Leviathan slår igen

I de seneste par dage har man kunnet læse i blandt andet Jyllands-Posten og Information, at den røde blok igen har flertal. Det er ikke ligefrem første gang at VKO er nede og rød blok har førertrøjen i meningsmålingerne – noget tilsvarende kunne man se i perioder i 2006, 2007 og 2008. Alligevel er de fleste vidst efterhånden bevidste om at VK-regeringen ikke kan blive ved for evigt, og slet ikke med udsigten til Foghs afgang til fordel for en NATO-post. Der er vel ikke ret mange der reelt tror på at Lars Løkke kan føre Venstre til sejr, uanset hvor ligegyldige og substansløse Helle Thorning-Schmidt og hendes medsammensvorne fremstår.
Under alle omstændigheder må borgerlige og liberale (som i ”klassiske liberale” el. ”liberalister”, ikke som ”frisindede” eller hvad der nu lægges i det ord for tiden) forberede sig på at de kommende årtier formentlig bliver endnu hårdere end de foregående år, som følge af finanskrisens politiske og kulturelle følgevirkninger. Det er efterhånden gået hen og blevet en selvfølgelighed for liberale i Danmark at den nuværende regering er alt andet end liberal – og med god grund. Fremskridtene på det liberale område har de seneste 10 år været til at overse. Faktisk har de været så marginale at det er næsten umuligt at skelne den nuværende regerings bedrifter fra den forrige socialdemokratiske. Derfor er der også mange desillusionerede liberale der har konkluderet at valget imellem Venstre og Socialdemokratiet ingen forskel gør. Det er fristende at drage den konklusion – og så alligevel ikke. Der er grund til at frygte at en kommende socialdemokratisk ledet regering vil være endnu gladere for at udbrede den offentlige sektors fortræffeligheder, i alle hjørner og afkroge af samfundet, end den nuværende borgerlige.
Tiderne skifter
Det handler først og fremmest om omstændighederne. Det er vigtigt at forstå at de seneste 30 år har været ekstraordinære, i forhold til de foregående 50, på den måde at den liberale ideologi faktisk har haft vind i sejlene. ”The Reagan Revolution” og Thatchers reformer søsatte dels klassisk liberale ideer og ”borgerlig kultur”, dels et paradigme indenfor økonomisk teori (supply side, ”new classical economics” osv.) der var mere venligt stemt overfor liberalisme, individualisme og frie markeder end keynesianismen.
Det har bare ikke udmøntet sig i noget særligt på det økonomiske side – de offentlige sektorer er stadig lige store. Men væksten i de vestlige staters størrelse er bremset markant siden slutningen af 80erne. Det er måske lidt af en Pyrrhussejr, men stilstand er trods alt at foretrække frem for uhæmmet vækst. Manglen på resultater har medført at de fleste liberale har set ethvert forsøg på modstå statens ekspansion som håbløst og forgæves. Det skyldes måske at særinteresserne er så dybt forskansede i den demokratiske proces, at det er umuligt at luge ud i dem. Og derudover at der rent faktisk populær ”efterspørgsel” på velfærdsydelser, en efterspørgsel der har det med at stige med indkomstniveauet (muligvis fordi at efterspørgselen på ydelser som det offentlige har sat sig på, eksempelvis sundhed og uddannelse, stiger med indkomstniveauet).
Det mærkværdige er at den danske venstrefløj på samme tid tilsyneladende føler at de har levet de sidste årtier i en borgerlig tordenstorm, grænsende til det autoritære. Det er en gåde for mig hvordan at det er lykkedes for venstreorienterede ideologer at fremstille en opbremsning i statens ekspansion som ”ultraliberalisme”, blot ved at henvise til rudimentære anekdoter om privatisering, anlægslofter og ændringer i indekseringer af overførselsindkomster. Men venstrefløjen har jo altid været bedre til kommunikationen.
Men tilbage til den økonomiske profession. Den er nemlig stadig på markedets side – mindre stat og lavere skatter forbindes med sund økonomi og højere langsigtet vækst og velstand. Men der er lige nu tegn på at det er ved at ændre sig. De keynesianske stemmer er blevet mærkbart mere højlydte indenfor de seneste 6 måneder (specielt Paul Krugman), og også højreorienterede økonomer som eksempelvis Harvards Martin Feldstein har talt for omfattende ”stimulus pakker” (Børsen hyler også med). Den internationale frihandel er så vidt vides endnu ikke blevet skyllet ud med badevandet (komparative fordele er trods alt også et af de bedst empirisk underbyggede principper i moderne økonomi), men der er dog keynesianere der er begyndt at spekulere i handelsforholdene, da den såkaldte multiplikator-effekt jo er afhængig af størrelsen på importen (eksempelvis Dani Rodrik). En keynesiansk stimulus-pakke skal med andre ord være så økonomisk nationalistisk som muligt. Lad os da håbe at det ikke udmønter sig i barrierer for frihandel, da de fleste vel stadig er enige om at de var en væsentlig medvirkende faktor til det økonomiske sammenbrud i 30erne.
Politikerne tager imod med kyshånd
Og statsledere verden over spidser for alvor øren – så snart at økonomerne endelig siger noget der stryger den populistiske mentalitet med hårene, forspilder politikere ikke chancen for at presse citronen til sidste dråbe. I skrivende stund forbereder politiske ledere verden over en reprise af 1930ernes eksplosive offentlige forbrugsfest. Som i de fleste andre aspekter af livet, tager USA førertrøjen med først en af de mest gigantiske statslige likviditetsindsprøjtninger i finanssektoren siden 30erne, og dernæst en økonomisk ”stimulus-pakke” til at matche den. For at det ikke skal være løgn har jeg netop set Obama på TV annoncere endnu en ”spending plan”, denne gang målrettet boligejerne, på 75 milliarder dollars, der skal finansieres fra det såkaldte ”Troubled Asset Relief Program” fra 2008 (dvs. Det budget der skal bruges til at opkøbe værdiløse aktiver med…).
Derudover er der et gespenst fra fortiden, der ellers har været henvist til skammekrogen i mange år, begyndt at vise sit fæle kontrafej igen: nationaliseringer. Først på politikernes dødsliste står naturligvis finanssektoren. I USA har man vidst opgivet at nationalisere store dele af den på forhånd, alene fordi den er så omfattende og kompliceret – men offentligt ejerskab af flere store banker har allerede været på tale, og det er det også herhjemme. Den skrantende amerikanske bilindustri står naturligvis i anden række.
Nationaliseringer, eller blot offentligt ejerskab generelt, er et langt mere drakonisk skridt at tage, for den offentlige sektor, end blot at pumpe penge ud i samfundet, fordi at det involverer mikrostyring af økonomien. Det viser sig eksempelvis ved Socialdemokraternes krav om lønstyring i finanssektoren eller Demokraternes krav om produktion af grønne biler i USA. Med offentligt ejerskab kommer naturligvis også offentlige krav – og dermed særinteressernes indtog dybt inde i den private sfære. Offentligt ejerskab vil medføre at bankerne skal benyttes til realisere politiske visioner. Det er utroligt at mange af de folk der stejler højlydt over diverse anti-terror tiltag, der krænker grundlæggende frihedsrettigheder, samtidig er så bøjelige (eller måske endda positivt stemte) overfor tiltag der i den grad forstærker statens uindskrænkede magt og indflydelse.
Socialdemokrater presset til vanviddets rand
Men ændringerne i kulturen, de økonomiske ræssonementer og skredet i budget-disciplinen er ikke det værste i forhold til fremtidsudsigterne. Det er uden tvivl den effekt som de borgerlige partiers venstredrejning tilsyneladende har haft på Socialdemokratiet. Af ren desperation over at blive sat fra magten, og se paralyseret til i næsten 10 år, har Socialdemokraterne tilsyneladende set sig nødsaget til at søge tilbage til rødderne og købe vælgerne med en syndflod af serviceydelser og indkomstoverførsler. Om ikke andet så alene for at kunne adskille sig fra Venstre.
Herhjemme er regeringen begyndt at planlægge deres egen stimulus-pakke, og Socialdemokraterne er naturligvis stålsatte på at overbyde regeringens plan med langt større udgifter. Helle Thorning-Schmidt har udtalt at der skal noget ”ekstraordinært” til, for at overkomme den nuværende krise. Nu er det ret beset ikke særligt ekstraordinært at Socialdemokraterne vil bruge penge (det modsatte ville have været det) – men de vil naturligvis bruge dem på at pleje deres vælgere, det vil sige ved at forøge antallet af offentlige jobs gennem investeringer i den offentlige sektor, miljøet, uddannelse, boligbyggeri og kollektiv transport. Det samme vil SF, der pludselig er blevet så vigtige spillere på den politiske scene at de stiller med forslag som folk rent faktisk er nødt til at tage alvorligt.
Resultatet er at næsten hver gang socialdemokraterne åbner munden i Danmark, løber det koldt ned ad ryggen på enhver der værdsætter frihed bare en lille smule. Hvis man kigger lidt på Socialdemokraternes udspil de seneste par år, tror man simpelthen at det er løgn. Udover at ville overgå regeringen på alle punkter, hvad angår udfoldelse af den offentlige sektor, har de også præsenteret nogle konkrete udspil, der har tiltrukket opmærksomhed. Et af de mest opsigtsvækkende var deres koncept for ”Trivselssamfundet” – som en slags pendant til ”Velfærdssamfundet”. I deres folder om projektet lægger de ud med citatet: ”Vi er rigere, bedre uddannede og mere succesrige end det nogensinde før er set. Men hvad vi vil bruge den øgede velstand til, er et politisk valg. Et ideologisk valg”.
Nej det er ej. Det er individuelt valg, og jeg er ærligt talt lidt utryg ved hvad det er Socialdemokraterne signalerer for fremtiden, med den udtalelse. Velfærdssamfundet betød statslig kontrol med velfærdsydelser, primært social sikring, sundhed og uddannelse. Trivselssamfundet må så betyde statslig kontrol med trivselsydelser? Hvor går grænsen for hvad der skal opfattes som trivselsydelser? Skal Mette Frederiksen nu til at have indflydelse på om jeg skal gå til jazzballet eller ej? Kigger man nærmere på udspillet ligner det dog mere traditionel velfærds-statspolitik, med principper som ”retten til et liv uden konkurrence” (og uden fremgang….), ”opgør med kapitaliseringen af vores fælles værdier” (og privat initiativ og kreativitet – farvel frie initiativ, goddag særinteresser) og ”retten til en forureningsfri tilværelse” (og lav produktivitet…). For at give et billede af indholdet, er det værd at bemærke at den førstnævnte ret indeholder det idiotiske forslag om ”tidsbanker”.
Et andet frastødende fækalie fra det socialdemokratiske rædselskabinet er et forslag om ”Nationalt væksthus for computerspil”. Det er tydeligvis målrettet de yngre generationer – mig selv inklusive. Ideen er her tilsyneladende at det offentlige skal medvirke til at udbrede brugen af computerspil i samfundet. I et afsnit om ”Spil og public service” (hvad i alverden er public service computerspil?) beskriver de desuden behovet for at investere i industrien for at den ikke skal ”halte efter” de øvrige sektorer i underholdningsbranchen, og den internationale industri (effekten af offentlige investeringer i kulturindustrien, kan nemlig ses på den danske filmindustris uantastelige dominans på globalt plan).
Med frygt for at lyde som en klynkende pessimist, forventer jeg at de kommende årtier bliver en hård kamp opad bakke for liberale. Leviathan er på mode igen.