Vi pelser Dyrenes Befrielsesfront

Lørdag morgen vaklede jeg med gigantiske tømmermænd rundt på Amagertorv. Jeg var på udkig efter en gave til en kammerat, som havde fødselsdag, men jeg kunne kun se sol, måne og stjerner.
Min tilstand forværredes drastisk, da jeg fik øje på de kriminalitets forherligende og -udøvende “Dyrenes Befrielsesfront”. Medlemmerne rendte rundt klædt ud som dyr og lavede dyrelyde, hoppede, rev, gryntede og delte brochurer ud. De medlemmer, som ikke var klædt ud som dyr, havde store røde stjerner og andre fællestræk med de autonome på deres tøj.
Jeg styrede min brandert hen til en af dem, der så mest rolig ud og forlangte en brochure. Heri stod, at Danmark var verdens førende producent af rævepelse, og at dette var meget forfærdeligt.
Uden at anse mig selv for at være specielt dyreplagerisk anlagt, var jeg stolt over dette. Pelsområdet er formentlig det eneste, hvor Danmark har en førende plads i den internationale konkurrence. Den selvindlysende årsag er naturligvis, at Ritt Bjerregaard har en stor passion for pelse og deslige extravagante beklædningsmæssige udskejelser, hvorfor hun ikke støtter det vilde hysteri, som er ved at brede sig på den internationale tøjscene.
Efter at have gloet noget på en latterlig kommunistisk kvinde, som hylende og skrigende var klædt ud som en mink i et bur, fortalte jeg et af medlemmerne, at der ikke var nogen som helst forskel på at pelse ræve og køer. Han gav mig faktisk ret. Det viste sig, at de alle var vegetarer, og at de hverken gik klædt i tøj fremstillet af dyredele eller drak mælk. “Mælkeproduktionen slider på køerne, som render rundt med mælk i yveret unaturligt længe”, forklarede et af medlemmerne mig. Jeg sagde i overensstemmelse med sandheden, at både køerne og jeg var ligeglade.
Mennesker er i naturens orden overordnet dyrene. Årsagen er, at mennesker besidder fornuft og ånd, for at begrunde det lidt gammeldags. Dyr skriver ikke protestsange. Dyr læser ikke avis eller forelsker sig. Dyr forstår stort set ingenting af deres omkringliggende omgivelser.
Ja, okay, jeg har set programmet om den “søde og kloge” gorilla, Koko. Koko kunne forklare, at hun ville besøge en anden gorilla, og at hun var fræk eller skammede sig. Men Koko har aldrig skrevet en protestsang, og derfor synes jeg principielt, det er i orden at spise gorillaer og bruge deres hænder som askebæger (for nu at sige det lidt provokerende).
Dog er gorillaer en såkaldt truet dyreart, og deres eksistens er af værdi for menneskeheden, fordi det ville være kedeligt at være “alene på jorden”. Derfor synes jeg, at det fornuftigt at frede dem og beskytte dem i deres reservater (forudsat at disse bliver privatiseret, naturligvis).
Dyr har, fordi de er dyr, ingen rettigheder, men derfor er der selvsagt ingen grund til at plage dem mere end højst nødvendigt. Dyreforsøg er nødvendige, fordi mennesker har brug for medicin og andre medikamenter uden eller med få bivirkninger. Minkfarme er nødvendige, fordi der findes efterspørgsel efter minkpelse. T-bonesteaks er lækre, og derfor er det i orden at slagte køer. Så enkelt er det.
Dyrenes Befrielsesfront er dygtige til at skabe opmærksomhed til deres sag. Gadehappening er noget, kollektivister altid har benyttet sig af, og som vi liberalister kan lære noget af. Problemet er, at sagen får større opmærksomhed end den kan bære. Dyreaktivisterne lukker mink ud i naturen, hvilket mange mennesker sikkert sympatiserer med. Ifølge Dyrenes Befrielsesfronts grundlag er kostalde og minkfarme lige(u)værdige, men den dag de bryder ind i kostalde og slipper køer ud, fordufter den folkelige opbakning som dug for solen.