Dubya og verden, EFTER

Som jeg har beskrevet i ”Dubya, FØR”, var der visse positive tendenser i det nye amerikanske regeringsprogram. Det ville måske være en overdrivelse at kalde Bush-administrationen frihedsorienteret, hvis det ikke var, fordi den forrige regering havde været så ringe.
Men nogle af tendenserne gik i retningen af større individuel selvbestemmelse, mindre statslig regulering og lavere skatter. Et af de vigtigste forslag var selvfølgelig, at USA skulle neddrosle deres farlige engagement rundt omkring i verdens brændpunkter.
Ifølge de europæiske statsledere kunne man næsten ikke begå en større synd. Når man har magt, skal man selvfølgelig bruge den, synes de at mene. Og det er jo et gratis standpunkt. Folk i hele verden hader jo ikke Europa. De brænder ikke EU-flag af i gaderne, selvom der måske kunne være god grund til det.
EU har på dygtig vis opbygget en humanistisk facade foran det grimme indre. Masser af nødhjælp strømmer hvert år til udviklingslandene fra EU. Med den ene hånd giver EU udviklingslandenes konsulentbistand til højst tvivlsomme projekter, mens EU med den anden underminerer en sund kapitalistisk udvikling i landene og hindrer ulandes produkter i at nå ind over grænsen til EU.
Inden Bush-administrationen nåede at udmønte sine intentioner om en delvis tilbagetrækning af tropper og ”støtte” til alverdens lande, blev fire indenrigsfly kapret i USA. To af dem blev med vilje styret ind i World Trade Centre, som efterfølgende kollapsede. Omkring 4.000 mennesker omkom i WTC-katastrofen.
Sluserne blev åbnet for kollektivistisk ævl. Folk, som altid har ment, at vestlige værdier var farlige og forfærdelige, faldt over hinandens ben for at fordømme terroren, og hævdede skingert at angrebene i USA var ”et angreb på vestlige værdier og selve den demokratiske institution”.
The Welfare-Warfare State er et begreb, som får stadigt mere mening…
Derved blev den mest åbenlyse forklaring ignoreret. Flere årtiers bombninger og indblanding i muslimske landes affærer var skyld i angrebene i USA. Dét er den politisk ukorrekte sandhed, som ikke må fortælles efter den 11. september. Få mennesker ønsker at indse, at WTC-katastrofen ikke bare med stor sandsynlighed kunne have været undgået – men også var selvforskyldt.
De europæiske ”humanister” fremførte, at den annoncerede ændring i amerikansk udenrigspolitik nu måtte hindres. Ja, de påstod sågar, at den 11. september var intet mindre end beviset på, at USA blev nødt til at føre en aktivistisk udenrigspolitik.
Desværre har Bush-administrationen ikke gjort alvor ud af de første løfter om en tilbagetrækning af amerikanske tropper. Tværtimod. ”Operation Lasting Peace” er formentlig kun begyndelsen på et langt og frugtesløst (faktisk kontra-produktivt) korstog mod en vagt defineret og usynlig fjende.
Krigen mod terror kan ikke vindes. Der vil altid findes terrorister, og deres antal vil ikke blive mindre i takt med nye amerikanske bombninger i muslimske udviklingslande. Foreløbig har aktionen i Afghanistan kostet omkring 3.700 uskyldige civile livet pga. amerikanske bombninger. Jeg har ikke set dette tal omtalt i danske medier, selvom det næsten ækvivalerer antallet af omkomne i TWC. Ofte ses blot små notitser, som henkastet omtaler ”fejlbombninger” eller ”collateral damage”. Professor Marc W. Herold fra University of New Hampshire har fortløbende registreret nyheder om bombninger i Afghanistan og vedligeholder en database om de afghanske civilister, der har mistet livet pga. amerikanske bombninger.
Hvis man ikke vidste bedre, kunne man umiddelbart få det indtryk, at den amerikanske indsats har været et ”kirurgisk indgreb” – uden nævneværdige omkostninger for lokalbefolkningen. Den ulidelige stank fra brændt menneskekød, rådnende lig og betændte afghanske sår når aldrig den danske læser, som er ved at indtage sin morgenmad.
Invasionen i Afghanistan har måske ryddet Taleban-styret af vejen. Men det er alt for tidligt at glæde sig på den menige afghaners vegne. Den forherligede Nord-Alliance, som består af krigsforbrydere, eks-kommunister og kvindehadere, vil sikkert tage sig betalt for deres modstand mod Taleban. Nord-Alliancen var dem, som i sin tid indførte de fleste indskrænkninger i kvinders rettigheder, som Taleban har fået skylden for!
Jeg vil se en afghansk succes, før jeg tror på den…
En anden omkostning ved krigen mod terror er de stramninger i retspolitikken, som nu foretages i alverdens vestlige lande. Krige er den væsentligste kilde til ufrihed, og desværre har både Bush-administrationen og den nye danske regering spændt sig for ufrihedens vogn med deres planlagte indskrænkninger i borgeres retssikkerhed.