Onde Microsoft og det gode Internet

Microsoft har med sine styresystemer og applikationer gjort det nemmere – eller i det hele taget muligt – at overføre store mængder data, bearbejde dem i programmer, at kommunikere med fremmede mennesker over store distancer. Internettet havde muligvis været der nu, selvom Microsoft aldrig havde eksisteret – men det havde været i en tyndere og mindre velfungerende form, som kun mennesker med specielle forudsætninger for computerbrug ville have nævneværdig gavn af. Uden Microsoft ville udviklingen kun have været nået til årtiet før hvor tid.
Der er derfor ingen tvivl om, at Microsoft har beriget verden. Produkterne har hjulpet til at effektivisere den gamle økonomi, og de lægger grunden for udviklingen af den nye. Markedets svar har selvfølgelig været at belønne Microsoft. Gennem frie valg har forbrugere over hele verden belønnet Bill Gates og hans dygtige udviklere, så de fik flere resurser (profit) at arbejde med. Så flere nyttige produkter kunne se dagens lys. Og flere mennesker kunne blive i stand til at udføre mere arbejde på kortere tid. Så flere mennesker i det hele taget er i stand til at søge information om deres omverden – om økonomi, madlavning og sport. You name it. Om det så har været til professionelt brug eller til privat hobby.
Venstrefløjen har ikke været sen til at anerkende betydningen af Internettet. Det omtales allerede tilnærmelsesvis som en menneskeret at have adgang dertil. Venstrefløjen nærmest undrer sig over, at demokratiet overhovedet har kunnet fungere (hvis det da har det?) uden Internettet. Dén slags grædekonesnak beskæftiger vi os ikke med på Liberator. Det lader vi SF om.
Internettet er godt, men Microsoft er ond, for virksomheden ønsker at tjene penge på noget, der er godt. Sådan lyder den venstreorienterede kritik:
Man ser for sig den onde, griske nørd, Bill Gates. Den grimme grydefrits. Firserbrillerne og den blege hud. Microsofts stifter kan få anti-kommercialismen og teknofobien op i enhver venstreorienteret. Hvad den mand ikke har drukket af cola! Den blege hud vidner om tusindvis af timer i det blågrå lys fra computerskærmen. Har han nogensinde gået en tur og nydt naturen? Han er garanteret ligeglad med naturen! Sådan er kapitalismen og kapitalisterne! Mer’ vil ha’ mer’! Bill Gates er nørdernes nørd. Skolet i programmeringssprog har han tilbragt det meste af sit liv med at kommunikere med andre tilsvarende nørder, og han er blevet verdens rigeste mand på det. Karl Marx’s ord om fremmedgørelse kommer her til sin ret! Specialiseringen i arbejdsprocessen er ekstrem. De skaber deres eget sprog og mister deres evner til at fungere socialt. De tænker kun på sig selv og er ligeglade med kollektivet!
Da marxisme som en pseudovidenskab ikke er falsificerbar (dvs., at det ikke er muligt at afsløre, hvis der findes observationer, som strider imod dens forudsigelser), ser marxister tegn på, at marxismens love gælder alle steder. Kravet om større afkastningsgrader i den benhårde konkurrence fører til stadigt større investeringer og fusioner. Rationaliseringer og investeringerne medfører derfor antageligvis, at antallet af virksomheder i markedsprocessen konvergerer mod én. Det kan være, at de venstreorientere omsider mener, de har et håndgribeligt bevis for, at Marx havde ret.
Forestillingen om, at Microsoft har monopol, er faktisk udbredt langt ind i borgerlige cirkler, hvorfor troen på, at det vil gavne os alle, at Microsoft blev splittet op eller på anden vis reguleret, er ganske udbredt blandt ellers intelligente mennesker. Microsofts markedsandel er ganske betragtelig på visse markeder, men der er faktisk langt fra at observere store markedsandele til at sandsynliggøre, at en virksomhed nyder et monopols stilling på markedet.
Et monopol er i økonomisk forstand i stand til at sætte sin pris uafhængigt af markedet. Dette er eksempelvis tilfældet med masser af de ydelser, som i dag leveres af staten. Staten nyder monopol i kraft af tvangsfinansiering eller love, som simpelthen forbyder konkurrence fra private.
Men Microsoft er på ingen måde i stand til at sætte sine priser uafhængigt af markedet, for virksomheden tilvejebringer sine ydelser i skarp og ureguleret konkurrence med softwarefirmaer i hele verden. Desuden konkurrerer Microsoft med sig selv. Alle de produkter, som virksomheden allerede har lanceret, gør det mindre nødvendigt at anskaffe sig de nye produkter. Denne mekanisme forstærkes, hvis virksomheden sætter sine priser for højt, og desuden vil større dele af efterspørgslen blot blive tilfredsstillet ved simpel (ulovlig) kopiering af produkterne, som det allerede sker.
Som tilfældet var med Alcoa og Standard Oil besidder Microsoft derfor kun store markedsandele, fordi virksomhedens produkter grundlæggende er bedre end alle andres. Microsofts store markedsandele har desuden hjulpet til at standardisere software, så det er kompatibelt på tværs af computere og landegrænser. Hvis dette ikke var tilfældet, kunne man forvisse sig om, at der snart ville opstå et statsbetalt hylekor med det formål for øje, at staten skulle regulere og finde ”det bedste produkt” og sætte det som standard for os alle. Yderligere kunne man forvisse sig om, at en statslig løsning ville komme til at favorisere et produkt, som lige præcis ikke var det bedste.
Vi skal være glade for Microsoft, hvis innovationer har haft en kæmpe betydning for den løbende effektivisering af vore økonomiske institutioner. Dette har kun kunnet lade sig gøre, fordi virksomheden (foreløbig) har fungeret relativt ureguleret. Det er vigtigt, at Microsoft også i fremtiden fungerer ureguleret, så innovationerne ikke hæmmes af bureaukrati og snærende restriktioner. Hvis virksomheden begynder at blive for slap i koderne eller sætter sine priser for højt, kan vi roligt stole på, at andre virksomheder lynhurtigt vil komme til at øge deres markedsandele på bekostning af Microsoft – sådan fungerer et ureguleret marked.