Junk-Journalist: Lars Wikborg, Urban

Tænkte nok, den teaser ville fange. Sex sælger nemlig. Det har Lars Wikborg fra Urban også fundet ud af. Og derfor er han ikke bange for at hælde lidt benzin på bålet i den aktuelle Sex-gate sag i Folketinget – også selv om det betyder at synke ned i junk-journalismens sump.
Under overskriften “Sekretæren er stolt over at være sexsymbol” (Urban 24. oktober) viderebringer Wikborg det synspunkt – som udtrykt af Anders Møllers advokat – at hvis man som kvinde ikke nødvendigvis må gå i terapeutisk behandling over at være zappet forbi Kanal København en fredag nat, så må man også finde sig i at have færre personlige rettigheder end andre…
Anledningen er selvfølgelig, at det nu er kommet frem, at den – hidtil anonyme – sekretær i sagen for noget tid siden har skrevet en glimrende artikel på Liberator, som reaktion på det stigende anti-porno hysteri.
Men det er ligesom ikke nok for Wikborg. Den historie er sgu en tand for tam. Så Wikborg gi’r den lige et ekstra spin. Hvorfor ikke referere til Liberator som “det frisindede internet-chat-room”? – Jeg mener: hvilke tanker kunne det vække, som ikke ville vækkes i betegnelsen: “internetmagasin om kapitalisme og frihed” (Liberators egen beskrivelse)? Nej vel? Det kan da kun skyldes min egen perverse tankegang, at jeg overhovedet kan se en forskel på de to beskrivelser! I samme forbindelse vælger Wikborg også passende at degradere Ninas artikel til “et indlæg”… – Jamen: “artikel” kunne jo sætte de helt forkerte tanker i gang…
Hvilke tanker Wikborg gerne ser sat i gang fremgår tydeligt af teaseren til historien: “Anders Møllers sekretær, der fik erstatning for sexchikane, fortæller på internettet om sin meget liberale holdning til kvinder som seksuelle objekter. »Ordet sexsymbol klinger positivt i mine ører,« skriver hun blandt meget andet.”
Her ’strammer’ Wikborg klart artiklens oprindelige indhold. Der er vel ingen, som finder det positivt, at kvinder er “objekter” (ordet “sexobjekt” optræder da heller ikke nogetsteds i Ninas artikel). Det vækker naturlige associationer til den præ-kapitalistiske periodes syn på kvinder som genstande, som kunne ejes og indgik på samme facon i husholdningen som kvæg og tyende. Sentensen fungerer udelukkende som blikfang, og Wikborg underbygger heller ikke dette ’stramme’ resumé i artiklen.
Ninas holdning som udtrykt i artiklen er tværtimod, at kvinder er seksuelle subjekter. Kvinder vælger selv og bør selv vælge – I-N-D-I-V-I-D-U-E-L-T – hvordan de i offentligheden såvel som hjemme vil fremstå, og hvordan de vil gebærde sig. Netop fordi kvinder er individer, og enkelte kvinders handlinger ikke på nogen meningsfuld måde kan siges at være kendetegnende endsige nedværdigende eller skadende for alle kvinder.
Herved står Ninas holdning i skarp kontrast til det kollektivistiske kvinde- og menneskesyn, der fremstiller kvinder – ja, mennesker i det hele taget – som en del af en fastsammentømret, organisk masse, hvor den enkeltes handlinger har betydning for forståelsen af og synet på alle helheden.
Med sit insinuerende ordvalg, giver Wikborg læserne det billede af Nina, som Anders Møllers advokat end ikke turde præsentere: en sexgal sekretær, der tilsyneladende bruger det meste sin tid på porno-chatrooms (Liberator a case in point), hvor hun videregiver sin frisindede holdning til sex.
Det er enten udtryk for ualmindelig svag research (har Wikborg overhovedet læst artiklen, endsige besøgt Liberator?), eller også er det en bevidst drejning af sandheden. Hvad det end er, så må det i hvert fald kvalificere Lars Wikborg til titlen som junk-journalist.