Som det fremgår af Thomas Breitenbach Jensens artikel om 1. maj var vi nogle stykker, som oplevede, hvordan fagbevægelsespamperne gav udtryk for deres menneskeforagt i flere forskellige taler. Hans Jensen fra LO kritiserede det offentlige serviceniveau i en sådan grad, at man blev i tvivl om, hvorvidt han ønskede at privatisere hele lortet. Det er denne artikels forfatters opfattelse, at dette imidlertid ikke var tilfældet.
1. maj er jo arbejdernes internationale kampdag. Læg vel mærke til det sidste. Kampdag. Men hvad kæmper de for? En tilfældig “arbejder” ville vel sige, at han kæmpede for en højere løn, bedre arbejdsmiljø og mere ferie. Disse ting hænger tæt sammen. Lad os tage dem en for en.
Højere løn er kun en mulighed, hvis arbejderens produktion (arbejdskraftens marginalproduktivitet) øges. Dette forudsætter generelt investeringer i produktionen, så produktionen bliver mere kapitalintensiv. En mand, som har adgang til en bulldozer kan almindeligvis flytte mere jord pr. time end mand uden.
Arbejdsmiljøet afhænger af fsva. de fysiske omgivelser generelt af maskiner (kapital). Mere sikre maskiner fordrer ligeledes investering i produktionen. Mindre generende (eksempelvis støjende el. sundhedsskadelige) ligeledes.
Mere ferie er ækvivalent med mere i løn. En arbejder, som skal have ferie i visse dele af året er en (alternativ)omkostning for virksomheden, fordi vedkommende måske er den bedste til at bestride en bestemt arbejdsfunktion, hvorfor virksomhedens indtjening falder.
Fælles for arbejdernes tre hovedmål er, at de forudsætter en større kapitalintensitet i produktionen. Den dogmatiske socialist ville formentlig påstå, at kapitalejerne (kapitalisterne) med vilje holder kapitalintensiteten lav i produktionen (se bare på ulande…!..?) for at udbytte arbejderne, og at kapitalisten tjener flest penge derved. Intet kunne være mere forkert.
Arbejdere og kapitalejere (som fsva. pensionopsparing i vid ustrækning er identiske) har langt hen ad vejen en gensidig interesse i at tage så meget kapital i anvendelse i produktionen, som muligt.
Men hvorfor gør kapitalisterne så ikke det? Det er på tide, at Kapitalejernes Internationale Kampdag introduceres.
Den danske skattelovgivning straffer dem, som sparer op og derved muliggør investering, med skat på renteafkast. Skattelovgivningen straffer dem, som ellers ville have overskuddet til at investere: de rige. Med overvældende indkomstskatter sørger staten for, at midlerne til investering er små. Og hvis man endelig investere, bliver gevinsten – i form af kursgevinster eller dividende – beskattet hårdt.
Virksomheders overskud bliver ligeledes beskattet hårdt, samtidig med at de skal betale et hav af afgifter og skatter på produktionsfaktorer. Alle disse tiltag hæmmer investeringer (kapitalakkumulation) i produktionen og forringer derved arbejdernes muligheder for at opnå deres mål.
Ydermere har indførelsen af den danske folkepension været medvirkende til, at generationer af danskere ikke har sparet på til deres alderdom. Det har ganske givet betydet færre penge til kapitalakkumulation, selvom Danmarks grænser på det sidste har været åbne, og virksomhederne følgelig har haft mulighed for at hente deres kapital i udlandet.
Det generelle fravær af private pensionsopsparinger har endvidere betydet, at befolkningen har udvist ringe interesse for virksomhedernes vilkår, idet de ikke direkte kunne mærke betydningen af den planøkonomiske detailregulering på egen lomme.
Arbejdere og kapitalejere bør derfor årligt forenes den 1. maj i kampen for afskaffelsen af først og fremmest folkepensionen, indkomstskatten og virksomhedskatten.
Kapitalejernes Internationale Kampdag.
