoppe synes, at homoer har løse håndled! Åben dog jeres sind lidt og lad den enkelte bestemme, hvad der dør og hvad der overlever.
Der er en forskel på at være af den mening, at det abstrakte godt kan overleve et frit marked, og så at mene, at det ville være *ekstremt* svært for nogle projekter at finde finansiering, hvis ikke det var for staten – eksempelvis oversvømmelsen af McDonald’s i Thailand. Hvis de selv kan finde pengene til det, så fint med mig, men jeg vil sgu ikke betale til at de kan “sætte fokus på verdens klimaproblemer” og “forbrugerkulturen” ved at oversvømme en bygning.
Men nej, jeg har intet imod abstrakt kunst – jeg mener bare ikke, at alt der er absurd og abstrakt, er kunst.
Der er en forskel på at være af den mening, at det abstrakte godt kan overleve et frit marked, og så at mene, at det ville være *ekstremt* svært for nogle projekter at finde finansiering, hvis ikke det var for staten – eksempelvis oversvømmelsen af McDonald’s i Thailand. Hvis de selv kan finde pengene til det, så fint med mig, men jeg vil sgu ikke betale til at de kan “sætte fokus på verdens klimaproblemer” og “forbrugerkulturen” ved at oversvømme en bygning.
Men nej, jeg har intet imod abstrakt kunst – jeg mener bare ikke, at alt der er absurd og abstrakt, er kunst.
Kunsten er at forstå, at det ikke drejer sig om kunst, men om respekt for individet og dets præferencer.
Kunsten er at forstå, at det ikke drejer sig om kunst, men om respekt for individet og dets præferencer.
Jeg synes, LuckyLibertas rammer det meget godt ind!
@Mander
Det er fint, hvis du har en personlig holdning til, hvad der er kunst og hvad der ikke er. Det er bare enormt vigtigt, at vi ikke på vegne af det frie marked ytre en eller anden form for objektiv sandhed om, hvad der er god eller dårlig kunst. På et frit marked må det jo være individet der på baggrund af sine følelser, fornemmelser og viden træffer den beslutning, og så kan alt andet sådan set være ligemeget.
Det er klart at et fuldstændigt frit marked ville ændre forholdene for den abstrakte kunst, ligesom det ville ændre forholdene for enormt mange andre ting i vores samfund, men ikke nødvendigvis til det “dårligere”. Miljøorganisationer ville stadigvæk kunne lave happenings, hvor de oversvømmede en McDonalds i Thailand etc.
Markedet har ingen begrænsning, men kun oceaner af muligheder selv for en lidt halvskør kunstner, hvis han eller hun blot er villig til at tage udfordringen op. For det er fandeme også ret tidskrævende at søge offentlige fonde, lave lobbyarbejde og sweet talke statens kulturkonger.
Som Anders Morgenthaler har sagt “Man skal ikke være bange for at lave noget kommercielt, fordi man føler sig som kunstner – det kan være vejen frem mod mere frihed”
Jeg synes, LuckyLibertas rammer det meget godt ind!
@Mander
Det er fint, hvis du har en personlig holdning til, hvad der er kunst og hvad der ikke er. Det er bare enormt vigtigt, at vi ikke på vegne af det frie marked ytre en eller anden form for objektiv sandhed om, hvad der er god eller dårlig kunst. På et frit marked må det jo være individet der på baggrund af sine følelser, fornemmelser og viden træffer den beslutning, og så kan alt andet sådan set være ligemeget.
Det er klart at et fuldstændigt frit marked ville ændre forholdene for den abstrakte kunst, ligesom det ville ændre forholdene for enormt mange andre ting i vores samfund, men ikke nødvendigvis til det “dårligere”. Miljøorganisationer ville stadigvæk kunne lave happenings, hvor de oversvømmede en McDonalds i Thailand etc.
Markedet har ingen begrænsning, men kun oceaner af muligheder selv for en lidt halvskør kunstner, hvis han eller hun blot er villig til at tage udfordringen op. For det er fandeme også ret tidskrævende at søge offentlige fonde, lave lobbyarbejde og sweet talke statens kulturkonger.
Som Anders Morgenthaler har sagt “Man skal ikke være bange for at lave noget kommercielt, fordi man føler sig som kunstner – det kan være vejen frem mod mere frihed”
“Rindal gjorde bare den fejl, at han lod sine personlige præferencer i forhold til kunst skinne alt for meget igennem”
Det mener jeg nu ikke var en fejl. På den led så beviste han jo netop at han ikke var kunsthader.
“Rindal gjorde bare den fejl, at han lod sine personlige præferencer i forhold til kunst skinne alt for meget igennem”
Det mener jeg nu ikke var en fejl. På den led så beviste han jo netop at han ikke var kunsthader.
@Kjeld
Klart! Men problemet var jo så, at han samtidig udtrykte en meget stor afsky overfor en specifik kunstnerisk genre, hvilket fik ham til at fremstå snæversynet og efterfølgende har gjort det meget, meget let for kunstelskere og medierne, at fremstille ham som en decideret kunsthader. Rindalisme er jo i dag et begreb man i folkemunde bruger til at beskrive kunsthad, hvilket er synd, da Rindal jo havde et helt andet og meget vigtigere budskab, end sin egen personlige afsky og modstand overfor det abstrakte – Nemlig at kunst og kultur bør være en individuel ting, som staten ikke bør definere og påvirke igennem tvang.
@Kjeld
Klart! Men problemet var jo så, at han samtidig udtrykte en meget stor afsky overfor en specifik kunstnerisk genre, hvilket fik ham til at fremstå snæversynet og efterfølgende har gjort det meget, meget let for kunstelskere og medierne, at fremstille ham som en decideret kunsthader. Rindalisme er jo i dag et begreb man i folkemunde bruger til at beskrive kunsthad, hvilket er synd, da Rindal jo havde et helt andet og meget vigtigere budskab, end sin egen personlige afsky og modstand overfor det abstrakte – Nemlig at kunst og kultur bør være en individuel ting, som staten ikke bør definere og påvirke igennem tvang.
Man kan faktisk godt skelne ml. god og dårlig kunst under nogle bestemte forudsætninger. Men hvad nu hvis man ikke anerkender de forudsætninger? Ja, så sætter man sig uden for det gode selskab, og bl.a. ved at turde sætte sig ud over det gode selskab blev Rindal et forbillede.
Derimod er politikere i deres egenskab af undermennesker (:personer der ikke tør have en mening selv ) blinde vejledere for dem, der skal have alting forklaret og derfor aldrig forstår noget.
Statens smagsdommere tilbyder – mod betaling – dannelse by proxy. De lindrer den dårlige samvittighed hos de mange, der faktisk ikke interesserer sig for det, de tror, at de bør interessere sig for.
Man kan faktisk godt skelne ml. god og dårlig kunst under nogle bestemte forudsætninger. Men hvad nu hvis man ikke anerkender de forudsætninger? Ja, så sætter man sig uden for det gode selskab, og bl.a. ved at turde sætte sig ud over det gode selskab blev Rindal et forbillede.
Derimod er politikere i deres egenskab af undermennesker (:personer der ikke tør have en mening selv ) blinde vejledere for dem, der skal have alting forklaret og derfor aldrig forstår noget.
Statens smagsdommere tilbyder – mod betaling – dannelse by proxy. De lindrer den dårlige samvittighed hos de mange, der faktisk ikke interesserer sig for det, de tror, at de bør interessere sig for.
Kære Bo Nake
“Man kan faktisk godt skelne ml. god og dårlig kunst under nogle bestemte forudsætninger.”
Ja, det er vigtigt, at få det med de bestemte forudsætninger med; og hvordan kan sådanne bestemte forudsætninger, med nogen ret, diktere andres bestemte forudsætninger.
Kunst er udtryk for værdier, som man kan dyrke i værdifællesskaber; men på ingen måde kan det ene fællesskabs værdigrundlag rationelt siges, at have forrang for det andet fællesskabs værdigrundlag.
Kunsten er at konkludere, at kunst ikke er en statsopgve, idet kunst er et absolut tomt begreb generelt set; kunsten kommer kun til live i et forum med nogle fælles værdier, og det kan på ingen måde være statens opgave, at fremme det ene forum for kunst,frem for det andet.
Kære Bo Nake
“Man kan faktisk godt skelne ml. god og dårlig kunst under nogle bestemte forudsætninger.”
Ja, det er vigtigt, at få det med de bestemte forudsætninger med; og hvordan kan sådanne bestemte forudsætninger, med nogen ret, diktere andres bestemte forudsætninger.
Kunst er udtryk for værdier, som man kan dyrke i værdifællesskaber; men på ingen måde kan det ene fællesskabs værdigrundlag rationelt siges, at have forrang for det andet fællesskabs værdigrundlag.
Kunsten er at konkludere, at kunst ikke er en statsopgve, idet kunst er et absolut tomt begreb generelt set; kunsten kommer kun til live i et forum med nogle fælles værdier, og det kan på ingen måde være statens opgave, at fremme det ene forum for kunst,frem for det andet.
Ja, kunst burde frigøres fra staten, 90% af alle kunstnere er jo netop venstreorienterede, ligesom andre grupper af offentligt ansatte.
Man tør jo ikke kritisere den hånd som fodrer en.
Når man hører kulturnyt eller lignende er det den samme svada, hvor er den relevante samfundskritik henne, istedet for al den sædvanlige smøre om flere penge og en rød regering, uden videre argumenter?
Der er masser af punkter man kunne kritisere regeringen for, og Galschött får da til tider et lyst indfald, selvom han er er det jo venstreorienteret, men ellers er det den samme socialistiske smøre præsenteret på samme måde, nærmest agitprop.
Hor er 30ernes og halvtredsernes kunstneriske fyrtårne idag?
Kunne man forestille sig en PH, Rifbjerg, Panduro etc idag?
Rindal havde ret, kunsten bør adskilles fra staten, det er ikke kun til gavn for skatteyderne, men også for kunsten.
Og selv om jeg foretrækker surrealisme, ekspresionisme og impresionisme, har jeg såmænd heller ikke noget mod abstrakt kunst, og den kan fint klare sig uden statsstøtte.
Ja, kunst burde frigøres fra staten, 90% af alle kunstnere er jo netop venstreorienterede, ligesom andre grupper af offentligt ansatte.
Man tør jo ikke kritisere den hånd som fodrer en.
Når man hører kulturnyt eller lignende er det den samme svada, hvor er den relevante samfundskritik henne, istedet for al den sædvanlige smøre om flere penge og en rød regering, uden videre argumenter?
Der er masser af punkter man kunne kritisere regeringen for, og Galschött får da til tider et lyst indfald, selvom han er er det jo venstreorienteret, men ellers er det den samme socialistiske smøre præsenteret på samme måde, nærmest agitprop.
Hor er 30ernes og halvtredsernes kunstneriske fyrtårne idag?
Kunne man forestille sig en PH, Rifbjerg, Panduro etc idag?
Rindal havde ret, kunsten bør adskilles fra staten, det er ikke kun til gavn for skatteyderne, men også for kunsten.
Og selv om jeg foretrækker surrealisme, ekspresionisme og impresionisme, har jeg såmænd heller ikke noget mod abstrakt kunst, og den kan fint klare sig uden statsstøtte.
Jeg har allerede fremført mine synspunkter omkring det her i forbindelse med Ole Birk Olesens leder på 180grader. Meget kort opsummeret mener jeg, at Peter Rindal var småborgerlig chauvinist, ligesom jeg finder det helt hen i vejret at hylde nogen, der indtil sine sidste dage gav udtryk for stolthed over at være racist. En sådan person er ingen hyldest værdig.
Jeg finder det envidere ret skræmmende, at folk, der hævder en liberal eller anarkistisk ideologi, gider bruge tid på at hylde en sådan snæversynet chauvinist. Jeg er lidt skuffet over, at man her – på det påstået anarkistiske Liberator – har valgt at hoppe på vognen.
Chauvinisme, altså det samme smagsdommeri, og racisme hører bestemt ikke til noget frihedselskende eller liberalt sindelag. Ligeledes har jeg meget svært at se, hvordan man bliver liberal, blot ved at gå ind for økonomisk deregulering.
Naturligvis mener jeg ikke, at staten skal finansiere kunst. Eller for den sags skyld noget som helst andet. Staten skal ikke stjæle og omfordele tyvekosterne i befolkningen, uden at spørge de bestjålede om hvad de ønsker. Staten skal overhovedet ikke tage noget fra nogen. Staten må for min skyld gerne holde op med at eksistere.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at jeg aldrig vil opfatte nationalkonservative racister og chauvinister som liberale helte. Uanset hvor lidt de mener, at staten skal blande sig i økonomiske anliggender og omfordele.
Jeg har allerede fremført mine synspunkter omkring det her i forbindelse med Ole Birk Olesens leder på 180grader. Meget kort opsummeret mener jeg, at Peter Rindal var småborgerlig chauvinist, ligesom jeg finder det helt hen i vejret at hylde nogen, der indtil sine sidste dage gav udtryk for stolthed over at være racist. En sådan person er ingen hyldest værdig.
Jeg finder det envidere ret skræmmende, at folk, der hævder en liberal eller anarkistisk ideologi, gider bruge tid på at hylde en sådan snæversynet chauvinist. Jeg er lidt skuffet over, at man her – på det påstået anarkistiske Liberator – har valgt at hoppe på vognen.
Chauvinisme, altså det samme smagsdommeri, og racisme hører bestemt ikke til noget frihedselskende eller liberalt sindelag. Ligeledes har jeg meget svært at se, hvordan man bliver liberal, blot ved at gå ind for økonomisk deregulering.
Naturligvis mener jeg ikke, at staten skal finansiere kunst. Eller for den sags skyld noget som helst andet. Staten skal ikke stjæle og omfordele tyvekosterne i befolkningen, uden at spørge de bestjålede om hvad de ønsker. Staten skal overhovedet ikke tage noget fra nogen. Staten må for min skyld gerne holde op med at eksistere.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at jeg aldrig vil opfatte nationalkonservative racister og chauvinister som liberale helte. Uanset hvor lidt de mener, at staten skal blande sig i økonomiske anliggender og omfordele.
Right on, Fredrik. Lige på kornet!
Right on, Fredrik. Lige på kornet!
@Fredrik og Thomas:
Jeg ved ikke, om artiklen ligefrem kan kaldes en hyldest. Man kan vel godt anerkende mandens kamp mod kunstsnylterne, samtidig med at man tager afstand fra hans “mørke side”. Er det ikke netop dét, Hans Jonas Hansen gør?
Jeg har ofte hørt liberale fremhæve Mogens Glistrup og hans kamp mod skatteplyndring som et forbillede – også her på Liberator. Det mener jeg også sagtens man kan, selvom man naturligvis må tage afstand fra de gakkede udtalelser om muslimer, som, især på hans ældre dage, gik helt over gevind.
@Fredrik og Thomas:
Jeg ved ikke, om artiklen ligefrem kan kaldes en hyldest. Man kan vel godt anerkende mandens kamp mod kunstsnylterne, samtidig med at man tager afstand fra hans “mørke side”. Er det ikke netop dét, Hans Jonas Hansen gør?
Jeg har ofte hørt liberale fremhæve Mogens Glistrup og hans kamp mod skatteplyndring som et forbillede – også her på Liberator. Det mener jeg også sagtens man kan, selvom man naturligvis må tage afstand fra de gakkede udtalelser om muslimer, som, især på hans ældre dage, gik helt over gevind.
Jeg er helt enig med Lasse. Jeg skriver netop om Peter Rindals mørke side, fordi jeg selv undrer mig over den, og tager afstand fra den.
Peter Rindal var ikke perfekt. Men derfor havde han stadig en god pointe i sin kritik af statsstøttet kunst.
Jeg er helt enig med Lasse. Jeg skriver netop om Peter Rindals mørke side, fordi jeg selv undrer mig over den, og tager afstand fra den.
Peter Rindal var ikke perfekt. Men derfor havde han stadig en god pointe i sin kritik af statsstøttet kunst.
Der er nok adfærdspsykologisk forskning, der viser at vi mennesker har svært ved at skille skidt fra kanel.
Vi fæstner os til nogle ganske få aspekter ved en person, som Rindals udmærkede holdning til Statens plads som kunstmæcen, og så spilder det lidt for nemt over i beundring for hele personen.
Andre hører en person hylde ét aspekt ved Rindal, og så tages personen til indtægt for at kunne lide ALT hvad Rindal var og stod for.
Denne “glorie-effekt”, hvor enkeltheder smitter af på helheder er bare noget man bør kende til og forsøge at vogte sig imod.
Det sagt, så var det en spændende artikel, som kom et spadestik dybere.
Der er nok adfærdspsykologisk forskning, der viser at vi mennesker har svært ved at skille skidt fra kanel.
Vi fæstner os til nogle ganske få aspekter ved en person, som Rindals udmærkede holdning til Statens plads som kunstmæcen, og så spilder det lidt for nemt over i beundring for hele personen.
Andre hører en person hylde ét aspekt ved Rindal, og så tages personen til indtægt for at kunne lide ALT hvad Rindal var og stod for.
Denne “glorie-effekt”, hvor enkeltheder smitter af på helheder er bare noget man bør kende til og forsøge at vogte sig imod.
Det sagt, så var det en spændende artikel, som kom et spadestik dybere.
“Chauvinisme, altså det samme smagsdommeri, og racisme hører bestemt ikke til noget frihedselskende eller liberalt sindelag. ”
Sålæmge man ikke blander staten ind i det eller prøver at undertrykke andres frihed, så giver jeg dig uret. Man kan sagtens være f.eks racist eller chauvinist og liberal samtidigt.
“Chauvinisme, altså det samme smagsdommeri, og racisme hører bestemt ikke til noget frihedselskende eller liberalt sindelag. ”
Sålæmge man ikke blander staten ind i det eller prøver at undertrykke andres frihed, så giver jeg dig uret. Man kan sagtens være f.eks racist eller chauvinist og liberal samtidigt.
Enig Skovgaard, ligesom man kan være en konservativ AnCap, der ikke ønsker at bo sammen med homoseksuelle, men man vil ikke forbyde det.
Man vil måske allerhøjest prøve at overtale folk via diskussion o.lign.
Hmm.. Hvem fanden er det nu lige jeg tænker på :o)
Enig Skovgaard, ligesom man kan være en konservativ AnCap, der ikke ønsker at bo sammen med homoseksuelle, men man vil ikke forbyde det.
Man vil måske allerhøjest prøve at overtale folk via diskussion o.lign.
Hmm.. Hvem fanden er det nu lige jeg tænker på :o)