Atomkrafts fremtid

På verdensplan udgør atomkraft omkring 23% af den samlede el-forsyning.
Mest udbredt er det i Frankrig, hvor det udgør hele 76%. Til sammenligning er
tallet for Tyskland 30%, i Japan er det 34%, i USA 20% og i Sverige 39%.
Atomkraft udgør i disse lande altså en betragtelig del af deres
energiforsyning. Forsyningen kommer primært fra gamle atomkraftværker, da
der generelt ikke bygges nye værker i den vestlige verden. En udbredt holdning
er da også, at atomkraft skal fases ud og kraftværkerne lide den stille død.
Denne holdning baserer sig på de negative aspekter ved atomkraft. Three Mile
Island ulykken i 1979 og ulykken i Chernobyl i 1986 var alvorlige katastrofer,
hvis efterdønninger vi stadig ser den dag i dag. Affaldsproblemet er også
indtil videre uløst; hvordan skal man opbevare spildprodukterne forsvarligt og
hvor? Endelig viste atomkraft sig heller ikke billigere end naturgas, kul og
olie.
Har atomkraft så overhovedet en fremtid? Det mener industrien selv.
Men hvad skulle i givet fald øge tilliden til atomkraft som en pålidelig
energikilde? Det skulle først og fremmest atomkraftindustriens evne til at
løse ovennævnte problemer, men også en manglende tro på en stabil
olieforsyning samt frygten for global opvarmning. Frygten for global opvarmning
er en gave til atomkraftindustrien. Industriens bud på fremtidens kraftværk er
en ny type reaktor kaldet PBMR (Pebble Bed Modular Reactor), som skulle være
sikrere. PBMR reaktoren blev allerede opfundet i 1950’erne i Tyskland, hvor
der også blev bygget en lille reaktor, som kørte i 21 år. I PBMR reaktoren
modsvares de traditionelle brændselsstænger af uran af en masse små kugler
(pebbles) på omkring 6 cm i diameter. Kuglerne består af uran omkapslet af
grafit. Nogle hundrede tusinde kugler befinder sig inde i reaktorkernen, og
fissionsprocesserne foregår inde i kuglerne. Reaktorkernen gennemstrømmes
konstant af helium, som opvarmes ved energiafgivelsen fra fissionsprocesserne.
Heliumet flyder dernæst ud i en turbine, hvor der bliver produceret
elektricitet. I PBMR er der kun et kredsløb, da det samme helium gennemløber
hele kredsløbet. I konventionelle reaktorer bruger man derimod vand i to
kredsløb: Et kredsløb i kernen og et til turbinen.
PBMR reaktorerne er ifølge tilhængerne bedre end de gamle reaktorer.
De er mere effektive, blandt andet på grund af heliumet. De er mere fleksible,
idet der konstant kan fyldes nye uran kugler i, og brugte kugler kan tages ud.
Effekten kan varieres efter ønske, hvilket er en fordel, når man opererer på
el-nettet, hvor behovet er skiftende. Det er også en fordel, hvis atomkraft
skal kombineres med vedvarende energi. PBMR reaktorerne er simplere og
billigere at bygge. Byggeomkostningerne forventes at være sammenlignelige med
naturgas kraftværker. Endvidere skulle der ikke være nogen risiko for
nedsmeltning, idet kuglerne ikke kan blive varme nok til at smelte. Endelig
kan PBMR kraftværkerne bygges til at levere 100 MW, hvilket er en
størrelsesorden mindre end mange nuværende atomkraftværker. Det er en
økonomisk fordel, da det kræver en mindre startinvestering og ikke kræver så
stort et marked.
Der er selvfølgelig også kritik. Det sædvanlige problem med det
radioaktive affald eksisterer stadig. Der er ikke nogen god løsning på det.
Meget simplificeret kan affaldsproblemet deles op i to. Det ene består i at
bygge en langtidsholdbar container. Det andet er at finde en stat eller
kommune, som er villige til at opbevare det. Det andet problem er lige så
meget et politisk som et teknisk problem. Det brugte brændsel skal opbevares
sikkert i mere end 10.000 år. PBMR proponenterne siger, at kuglerne kan holde
i mere end 10.000 år og derfor er gode til at opbevare affaldet i. Det
er en påstand, som er svær at verificere. Der er også det evindelige
sikkerhedsproblem. Kan et radioaktivt udslip udelukkes? Hvad med et
terroristangreb? Som altid er der argumenter for og imod. Problemet er
selvfølgelig, at denne risiko er umulig at vurdere på forhånd. Man kunne bygge
en ekstemt stærk mur omkring kernen, men det vil gøre reaktoren meget dyrere.
Flere steder bliver PBMR reaktoren taget seriøst. I Sydafrika er den
tæt på at blive godkendt til kommerciel brug. Atomkraft bliver set som et
seriøst bud som en af fremtidens energikilder. I Sydafrika er mulighederne for
fossile energikilder ikke så gode, så atomkraft er en relativt bedre
forretning der end så mange andre steder. Både i Kina og på Massachusetts
Institute of Technology i USA er der forskningsprogrammer i PBMR reaktorer.
Der er også private virksomheder i USA, som vil satse på PBMR reaktorer.
Blandt dem er Exelon, USA’s største atomkraftfirma, som blandt andet driver
reaktoren på Three Mile Island.
Det bliver interessant at følge udviklingen på energiområdet. Mange
folk vil gerne af med fossile brændstoffer og atomkraft. Men er det muligt i
den nære fremtid? Det ser ikke nemt ud. Vedvarende energi kan nok kun dække en
del af behovet. Der er brug for energikilder, der kan bruges en vindstille nat.
Det betyder, at man er tvunget til at vælge mindst en ud af atomkraft og
fossile brændstoffer. En anden joker er udviklingen i lagringsteknikker.
Tilstrækkeligt avancerede lagringsteknikker kunne gøre vedvarende energi
tilstrækkeligt.