Drivhuset og mediehysteriet

I foråret 2001 bragte en række aviser artikler, som kædede en observeret udtynding af Kilimanjaro-bjergets gletsjer sammen med drivhus-teorien om global opvarmning. Alle artiklerne var spækket med nonsens. Her bliver der kun plads til at rette de værste af misforståelserne.
Afsmeltning fra Kilimanjaro-gletsjeren skyldes næppe menneskeskabt global opvarmning, alene af den grund, at det faktisk ikke bliver varmere i det østlige Afrika, hvor gletsjeren befinder sig. Overflademålinger de seneste 20 år viser ingen opvarmning og sattelitmålinger viser endda en regional afkøling i Østafrika. Afsmeltningen kan være en forsinket effekt af, at den såkaldte “lille istid” begyndte at vige fra midten af 1800-tallet. Det tager tid for så store ismasser at smelte. Eller den kan skyldes ændringer i mikro-klimaet omkring bjerget – ændringer som intet har med global opvarmning at gøre.
JP-korrespondent Ola Säll tilskrev i en artikel ekstreme vejrfænomener en påstået menneskeskabt drivhuseffekt og citerede en enkelt forsker for at mene, at der er “tydelige vidnesbyrd om, at vejrforholdene bliver stedse mere ekstreme”. Men jeg har ikke stødt på forskning, som tyder på, at der de seneste årtier har været en stigning i ekstreme vejrfænomener. FN’s klimapanel siger for eksempel, at de ikke ser tegn på øget frekvens og intensitet af tropiske storme. Hvis Säll i fremtiden ønsker at skrive mere afbalancerede artikler om emnet, kan jeg sætte ham på sporet af forskere, som ikke deler den opfattelse, at vi i dag ser flere ekstreme vejrfænomener end tidligere. Faktisk vil jeg påtage mig at finde 2 for hver forsker Säll måtte opdrive med det modsatte standpunkt.
Säll omtalte en række enkeltstående eksempler på tørke og oversvømmelse i de seneste år samt en lidt kryptisk henvisning til “flere forskere”, som angiveligt skulle være “af den opfattelse, at El Nino optræder hyppigere og hyppigere”. Hvem er disse forskere, og hvordan er de nået til den opfattelse? Det fik vi ikke noget at vide om. Anekdoter om vejret er ikke klimaforskning. Der er mange hundrede floder i verden – hele 41 af disse har en længde på mere end 2.500 km. Det ville da være besynderligt, hvis der ikke hvert år langs mindst én af disse mange floder forekom “de værste oversvømmelser i mands minde”, som man så ofte hører om.
Helt grotesk blev det, da drivhuseffekten fik skylden for en tilvækst i antallet af malariatilfælde i Rwanda på 300 procent. Det er simpelthen noget sludder. Malaria-myg trives nu engang i Rwanda, og marginale klimaændringer (naturlige eller menneskeskabte) gør kun en marginal forskel. Den tragiske stigning i Rwanda skyldes sandsynligvis, at de kaotiske tilstande i landet i de senere år har gjort det svært at bekæmpe malariamyggen. Endvidere kan Vestens pres på diverse udviklingslande for at få dem til at undlade at bruge DDT spille en rolle.
———————————–
Med jævne mellemrum er der internationale forhandlinger om klima og begrænsning af CO2-udslip. I det sene efterår 2000 forhandledes i Haag i Holland. Det er sikkert som amen i kirken, at en række såkaldte nyheder om det globale klima dukker op i pressen i dagene op til og under sådanne internationale forhandlinger.
Denne gang var ingen undtagelse. Med perfekt timing offentliggjorde en europæisk forskergruppe en rapport om betydningen af klimaforandringer for det europæiske kontinent. Den rummede intet nyt om CO2’s indflydelse på klimaet men antog, at fire år gamle modelberegningerne af fremtidens klima ville blive til virkelighed. Der var ingen forskningsmæssig vurdering af denne antagelse. Det forskningsmæssige bidrag bestod i at vurdere konsekvenserne, hvis antagelsen blev til virkelighed. Alligevel konkluderede store dele af pressen, at nu var der en ny rapport, som bekræftede drivhuseffekten. På DR-online kunne man således læse, at “Jordens klima vil ændre sig drastisk i de næste 20 til 100 år. Det viser en ny rapport…” osv.
Og den danske medforfatter Jørgen E. Olsen fra Danmarks Jordbrugsforskning var citeret for at sige, at klimaændringer skyldes drivhusgasser, at klimaforandringerne er i gang, og at vi ligeså godt kan forberede os. Ifølge hans eget CV er hans arbejdsområde klimaets indflydelse på planter – ikke menneskets indflydelse på klimaet.
En rapport, der antager, at klimaændringer vil finde sted præsenteres pludselig som en rapport, der beviser noget sådant. Og Svend Auken er vanen tro ikke sen til at springe på vognen. I Politiken 16/11 skriver han om rapporten: “Advarsler om klimaændringer er der nok af. I sidste uge kunne et hold videnskabsmænd fortælle om udsigterne for klimaet i Europa”.
Det kan undre, at ingen i pressen har forholdt sig blot den mindste smule kritisk til markedsføringen af denne rapport. Men det er desværre symptomatisk for pressens behandling af klimaspørgsmålet.
———————————–
Informationscenteret, Grøn Information, som er finansieret af Miljø- og Energiministeriet skriver: “Danskernes daglige energivaner har betydning for omfanget af oversvømmelser, storme og det fremtidige antal ø-stater” . Sandheden er, at ingen ved, om udledningen af CO2 fra vores energiforbrug har disse effekter. Hvis der f.eks. overhovedet er en sammenhæng mellem temperatur og antallet og intensiteten af orkaner, så er den, at højere temperatur forårsager færre orkaner .
Samme sted kan læses: “Der har tidligere været udsving i Jordens gennemsnitstemperatur. De historiske temperatursvingninger foregik imidlertid over flere tusinde år. Nutidens “klima-eksperiment” foregår over nogle få hundrede år”. Sandheden er, at den observerede temperaturstigning langt fra er uden fortilfælde.
Danmarks Radio havde i forbindelse med klimatopmødet i Kyoto i december 1997 på sine internet-sider (DR Online) et tema, som hed “klima på nettet”. Her blev man budt velkommen på følgende måde: “Velkommen til Klima på nettet. Permafrosten er begyndt at tø…” Denne påstand blev gentaget i en radioudsendelse i november 1997 på P1 i serien “livet i drivhuset”. Og den blev endnu engang gentaget i TV-programmet “Med kloden som indsats”, som blev vist i DR1 i november 1997.
Men sandheden er lidt mere indviklet. Det er korrekt, at temperaturerne i udvalgte områder af Alaska er steget. Som vi har set finder den slags udsving sted også uden menneskelig indblanding. Ser man på de arktiske temperaturer som helhed, har de ikke udvist nogen klar tendens. Som de globale temperaturer i øvrigt er de arktiske steget i perioden frem til 1940, altså igen inden hovedparten af CO2-udledningen. Fra 1940 og frem har tendensen været faldende arktiske temperaturer .
———————————–
I forbindelse med klima-topmødet i Kyoto holdt daværende miljøminister Svend Auken sig ikke tilbage fra at bruge store ord. I TV-udsendelsen Profilen den 25. november 1997 udtalte han bl.a: “Vi vil være del af en altomfattende klimakatastrofe i øvrigt i verden”.
Intervieweren (Kurt Strand) spørger, hvad vi kan gøre, hvortil Svend Auken svarer:
“Vi kan lade være med at spille hazard med klodens fremtid. Det er dét vi gør nu. Det er det uhyggeligste harzardspil, som overhovedet kan tænkes, hvor vi ikke bare spiller med vores børns, men med vores børnebørns og oldebørns fremtid, fordi vi ødelægger nogle meget fintfølende mekanismer i vores klimasystem… Nogle videnskabsfolk siger: ‘man kan ikke bevise, at det går så galt’, men jeg synes, at det er fuldstændig grotesk, at vi skal leve med en risiko, som bliver mere og mere til vished, bare fordi der ikke er noget endegyldigt bevis. Det er først når katastrofen er indtruffet… at vi kan tale om et bevis, men vi plejer jo ikke at vente med at gøre noget ved brandsikring til huset er brændt ned, eller rette bremsen indtil vi er kørt galt. Vi plejer at rette bremserne, når de er defekte eller brandsikre huset, når det er usikkert, og så virker det på mig fundstændig absurd, at vi ikke vil gøre noget for at afværge truslen om den største katastrofe, man næsten kan forstille sig”.
Svend Auken har ikke ret i, at risikoen bliver mere og mere til vished. Tværtimod har yderligere forskning på området hele tiden ført til ændringer i forudsigelserne, og vel at mærke er de forventede konsekvenser af CO2 løbende blevet nedskrevet. Om noget har forskningen gjort det mere sandsynligt i løbet af de seneste ti år, at den klimamæssige effekt af menneskets CO2-udledninger er tæt ved nul. Mens nogle gisninger for 10 år siden berettigede at bruge ordet “katastrofe” om de mulige konsekvenser af CO2-udledningen, er der i dag intet forskningsmæssigt belæg for sådanne udtryk. Det sandsynlige er en marginal påvirkning af klimaet, hvis konsekvenser næppe vil påvirke menneskeheden mærkbart. Skulle påvirkningen vise sig at blive mærkbar, er det mindst ligeså sandsynligt, at den bliver positiv som negativ.
Svend Aukens sammenligning med huse og bilbremser holder ikke. Vi sikrer huse mod brand og justerer bilers bremser, fordi vi af erfaring ved, at der er tale om risici af en vis størrelse, som det kan betale sig at bruge en vis mængde ressourcer at sikre sig imod. Men det sker stadig, at huse brænder ned, eller at bremser svigter, for udgiften ved en 100 pct. gardering ville ikke stå i et fornuftigt forhold til gevinsten. Der er ligeledes et utal af risici, som vi ikke garderer os mod, fordi vi vurderer, at det ikke kan betale sig, f.eks. meteornedslag. Vi kan ikke afvise, at et meteornedslag kunne tænkes at slå os ihjel hvert øjeblik, det skulle være. Der er altså en risiko, men det ville være absurd at handle på basis af denne viden.
Vi har efter alt at dømme tid til i løbet af de kommende 100 år at omstille os til energiproduktion, som udsender mindre eller ingen CO2. Der er ingen grund til hurtige panik-aktioner i stil med den, som Svend Auken og EU lagde op til i forbindelse med Kyoto-topmødet i december 1997. Hvis vi bruger store ressourcer og en masse opmærksomhed på at sikre os mod små og usandsynlige risici, har vi færre midler til rådighed til en indsats overfor langt større trusler.
Man kan ikke som Svend Auken anlægge det synspunkt, at blotte gisninger om mulige katastofer berettiger dramatiske globale aktioner. Hvilke mulige katastrofer har vi opfundet om 2, 3 eller 5 år? Vi bliver nødt til at basere vores handlinger på videnskabelige vurderinger af en given risikos størrelse. Modværgehandlinger skal stå i forhold til en sådan risiko.
———————————–
I drivhus-debatten er stemningen i den grad blevet pisket op, at ovennævnte rapport udgivet af Miljøministeriet i 1992 blev udsat for voldsomme angreb. Det faldt miljøfolket for brystet, at forfatterne var nået frem til, at drivhuseffekten ikke ville have dramatiske negative konsekvenser for Danmark. Det var især rapportens redaktør, Seniorforsker Jes Fenger fra Danmarks Miljøundersøgelse, som stod for skud, til trods for, at han udelukkende loyalt havde opsummeret konklusionerne fra omkring 40 forskere og andre eksperter.
På en konference om drivhuseffekten den 28. april 1997 kritiserede Jes Fenger “den voksende sammenblanding af videnskab og politik”. Og han fortsatte: “Nogle gange er det svært at vurdere, om man deltager i en teknisk diskussion eller i et vækkelsesmøde.” .