Det er en kendt sag, at også borgerlige og liberale politikere i 1970’erne flirtede med idiotiske og totalitære ideer. Danmark har aldrig rigtigt haft en moden og velartikuleret elite af fortalere for individualisme og frihed – og da slet ikke blandt politikere.
Derfor burde det ikke være nogen overraskelse, at Erhard Jacobsen forsvarede Sydafrika under Apartheidtiden, eller at Anders Fogh Rasmussen, da han var ung, forsvarede så irrationelle ideer som overskudsdeling og økonomisk demokrati.
Anders Fogh Rasmussens bog fra 1993, Fra socialstat til minimalstat, vidnede om en betydelig intellektuel udvikling fra hans fjollede og udskejende ungdom. Det fremgår da også af bogen, at Anders Fogh Rasmussen har stiftet bekendtskab med store liberale teoretikere som Murray N. Rothbard, Ludwig von Mises, Ayn Rand, Robert Nozick og F. A. von Hayek.
Det samme kan imidlertid ikke siges om Per Stig Møller. Hans Af en eller anden årsag har venstrefløjen altid godt kunnet lide ham. Måske hænger det sammen med hans med jævne mellemrum fremkomne kritik af det liberalistiske samfund og hans slet skjulte anti-individualisme.
Det har givetvis været hårdt for en studerende på litteraturvidenskab på 1970’ernes KUA. De marxistiske ideer var herskende, og afvigere fra den ”videnskabelige marxisme” blev hængt ud og moppet, hvis de ikke holdt mund – som en bitter forsmag på, hvad der ventede efter revolutionen.
Selvfølgelig var det hårdt. Men hvis det var for hårdt, kunne man vel bare holde kæft. Der var ingen grund til at lefle for de venstreorienteredes vision og bage litterære gulerodskager til dem, som Per Stig Møller gjorde.
Per Stig Møller kalder sig konservativ, men det er der mange måder at være på. Konservatismen er vel blot en metodik for samfundsmæssige ændringer – og som sådan mangler den mere eller mindre indhold i værdimæssig forstand. I ”Utopi og virkelighed” fra 1973 (Stig Vendelkærs forlag) kaldte Per Stig Møller imidlertid på et så radikalt anderledes fremtidigt utopisk samfund i 2050, at man må kunne forudsætte et bestemt sæt af værdier hos forfatteren, siden denne evolution/revolution kunne retfærdiggøres – endsige kaldes formålstjenestelig.
Dette sæt af værdier – eller moralkodeks – må karakteriseres som i udpræget grad kollektivistiske, hvilket fremgår med al ønskelig tydelighed af følgende uddrag fra bogen:
s. 45: ”Frankfurterskolens eminente og sammenfattende afsløringer af de skjulte magthavere har lært os at få øje på meget, som før var skjult i skyggen”.
s. 50-51 (om TV): ”Hvis vi bliver enige om, at ni år med tilskuerliv er ødelæggende, så må vi korte sendetiden og sætte spærringer på de andre kanaler, som kommer ind udefra. Men så tager vi friheden fra folk? Ja, friheden til at vælge mellem rusgifte, som vi i forvejen er frataget. At være TV-narkoman burde sidestilles med al anden form for narkomani, for begge ødelægger livet”.
s. 70: ”Retten til at eje produktionsmidler giver ekstra illegitim magt, som ingen har udstyret ejeren med. Det er et udtryk for det vestlige samfunds pengedyrkelse, som i det attende århundrede afløste adelsdyrkelsen. Vi ved idag, hvorledes storkapitalen i realiteten regerer på tværs af og hen over hovedet på de nationale parlamenter”.
s. 70: ”Virksomhedernes overskud og merværdi har de, som frembringer dem, ingen indflydelse på”.
s. 71: ”Ejendomsretten var den sidste ret, som kom ind i den franske republikanske forfatning, og den kom kun med, fordi man ville sikre sig den liberale adels stemmer for forfatningen. Den hører således ikke til ‘de hellige rettigheder’, og den er ustandselig blevet angrebet. Skønt den efterhånden er betydeligt indskrænket, er det ikke sket på de væsentlige områder. ”
s. 72: ”Når det er vigtigt at erstatte ejendomsret til produktionen, medierne, tingene med brugsfællesskaber er det for at sikre den frie udnyttelse af dem, hvilket øger vekselvirkningen mellem fællesskaberne og individerne og fremmer udnyttelsen af de forhåndenværende ting”.
s. 73: ”Ejendomsrettens omformning til brugsret er samtidig svaret på den økologiske udfordring”.
s. 76: ”Hvorfor skal vi slæbe penge sammen til luksusindustrierne, når kun en promille af befolkningen har glæde af dem, og når de samtidig bruger arbejdskraft og energi, som kunne være anvendt nyttigere”
s. 78: ”I stedet må man stille alle borgere lige og udbetale borgerløn til alle, uanset om de arbejder eller ej. ”
s. 78: ”I samme øjeblik den kollektive livsform og den almene brugsret er slået igennem, vil den enkeltes indtjeningsbehov falde, fordi kollektiverne ikke køber swimming-pools, TV-apparater, biler, vaskemaskiner og videokassetter til hver enkelt eller hvert enkelt par, hvilket er tilfældet i vores familiestruktur”.
s. 96: ”Der var historisk set kun een udvej: et spring. Den hvide race måtte lære at leve som negeren i rytme med naturen, som asiaten i pagt med det evige”.
s. 96: ”Det blev raceblandingen tid. Blandede ægteskaber blev således påbudt ved lov omkring 2050. Ud af dem opstod en ny race, nye værdier, en ny verden, en ny civilisation”
s. 96: ”Skabelsen af den nye fælles-race var den gamle verdens sidste, tragisk-heroiske indsats for at overleve. Det lykkedes. Den er mere hårdfør end nogen af de tidligere kendte racer, mere bred i sin forståelse. Det er, som om de tidligere racer blot har været forstudier til denne”.
s. 107: ”Parrene rykker ofte hen, hvor de synes at kunne lære mere, og hvert syvende år skal de simpelthen rykke”
Om Søren Krarups angreb på hans utopi:
”… den eneste løsning er, at disse raceblandinger får fremskaffet de evner, der kan få os til at overleve. DER kommer tvangen ind, men det er som følge af, at vi lader stå til i den demokratiske sløsagtighed. Men i den endelige utopi, hvor vi har fået opløst tvangen og bureaukratiet, i det jeg kalder totaldemokratiet, eksisterer tvangen jo slet ikke. ”
s. 163: ”Ja, jeg skriver at man skal flytte hvert syvende år. Det er en regel i det samfund. Men det er en regel, der er til fordel for de enkelte borgere, ligesom skolegangen jo også er en tvang. ”
s. 167-168: ”Og der vil jeg med tvangen og racen gøre opmærksom på – og det er efter min mening en meget modig vision – at mennesket kun gennem denne raceblanding får egenskaber, som kan sætte det i stand til at hæmme den vestlige verdens ekspansion, og samtidig give det fornemmelse af, at der er mere mellem himmel og jord, som andre racer har, og give det fornemmelse af fællesskab, som andre racer har. Det er en ”mutationsteori”, som Teilhard de Chardin, den franske biolog, udkastede, som den eneste måde, hvorpå man kunne forestille sig, at mennesket var i stand til at overleve, fordi det dermed ville få en mutationskraft som mennesket tidligere har fået, og derved bringe sig videre. Men der sker ikke noget, og fortsætter vi kun med det repræsentative demokratiske system, så er år 2020 jo nok katastrofalt, men jeg tror ikke på, at mennesket går til grunde, som dommedagsprofeterne tror”.
(Søren Krarups kommentar til dette var: ”Jeg vil lige sige til Per Stig Møller, at når han kalder sin vision for en modig vision, hvad han skal have lov til, så var Hitlers vision ikke spor mindre modig”.)
s. 188:”Og hvis jeg så må slutte af med mig selv, så opfatter jeg min utopi som den eneste rigtige måde at forholde sig til virkeligheden på, fordi det er en realistisk-idealistisk socialisme”.
Jeg har med vilje ikke forholdt mig til uddragene fra bogen. De er så gamle og tåbelige, at manden ikke med rimelighed kan skydes dem i skoene. Dertil kommer, at jeg har så høje forventninger til Liberators læsere, at jeg redebon tiltror dem evnen til at se modsigelserne og tåbelighederne i dem.
Spørgsmålet er så, om Per Stig Møller er blevet klogere med årene, eller om han stadig er fortabt i den kollektivistiske suppedas. Min bedste overbevisning siger mig, at mandens retorik er en meningsløs svingdør, som blot reflekterer tidens tendenser, og at han således har været klog nok til at afdæmpe sin lidenskab for totalitarisme. Han er også klog nok til at undlade at nævne sit (forhåbentlig) tåbeligste litterære bidrag (Utopi og virkelighed) på sin hjemmeside.
Til gengæld har han aldrig afstået sig fra at kritisere det liberalistiske samfund og de individualistiske værdier, fordi han stadig bærer rundt på sit skadelige kollektivistiske tankegods – det forklarer også, hvorfor venstrefløjen holder så meget af ham.
Statslefleren Per Stig Møllers glade vanvid
