Ayn Rand og kapitalismens filosof

[Artiklen har tidligere været bragt i Libertas‘ Tidskrift: Nr. 1-2 september 1987 (Dette link åbner en pdf)]
I vinteren 1926 stod en ung pige på en anløbsbro ved Hudson-floden og betragtede New Yorks skyskrabere. Det var Ayn Rand. Hun var 21 år og netop sluppet ud fra Sovjetrusland. Hun ville være forfatter, men på det tidspunkt kunne hun kun lige ernære sig ved forskellige jobs, medens hun lærte sig sit nye sprog og øvede sig i at skrive. Hun arbejdede som tekstforfatter i Hollywood, og her skrev hun sin første roman „We the living“, om forholdet mellem individdet og den totalitære stat. Ved udgivelsen i 1936 blev den ikke nogen stor succes i USA, bl.a. fandt anmelderne den for anti-sovjetisk. Hun nåede ikke noget stort publikum, før „The Fountainhead“ udkom i 1943.
Denne roman handler om en ung arkitekt, der kæmper imod konventionel og uselvstændig tænkning, „andenhåndsmentalitet“. Den er en lovprisning af individualismen, og formålet var at beskrive den fuldkomne individualist, det „ideale“ menneske. Kritikerne kunne ikke lide romanen, og i begyndelsen solgte den langsomt. Men tilsyneladende anbefalede læserne den til venner og bekendte, for efter et stykke tid steg salget drastisk. Til dato har den solgt over 5 mio. eksemplarer.
Denne bog var imidlertid – ifølge Rands eget udsagn – kun et forspil til hendes største roman – „Atlas Shrugged“ – der udkom i 1957. „Atlas Shrugged“ handler om intellektets rolle i menneskenes liv. Den beskriver en Verden få årtier ude i fremtiden, hvor alle tænkere og skabere forsvinder på mystisk vis, hvorfor det sker og hvilke konsekvenser det får. Romanen kombinerer storladent drama med præsentationen af et helt nyt verdenssyn, og den kulminerer i en 50 sider lang tale, hvor Ayn Rand fremlægger sin filosofi, Objektivismen. Hermed udfordrede hun 2500 års etiske og kulturelle traditioner.
Det var karakteristisk for Rands metode aldrig at tage noget for givet. Historien fortæller, at hun en gang spurgte en filosof, hvor hans filosofi begyndte. „Der, hvor den forrige generation slap“ svarede han. Denne måde at angribe filosofiske problemer var Ayn Rand fuldstændig fremmed.
Hun udpegede de aksiomer – selvindlysende sandheder – hendes filosofi hviler på, forklarede hvorfor de var selvindlysende, og hvorfor de ikke kunne være anderledes. Derudfra var filosofien systematisk opbygget, så alle hendes konklusioner hvilede på et solidt fundament, hvor hun selv kunne fremdrage og forsvare hvert punkt undervejs.
I Ayn Rands udgave er filosofien en videnskab – den videnskab, der „studerer den fundamentale beskaffenhed af tilværelsen, af mennesket, og af menneskets forhold til tilværelsen“ – på linie med de specielle videnskaber, der blot behandler isolerede aspekter af tilværelsen. Af filosofien krævede hun en lige så streng tilknytning til virkeligheden, som man normalt tilskriver naturvidenskaberne. Dette medførte for eksempel, at hun som den første i historien kunne fremføre en rationel moral – en bedrift, som mange filosoffer har hævdet var umulig. Ayn Rand tog filosofien som er grundliggende erkendelse af virkeligheden og anerkendte kun een eneste autoritet i erkendelsesspørgsmål; virkeligheden selv.
Metafysikken
Objektivistisk metafysik er et hundrede procent et udtryk for den synsvinkel, Ayn Rand kalder „the primacy of existence“, tilværelsens forrang. Det skal forstås sådan, at tilværelsen har forrang over bevidstheden – med andre ord, at virkeligheden er uafhængig af, hvad der foregår i nogen bevidsthed.
Det første aksiom lyder „Existence exists“, tilværelsen er til. Dette er en komprimeret anerkendelse af, at der findes en objektiv, absolut virkelighed, som er upåvirkelig af menneskers håb, bønner, følelser og tanker.
Objektivismen noterer altså som selvindlysende, at der eksisterer noget (som vi herefter kalder tilværelsen), og – som en naturlig følge – at man har en bevidsthed, hvormed man registrerer dette. Men hvad vil det sige at eksistere? Det er indlysende, at alt hvad der eksisterer er noget helt bestemt. Symbolsk udtrykt: A er A. Rand besvarer selv spørgsmålet; at eksistere er at have en identitet. Bemærk den usædvanlige formulering. Hun siger ikke, at det at en ting eksisterer medfører, at den har en række egenskaber, heriblandt tilfældigvis identitet. Hun siger „at eksistere er at have en identitet“. „Existence is identity“. Dette danner grundlaget for den objektivistiske epistemologi (erkendelsesteori) ved at definere en bevidstheds primære opgave, „consciousness is identification“. Det vigtigste mål for en bevidsthed er at anerkende virkeligheden objektivt.
Som kontrast til Objektivismens standpunkt står næsten samtlige andre tankesystemer, der alle i større eller mindre grad er inficerede af „primacy of consciousness“-synsvinkelen – det vil sige, at de fremfører, at en eller anden bevidsthed er i stand til at lave om på virkeligheden efter behag. Den mest utilslørede form findes i alle religioner, der påstår, at en gud – „The Big Consciousness“ – har skabt virkeligheden, og som ind imellem „reviderer“ denne ved hjælp af „mirakler“. En anden form er subjektivisme, der bygger på, at min verden er noget helt specielt, og i hvert fald noget andet end din. En tredie form repræsenteres af mange videnskabsmand, der i dag hævder, at vi skaber vores egen opfattelse af verden udfra vores sprog og vore forestillinger – at Verden ser ud, som vi vil have den til. Dette synspunkt kan kaldes „kollektiv subjektivisme“.
Eksempelerne skulle gerne antyde, hvorfor metafysik er så vigtigt et emne. Metafysik er studiet af universets fundamentale natur – et studium af, hvilken slags verden, mennesket lever i. Emnet danner både udgangspunkt for videnskabelig erkendelse og grundlag for den enkeltes verdensopfattelse. De religiøse, der lever i evig frygt for „The Big Consciuosness“, subjektivisten, der lever i evig frustration over, at al ting ikke går, som han vil have det, og videnskabsmændene, der blinder sig selv og udraderer deres videnskab, er alle eksempeler på mennesker, der betaler prisen for den forkerte metafysik.
Epistemologien
Epistemologien (erkendelsesteorien) fastlægger teorien om og reglerne for korrekt tænken. Størstedelen af dette emne er studiet af, hvordan mennesket opnår viden. Emnet hører til den sværeste og mest omfattende teori indenfor filosofien, og jeg vil derfor nøjes med at antyde Objektivismens stilling.
Kernen i menneskets form for erkendelse er integration, samordning af mange enkeltdele til en helhed. Dette bygger på det fænomen, som Objektivister kalder „crow epistemology“ – „krage-epistemologi“. Fænomenet er opkaldt efter et eksperiment, der afslører, at krager kun er i stand til at skelne cirka tre enheder fra hinanden. – alt derover opfattes som „mange“. Mennesket kan opfatte 6-7 enheder uden at tælle, ordne eller integrere. Krage-epistemologfen når ikke videre end de begrænsninger, der findes i en sanseopfattelse, der ikke er behandlet abstrakt i hjernen.
Mennesket er i stand til direkte at opfatte et tre, for eksempel. Men uden en mental fordøjelse vil 12 træer være en forvirrende mængde af adskilte objekter Træerne er forskellige, og krageepistemologien vil ikke se nogen forbindelse mellem dem. Mennesket løser problemet ved at danne begrebet „træ“, der er en mental intregration af utallige træer. Et ubegrænset antal objekter erstattes nu af een eneste mental enhed, uden begrænsninger i
tid og sted. Simple begreber som „træer“, ‚buske“ og så videre kan integreres til et nyt begreb som for eksempel „skov“, og herudfra kan dannes nye begreber på stadigt højere abstraktionsniveau, såsom „landskab“ og „natur“. Det er evnen til mental integration, der gør menneskets viden så umådeligt vidtrækkende. Teorien om begrebsdannelse er imidlertid den mest omdiskuterede teori indenfor filoso- fien, for dele af menneskets viden står og falder med spørgsmålet: Er menneskets erkendelse i overensstemmelse med virkeligheden? Ayn Rand har skrevet en hel bog om begrebsdannelsen, „An Introduction to Objectivist Epistemology“, som jeg vil anbefale den interesserede læser.
Men menneskets erkendelsform medfører et stort ansvar. Hvor de rene sanseindtryk er umiddelbare, automatiske og uundgåelige, kræver begrebsdannelsen mental aktivitet. Den er hverken automatisk eller ufejlbarlig. Bevidsthed i den menneskelige form kræver arbejde, og kun individdet selv kan vælge at påtage sig dette arbejde. Derfor siger Objektvismen, at mennesket er et væsen med „volitional consciousness“, en viljebestemt bevidsthed. Det er indlysende, at alle videnskaber må baseres på en korrekt epistemologi. Men alle mennesker har brug for en vis forståelse af deres eget sind. Som en illustration af, hvad misforståelser på dette område kan gøre, kan man iagttage, hvor stor forvirring, der hersker omkring fænomenet følelser.
Med mellemrum dukker der film op i biograferne af en særlig slags, der uafvendeligt leder frem til det filosofiske højdepunkt, der består i, at en af hovedpersonerne råder en anden: „Trust your feelings!“. Dette er et udtryk for en almindelig udbredt „folkeepistemologi“, ifølge hvilken et menneskes følelser kan give det viden om, hvordan det skal handle. Opfattelsen bygger på en misforståelse af, hvad følelser er. Objektivismen fremhæver, at en persons følelser er automatiske reaktioner på de ting, han ser og oplever. Disse reaktioner opstår ikke ud af det blå, de fremkommer som resultat af hans opfattelse af Verden, hans indstilling til livet og så videre – med andre ord, tanker han tidligere har accepteret som sande, som er blevet lagret i hans „underbevidsthed“. Som en objektivist har udtrykt det „Dine følelser er resultatet af gammel tænkning“.
Når man holder sig dette for øje, vil man ikke blive fristet til at lade sine følelser bestemme for sig, og man vil forstå, hvorfor det omvendt ikke er nødvendigt at undertrykke sine følelser for at være fuldstændig rationel. På basis af denne metafysik og epistemologi byggede Ayn Rand sin distinkte etik.
Etikken
En etik er et sæt af værdier, der skal vejlede menneskets valg og handlinger. Objektvistisk etik er et mønstereksempel på Ayn Rands metode. Hun starter ikke med at iagttage, at folk lever efter forskellige værdisæt, for så at komme med sin uforbeholdne mening om, hvilke værdier man bør følge. Hun starter med at spørge “Hvad er værdier? Har mennesket brug for dem – og hvorfor?”
En værdi er det, man handler for at opnå og/eller bevare. Værdier fungerer altså som mål for handling. Dyr har en automatisk viden om, hvilke ting i naturen, der er påkrævede for deres overlevelse – det er denne viden, der kaldes „instinkter“ Mennesket har ingen automatisk viden, ingen instinkter – end ikke et „overlevelsesinstinkt“, der fortæller det, hvordan det skal overleve. De ting mennesket behøver, såsom føde, bolig, værktøj, medicin findes ikke i naturen. De skal opdages og frembringes af mennesket selv. Mennesket skal selv vælge de handlinger, det vil udføre, og konstant foreligger muligheden for fejl, hvor det kan komme til at handle for sin ødelaggelse. Så hvilke mål skal mennesket følge? Hvad kræver dets overlevelse? Det er netop det, mennesket behøver etik og værdier til.
Ifølge objektivismen er formålet med etik at vejlede menneskets handlinger, så det kan handle for sin egen overlevelse. I en rationel etik må målestokken for moralsk værd derfor vare menneskets liv: Det, der er for menneskets liv som menneske, er det gode. Det, der er imod, er det onde. Mennesket overlever ved hjælp af sin hjerne, ved sin evne til rationel tænkning. Den største dyd i Objektivismen er derfor rationalitet. Menneskets liv kan siges at være den endelige værdi – alle andre værdier er blot midler til at fremme dette mål, medens menneskets liv er et mål i sig selv og ikke et middel til noget højere mål. På samme måde er hvert menneskeliv et mål i sig selv, og ikke et middel til andre menneskers mål. Hvert menneske handler derfor kun moralsk, når dets handlinger bevarer, fremmer og fuldbyrder dets eget liv. Således er Objektivismen forkæmper for en „rationel egoisme“.
Det er vigtigt her at holde sig far øje, at menneskets overlevelse som menneske, som rationelt væsen, stiller ganske bestemte krav – bl.a. at man beregner de langsigtede konsekvenser af sine handlinger. Alt hvad jeg pludsellig får lyst til, er ikke nødvendigvis i min egen rationelle egeninteresse.
Jeg har tidligere antydet, hvor stor betydning en rationel opfattelse af metafysik og epistemologi kan have for den enkeltes liv. Det er helt indlysende, hvad en rationel etik kan betyde.
,,Der er to traditionelle opfattelser af moral. Den ældste går ud på, at Gud kræver, at mennesket er moralsk. Den nyere går ud på, at moralen er et sæt af samfundsskabte normer. I begge tilfælde ses moralen som noget, der bliver påtvunget Individdet, hvor det mest „individualistiske“ ville være at bryde den. I Objektivismens udgave er moral nødvendig for at overleve som menneske, og en af de mest selviske egenskaber, man kan have, er en ubrudt moralsk integritet.
Politikken
Objektivistisk politik bygger direkte på Objektivistisk etik. Overgangen fra etik til politik, udgøres af begrebet rettigheder, der har til formål at bevare individdets moral i en social sammenhæng. Udgangspunktet er, at intet menneskes liv er et middel til noget andet menneskes mål. Hvert menneske har ret til sit eget liv. Enhver ret er imidlertid en ret til handling. At have ret til sit eget liv betyder at have ret til at foretage de handlinger, man selv dømmer nødvendige for at bevare, fremme og fuldbyrde sit liv. Heraf følger direkte retten til frihed. Retten til ejendom er også en logisk konsekvens af retten til liv og frihed – begge dele ville være meningsløse, hvis man ikke havde ret til at disponere over resultaterne af sine handlinger.
Det eneste, der kan krænke et menneskes rettigheder, er i sidste ende brugen af fysisk magt, eller indirekte fysisk magt, for eksempel bedrageri. For at mennesker kan leve i et samfund, må brugen af fysisk magt være udelukket fra menneskelige forhold. Dette er Statens opgave.
I et civiliseret samfund har Staten eneret på brugen af fysisk magt – den må kun anvendes i gengældelse, og kun mod dem, der påbegynder dens brug. Dette er opskriften på et frit samfund, hvor alle mennesker uhindret kan arbejde frem mod deres egne mål, og hvor Staten er borgernes tjener – en politibetjent, der kun må forhindre folk i at anvende tvang imod hinanden.
Og dette er kernen i Objektivismens forsvar for laissez-faire kapitalismen; kapitalismen er det eneste moralske politiske system, fordi det er det eneste system, der er i overensstemmelse med menneskets liv som menneske, fordi det er det eneste system, der er baseret på individdets rettigheder.
Der er ingen selvmodsigelse i at være fortaler for et frit samfund og samtidig ønske en statsmagt til at beskytte borgerne mod hinanden. Det, der kan volde problemer er, hvordan Staten skal finansieres i et frit samfund – hvis den inddriver skatter er kimen til ufrihed nemlig lagt. Ayn Rand har selv givet nogle forslag i artikelen „Government financing in a free society“, Jeg vil henvise den interesserede dertil. Men det væsentlige er, at finansieringen af Staten er frivillig, ikke tvungen.
Det vil fremgå af denne fremstilling, at Objektivismen ikke er et politisk system. Det vigtigste mål for Objektivister er at bringe fornuften ind i menneskenes liv – det politiske liv vil andres som konsekvens. „Jeg er ikke i første række fortaler for kapitalisme, men for egoisme – og jeg er ikke i første række fortaler for egoisme, men for fornuft“, skrev Ayn Rand. Hen- des særlige indstilling var, at filosofi er en praktisk fornødenhed. Formålet med filosofi er at give mennesket en modsigelsesfri forståelse af virkeligheden. En del af hendes mission var at anbringe filosofien der, hvor den hører hjemme: I menneskenes liv.
Hendes uformelle navn til Objektivismen var : „En filosofi til at leve på Jorden efter“.