Man tror simpelthen at det er løgn, men denne mail-korrespondence imellem en utilfreds Ph.D. kandidat og Weekendavisens Anna Libak er vidst autentisk nok. Krævementalitet med højt lix-tal. Til orientering kan jeg sige at de fleste benytter omtrent 1-2 uger på at skrive en ansøgning om Ph.D.-stipendiat, hvilket gør det så meget desto mere absurd at vedkommende ikke magter at gøre det på seks måneder uden skatteborgernes finansielle assistance.
Slap af, han tuder. Med den indstilling håber jeg virkelig ikke, at han får stipendiatet!
Kan da godt se hans pointer. Men i stedet for at bruge 15 timer hver uge nede paa kommunen, saa kunne han arbejde 15 timer om ugen paa en tankstation imens. Ingen grund til at smide flere penge efter den pamper.
Mage til hjernevasket person skal man da lede længe efter.
Det værste er at der sikkert ingen mekanismer er som kan fange ham og sende ham ud af det akademiske system for der er han da for dum til at høre til.
Måske googling af kandidater burde være et standard krav, så ville denne lille mail korrespondence jo dukke op 🙂
Den er da helt gal. Jeg er især vild med følgende guldkorn fra PhD kandidaten: “Dagpengereglerne er jo ikke ens for alle, da alle uanset kompetencer behandles ens.”
Han er så overbevist om at han er et mere værdifuldt menneske end alle “rutinearbejderne”, og at det er helt naturligt at deres formål i livet er at hjælpe ham med at opfylde hans karrieredrømme. Det falder ham slet ikke ind, at de ansatte i Netto måske også er mennesker med drømme og ambitioner (som de vel at mærke må forsøge at opfylde for egen regning).
Damn en taber!