Ritzau oplyser den 14. november, hvad Socialistisk Folkepartis løsning til krisen i velfærdsstaten (selve ordet ”velfærdsstat” er en selvmodsigelse) består i. Socialisterne ønsker ifølge Ritzau at ansætte 56.000 flere mennesker i den offentlige sektor frem til 2006. Dvs. 24.000 flere, end regeringen lægger op til. 6.000 af disse mennesker skulle ifølge SF ansættes som hjemmehjælpere. SF ønsker at udstede en plejehjemsgaranti.
Dette er jo fuldstændigt absurd. Der er ikke brug for at ansætte flere mennesker i den statslige sektor i et land, som i forvejen anvender godt og vel en femtedel af BNP på lønninger og arbejdsgiverbidrag til offentligt ansatte. I stedet burde man fyre 56.000 om måneden i omkring halvandet år, så staten kunne få en passende størrelse.
Efter min mening er det et paradoks, at man i et civiliseret samfund kan have partier, som kalder sig socialistiske og åbenlyst er fortalere for indskrænkninger i individuelle rettigheder og bred anvendelse af tvang og kontrol. Måske passer den socialistiske ide på organiseringen af myresamfund eller amøber, men i forhold til mennesker af kød og blod er den uværdig og barbarisk.
De dele af samfundets funktioner og tjenesteydelser, som vi i almindelighed er mest tilfredse med, fungerer alle på markedets vilkår. Tænk på musikindustrien, detailhandlen, bilproducenterne og slikfabrikanterne. Tænk derefter på hjemmehjælpen, hospitalsvæsenet og arbejdsformidlingen. Alle de funktioner i samfundet, som tilvejebringer borgeren med en inferiør og uværdig behandling, er organiseret i staten.
Årsagen er selvfølgelig, at ingen offentlig ansat bliver fyret ved en dårlig service. Ingen statslige myndigheder bliver afskaffet, hvis der ikke er brug for dem. Ingen statslige myndigheder leverer varer under konkurrence, så de har ingen incitamenter til at holde omkostningerne i ave. Ingen statslig myndighed ved, hvilken service der er den rigtige, og i hvilket omfang den skal udbydes, for den har intet prissystem, som kan tilvejebringe denne viden.
Hvis der fra det politiske system stilles krav om bedre offentlig service, kan man forvisse sig om bureaukratens svar: Jeg behøver flere penge og flere ansatte under mig – ellers kan disse krav ikke imødekommes.
Hvis der fra det politiske system stilles krav om besparelser og rationaliseringen, kan man forvisse sig om, at bureaukratens svar vil være at skære ned i sin funktion, dér hvor det gør mest ondt.
I hospitalsvæsenet skaber bureaukraten en venteliste eller lader kostbart apparatur stå ubenyttet hen for at signalere, at man burde prioritere hans funktion højere.
Børneplejen har mange steder ventelister på adskillige måneder, fordi finansieringen er offentlig.
Ældre mennesker står ofte på ventelister i mange måneder for at kunne flytte ind i en beskyttet bolig. Sagsbehandlingstiden i Udlændingestyrelsen (godt navn – hvem sagde Det Tredje Rige?) er horribel.
Hvem har nogensinde hørt om en privat virksomhed, som i længere tid opretholdt en venteliste? Ingen. Ventelister er udelukkende et planøkonomisk problem. Og ingen steder fungerer ting lige så dårligt, som i staten. Det er ikke, fordi vi ikke betaler nok i skat – staten vælter sig i penge og ansatte. Det er simpelthen fordi offentligt ansatte ikke har nogen interesse i at levere en ordentlig ydelse.
Hvis man forudsætter, at offentligt ansatte leverer en god service må det derfor udelukkende bero på en antagelse om, at offentligt ansatte er idealistiske individer, som ikke drives af egeninteresse, men af filantropi og uselviskhed.
Jeg skal ikke udelukke, at der i den offentlige sektor findes sådanne mennesker, men jeg er betydeligt mere pessimistisk mht. at det generelt skulle være tilfældet.
SF ønsker at belønne staten for dens elendige service ved at bibringe større budgetter og flere ansatte – enhver bureaukrats drøm. Man fristes til at spørge: Virker økologiske produkter hallucinerende? SF har ikke fattet en skid.
At regeringen har udstedt en pasningsgaranti, en garanti for hurtigt kræftbehandling, en efterlønsgaranti osv. er fuldstændigt latterligt. Garantier på leveringen af ydelser, man i forvejen har betalt for, er udtryk for, at tilvejebringen (staten) kommer til kort. SF’s åndsvage plejehjemsgaranti sætter prikken over i’et.
Løsningen er ikke flere penge og ansatte til det offentlige. Løsningen er privatiseringer en masse.