Der står i Danmarks grundlov, at vi alle er berettiget til at offentliggøre vores tanker. Både i tale og skrift og på tryk. Og så bliver der sat fed streg under at censur og ”andre forebyggende Forholdsregler” aldrig kan indføres. Det står i paragraf 77.
Når der skelnes imellem skrift og tryk, så er det sikkert en lille henvisning til forskellen mellem at få beslaglagt sine håndskrevne breve, og så få sine trykte bøger blacklistet og eventuelt brændt. Hvordan sådan en distinktion så skal tolkes ind i en digital samtid, hvor forskellen på skrift, tryk og tale er forsvindende lille.. Ja, det står som et uafklaret spørgsmål.
Noget andet, og mere væsentligt, som er ganske uafklaret, er de ”andre forebyggende Forholdsregler”. Hvad er det for nogle forholdsregler? Hvad er det for noget forebyggende noget?
Det forekommer mig dog modsat enormt tydeligt, at vi lige nu har nogle ytringsfrihedsproblemer. Og jeg har på fornemmelsen at netop de der ”andre forebyggende Forholdsregler”, som ikke måtte indføres mod ytringsfrihen, netop er kilden til problemet.
Jeg taler om selvcensur. Og ikke bare når det kommer til satire-tegninger af Muhammed. Nej, jeg taler om en mere vidtrækkende selvcensur: Den som er kommet med masseovervågningen.
I 1791 designede filosoffen og- arkitekten Jeremy Bentham en ny type fængsel. Ideen var egentlig simpel nok: Hvis alle de fængslede troede at de konstant var overvågede, så ville de ikke turde begå ulovligheder. Derfor tegnede han et fængsel, hvor alle celler vendte ind mod et centralt tårn, hvori der så skulle sidde en enkelt fængselsbetjent og holde øje.
Fængselsdesignet fik navnet Panoptikon. Og det var ganske populært, og fungerede helt fint efter hensigten: Samtlige indsatte følte sig konstant overvågede, selvom den ene fængselsbetjent umuligt kunne holde øje med alle indsatte. Det sikrede god opførsel og ro og orden.
Den bemærkelsesværdige mekanisme får Michel Foucoult osse øje på. Han skriver i Discipline and Punishment, her lidt frit oversat:
”Når man er underlagt en synlighed, og man er bevidst om sin synlighed, så begrænser man sig selv. Man påtager sig den magthavendes syn på sig selv; man tvinger sig selv til underkastelse.” (202-203)
Når vi er bevidste om at vi er overvågede – og det er vi! – så ender vi med at lægge bånd på os selv. Vi tager overvågerens reglement til os. Vi censurerer os selv.
Vi holder igen. Vi tør ikke skrive hvad som helst til hvem som helst. Vi kan ikke acceptere venneanmodninger fra hvem-som-helst. Vi holder igen med at søge på hvad-som-helst. Vi kan ikke læse og se hvad-som helst..
For tænk nu hvis det vil blive brugt mod os.
Tør du søge på kontroversielle emner? – Vel vidende at det kan betyde at du kommer på en liste over terrorist-mistænkte?
Tør du skrive noget kritisk om politikerne, politiet eller endda PET? – Vel vidende at du ikke kan sikkerhedsgodkendes bagefter?
Bare det, at du engang imellem kan komme til at stille dig selv sådan et spørgsmål, giver dig et helt nyt udgangspunkt for at forstå din egen ytringsfrihed. Nu er det pludselig ytringsfrihed med modifikationer.
Og her vil jeg gerne spørge: Er selv-censurens rødder i masseovervågningens panoptikonfængsel, ganget op med gummiparagraffer der kan udløse bøder og fængsel for udtrykte kritiske holdninger, netop ikke en ”forebyggende forholdsregel” mod frie ytringer?
Tænk over det, næste gang du ser politikere som vil indføre masseovervågning med den ene hånd, og lukke “ekstreme hjemmesider” med den anden.
