Det amerikansk-russiske korstog mod Osama Bin Laden

New York – USA og Rusland lancerer måske snart et fælles militært angreb mod den islamiske militante Osama Bin Laden og mod Taliban-lederskabet, Afghanistans de facto magthavere.
Et sådant angreb ville formentlig inkludere amerikanske Delta Force og Navy Seals, som ville mødes med de russiske elitekorps Spetznats og Alpha kommandoer i Tajikistan, den centralasiatiske stat, hvor Rusland har militærbaser og over 25.000 tropper. De samlede styrker kunne blive transporteret med helikopter og støttet af luftvåben dybt ind i nabolandet Afghanistan for at angribe Bin Ladens fortificerede base i Hindu Kush bjergene.
Hvor godt et sådant raid ville lykkedes forbliver spørgsmålet: amerikanske specialenheder har haft en bedrøvelig historie af fiaskoer det sidste kvarte århundrede.
Russiske specialenheder oplevede nogen succes, men også mange fejltagelser i den afghanske krig.
At likvidere trættende ”Third Worlders” er de britiske dygtige og dødelige SAS-kommandoers (Special Air Service) speciale.
I et sådant angreb ville USA også affyre krydsermissiler, og russiske luftangreb ville pulverisere afghanske statslige installationer og kommunikation for at straffe Taliban.
USA beskylder Bin Laden for bombningen i 1998 af amerikanske ambassader i Østafrika og i oktober 2000 bombningen af destroyeren ”USS Cole” i Yemen. Washington anklager den lyssky saudi, som kæmpede imod de sovjetiske styrker i Afghanistan, for at være bagmand for den globale anti-amerikanske terrorisme. Bin Laden topper FBI’s ”Ten Most Wanted” liste med en USD 5 mio. pris på sit hoved.
Rusland beskylder Bin Laden og Taliban for at hjælpe modstandsbevægelsen i Tjetjenien, hvis glemte befolkning fortsætter kampen mod russisk kolonimagt. Moskva frygter ligeledes, at Taliban truer de russisk-støttede kommunistiske diktatorer- eller røde sultaner – i Centralasien. Rusland er fast besluttet på at hævne sit nederlag i Afghanistan og genvinde kontrollen i denne store olie-rige region.
Washington sluttede sig for nylig til ”Shanghai Five”, en uofficiel pagt mellem Rusland, Kina og tre centralasiatiske stater i kampen mod ”islamisk terrorisme” – hvilket betyder regionens anti-kommunistiske islamiske uafhængighedsbevægelser. USA gik med til at dele efterretninger med dem og tilvejebringe midler til korstoget med de islamiske oprører.
Clinton-administrationens anti-muslimske alliance med Rusland er strategisk forkert og moralsk forkastelig. Ledende menneskerettighedsgrupper fordømmer Rusland for krigsforbrydelser og massemord i Tjetjenien, vidt udbredt tortur, voldtægt, plyndring, kollektive afstraffelser og operation af koncentrationslejre. Rusland har dræbt omkring 140.000 civile tjetjenere og dækket nationen med millioner af anti-personelminer.
USA har ingen interesse i at spille under hemmeligt dække med gerningsmændene til disse forbrydelser, ej heller med Kinas brutale undertrykkelse af Sinkiang muslimer eller at hjælpe pro-Moskva politistater i Centralasien. Alle Washingtons nye ”venner” i det anti-islamiske korstog er storforbrydere mod menneskerettigheder.
USA har en bedre sag mod Bin Laden, som proklamerede Jihad, eller hellig krig, for at ”befri de arabiske lande og Palæstina fra det amerikanske overherredømme”. Han har muligvis været ansvarlig for de terroristiske bombninger i Østafrika; måske også mod USS Cole. Men Washington har til dato ikke kunnet fremvise reelle beviser, kun [leaks] fra tvivlsomme anti-terrorismeeksperter.
Gamle kammerater fra krigen mod Sovjet i Afghanistan, som kender Bin Laden, fortæller mig, at USA har blæst ham ud af alle proportioner til en mytisk karikatur, den seneste af en lang række muslimske bussemænd begyndende med det 19. århundredes ”Mad Mullah”. Bin Ladens påståede angreb kan faktisk have været udført af andre saudiske ekstremister fra Wahabi-sekten.
Afghanistans Taliban afviser Washingtons krav om at udlevere Bin Laden, som er en helt for mange muslimer, indtil USA kan fremvise beviser for hans skyld, hvilket de ikke har kunnet. Da Bin Laden og andre mujahediner heroisk kæmpede mod Rusland i Afghanistan, hyldede USA dem som frihedskæmpere. Men da disse ”Jihadis” ønskede Saudi Arabien og Golfen befriet for amerikansk dominans, blev de mærket som ”islamiske terrorister”. I 1998 lod Clinton-administrationen krydsermissiler regne ned over guerillalejre i Afghanistan og en harmløs medicinalfabrik i Sudan med over 100 civile og soldater.
USA konstruerede en straffende irakisk inspireret embargo mod det krigshærgede Afghanistan på et tidspunkt, hvor mange af dets 18 mio. indbyggere var sultende og hjemløse.
Uagtet Taliban kontrollerer 95 pct. af landet, afviser USA at anerkende eller hjælpe det islamiske regime. Washington og de amerikanske medier lancerede en vild propagandakampagne imod Taliban, hvor man beskyldte det for at opmuntre til opiumproduktion, skjule terrorister og misbruge kvinder. Kvindesagen har givet genlyd i Vesten, specielt på universiteterne.
Alle kvindegrupperne, som nu skingert jamrer over, at de afghanske kvinder må gå tilsløret, var tavse, da russerne slagtede tæt på 2 mio. afghanere – halvt kvinder – fra 1979-1989; tavse om 500.000 afghanere lemlæstet af sovjetiske miner siden da; tavse om tusinder af kvinder voldtaget gennem efterkrigstiden, før Taliban fik genoprettet intern orden.
Taliban kæmper mod den oppositionelle Nordlige Alliance i det nordøstlige hjørne af Afghanistan, som ligger op til Tajikistan. Alliancens leder, Ahmad Massoud, har været kollaboratør med russerne gennem lang tid. Hans pressede styrker bliver i stigende grad støttet med russiske våben, piloter, artilleri og luftstøtte tillige med skjult hjælp fra Iran, Indien og sandsynligvis USA – alle med til at holde ild i den årtier gamle afghanske borgerkrig.
Clinton-administrationen, som skammeligt finansierede Ruslands massakre på de muslimske tjetjenere, hjælper nu faktisk Rusland med igen at gå ind i Afghanistan, en handling af blind geopolitisk tåbelighed, som vil udsætte Pakistan for fare og derudover overbevise muslimer i hele verden om, at USA er deres svorne fjende.
Amerikanske penge betaler nu for drabene af palæstinensere i Mellemøsten, myrderierne i Tjetjenien, døden af 500.000 irakiske børn (FN’s tal, ikke mine) og nu straffen af det ødelagte Afghanistan – alt dette under fanen i krigen mod terrorisme
I stedet for at prøve at overvinde Taliban, hvilket helt sikkert vil bane vej for en anden russisk okkupation af Afghanistan, skulle USA og dets allierede anerkende Taliban som den legitime afghanske regering og arbejde med Kabul for at indskrænke opiumhandlen, som nu er ude af kontrol i en nation, som er sultende og desperat.
Det kan godt være, at Vesten ikke kan lide den vilde Talibanmilits, men den udgør den legitime regering i Afghanistan og er den eneste kraft, som holder nationen sammen.
Taliban er også den eneste kraft, som blokerer for Ruslands planer om at genindføre dets tidligere dominans i Centralasien og igen okkupere det strategisk betydningsfulde Afghanistan.
Af Eric S. Margolis ©2000
Redaktionens kommentar:
Redaktionen er klar over, at ovenstående artikel kan virke provokerende – måske specielt for kvinder. Imidlertid mener vi, at Margolis har en interessant pointe vedrørende proportionerne på det sovjetiske overgreb i Afghanistan og Talibanmilitsens overgreb.
Der skal ikke herske tvivl om, at vi på redaktionen finder kvindeundertrykkelsen i Afghanistan moralsk forkastelig – det interessante er dog, om en amerikansk/russisk intervention vil kunne bidrage til at løse dette problem samt om russisk dominans i regionen er ønskelig.
Dertil kommer Margolis’s pointe om, at amerikansk intervention og offensiv udenrigspolitik er med til at udbrede menneskelig elendighed i regionen og skabe en massiv anti-vestlig mentalitet blandt muslimer. På længere sigt vil USA’s rolle som ”Globocop” give bagslag – ikke bare for USA, som med stor sandsynlighed vil blive mål for muslimske terroristgruppers bombeaktioner – men også for resten af den muslimske verden, som gennem præsteskab og diverse semi-religiøse organer vil få forvrænget kapitalismens budskab om fredelig sameksistens, rationalitet, anerkendelse af individuelle rettigheder og velstand…
Sluttelig skal vi gøre opmærksom på, at redaktionen ikke støtter Margolis’s ide om at indgå i samarbejde med Afghanistan for at indskrænke opiumhandlen, idet vi anser det for legitimt for enhver nation og ethvert individ, at producere hvad man har lyst til.