Mange (også fornuftige) mennesker er skeptiske over for den muslimske indvandring og de muslimske landes statsførelse. Nogle ønsker at bombe muslimerne ad helvede til, mens andre blot ønsker at stoppe indvandringen.
Påstanden er, at de muslimske indvandreres værdier ikke harmonerer med et vestligt demokrati. Deres kvindesyn er antikvarisk, de nærer ingen respekt for indvandringslandets tradtioner og kultur, mange er arbejdsløse, og massevoldtægter bliver gang på gang sammenkædet med deres muslimske baggrund. Den officielle sammenfatning af disse problemer består i manglende integration, hvorfor der er grobund for yderligere statslig indsats. Det falder aldrig nogen ind, at den manglende integration kunne skyldes for stor statslig indblanding.
De omkring 5 pct. af den danske befolkning, som er ikke-vestlige indvandrere, modtager med hensyn til kontanthjælpen ifølge Rockwoolfondens Forskningsenheds nylige undersøgelse i 2000 hele 35 pct. af de samlede udbetalinger.
Efter min mening skal årsagen til den manglende integration af specielt muslimer findes i den relativt lette adgang til massive sociale overførsler til indvandrere.
Problemet er, at sociale overførsler og høje lønninger holder forudsætningsløse individer uden for arbejdsmarkedet. Mens intentionenerne med sociale overførsler unægteligt er gode, er resultatet skadeligt for de grupper, som forsøges hjulpet. Specielt gælder for arbejdsdygtige grupper, at jo færre forudsætninger (sproglige, dokumenterede tidligere ansættelser, diplomer på uddannelse osv.) de besidder, jo større er de negative konsekvenser af de sociale overførsler.
Da muslimer fra mellemøstlige lande generelt har meget få forudsætninger, som umiddelbart er værdifulde på arbejdsmarkedet, er disse grupper også specielt sårbare over for godhedsindustriens bjørnetjenester.
Sociale overførsler stiller specielt indvandrere over for et ubehageligt valg. Grundlæggende har de to muligheder:
1) Bliv betalt for at blive uden for arbejdsmarkedet:
Derved får de ingen jobtræning, og efter en kortere årrække bliver det mere og mere utænkeligt, at de nogensinde vil kunne vinde fodfæste i et produktivt erhverv. Det er nogenlunde veldokumenteret, at langtidsledige generelt bliver stigmatiseret af ledigheden, som af arbejdsgivere opfattes som et signal om en slet arbejdsmoral.
Hvis enkelte indvandrere endelig vil gøre et reelt forsøg på at få et produktivt arbejde, vil deres lange periode uden for arbejdsmarkedet med stor sandsynlighed hindre dette. Selv hvis en bestemt indvandrer ikke har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid (men derimod eksempelvis lige er kommet til Danmark), kan man argumentere for, at arbejdsgivere betragter muslimske indvandrere som en gennemsnitligt ringere arbejdskraft – alene fordi så stor en andel af dem er arbejdsløse, og fordi dette signalerer, at muslimer som gruppe betragtet har en ringere arbejdsmoral.
En indvandrer, som aldrig har haft et arbejde, vil endvidere med meget stor sandsynlighed ikke have lært at tale dansk på et tåleligt niveau. Han vil med stor sandsynlighed ikke vide noget som helst om dansk kultur og danske traditioner. Man kan hævde, at han har signaleret en træghed i sin tilpasning til det nye samfund. Skal man som arbejdsgiver tage en sådan person seriøst og ansætte ham? Det politisk ukorrekte svar er nej (dette er ikke en normativ vurdering!).
2) Tag imod et arbejde:
Muslimske indvandrere vil med stor sandsynlighed ikke score kassen, hvis de tager et arbejde. De fleste af dem har ingen nævneværdig uddannelse, og de få, som har en uddannelse, vil typisk blive nægtet adgang af specielle danske interessegruppers succesfulde lobbyvirksomhed for at mindske konkurrencen på markedet. Indvandrede læger vil eksempelvis typisk blive ansat som sygeplejersker i stedet for at kunne bruge deres akademisk opnåede viden til fulde. Det er ærgeligt, men måske er det noget den nye regering vil gøre noget ved.
Ydermere vil de sociale overførsler, som ikke umiddelbart er relateret til arbejdsmarkedet, blive aftrappet som følge af den større indkomst. Det betyder lavere boligsikring, lavere hjælp til børnepasning og nedgraduering af ægtefællens eventuelle kontanthjælp. Alt i alt kan et arbejde derfor få store, negative konsekvenser for en almindelig indvandrerfamilies økonomi.
Til gengæld vil den indvandrede arbejdstagers værdi stige over tid. De vil hurtigere lære sproget og kulturen. De vil blive et aktiv for samfundet og virksomheden – i stedet for et passiv. Hvad der måske er lige så vigtigt, er, at de nemmere vil kunne videregive deres sociale kompetencer (selvom det er et noget venstreorienteret begreb, synes jeg det er meget rammende) til deres efterkommere, således at disse vil indgå i samfundet på (mere) lige vilkår med den etnisk danske befolkning.
Jeg vil argumentere for, at indvandreren stillet over for valget mellem disse to grundlæggende alternativer vil være tilbøjelig til at vælge det første, fordi sociale overførsler kan virke som en varm dyne om morgenen. Måske ved indvandrerne godt, hvilket valg der er det korrekte – det er bare forbandet svært for dem at vælge rigtigt, når de kortsigtede konsekvenser er så negative.
Idet muslimske indvandrere generelt har færre for arbejdsmarkedet værdifulde forudsætninger, bliver de i højere grad end mange andre grupper holdt uden for arbejdsmarkedet af fagforeningernes høje mindstelønninger. Det er særdeles påfaldende, hvor selvmodsigende fagbevægelsens retorik er på dette område. Efter i utallige årtier at have kæmpet for solidaritet, den lille mand, lige vilkår for alle osv., må man sige, at det er få institutioner i samfundet, som i samme grad som fagbevægelsen kan siges at modarbejde de mest forudsætningsløse individers interesser.
Fagbevægelsens stålsatte modstand mod blot noget så ufarligt som indslusningsløn har effektivt hjulpet til at skabe den største klassemodsætning i danmarkshistorien: indvandrerne versus de etniske danskere – et forudsætningsløst proletariatet over for de velmenende, produktive og velstillede danskere.
Bevares, de store sociale overførsler gør, at det muslimske proletariat lever et godt og velstillet liv (og med stor sandsynlighed langt bedre end, hvis de var blevet i deres hjemland), men de vil aldrig få samme mulighed for at skabe og forme deres egen tilværelse på samme måde som etniske danskere.
Men socialpolitikkens indretning og incitamentsstruktur har ikke bare betydning for, om indvandreren deltager på arbejdsmarkedet eller ej. Dette er blot økonomiske omkostninger. Siden gruppen af specielt arbejdsløse, ikke-vestlige indvandrere er mest tilbøjelig til at være arbejdsløs, er man nødt til at undersøge, hvilke værdier og livssyn der trives blandt disses arbejdsløse, hvis man vil danne sig et billede af samfundets reelle fordele og ulemper af den nuværende socialpolitik.
Igennem historien har der været talrige eksempler på, hvordan etniske massemigrationer har ført til etnisk homogene mindretalssamfund i de nye værtslande. Det er vel naturligt. Hvis danskere i stor stil flyttede til Tyrkiet pga. de høje danske skatter og den utålelige, kulturradikale klagesang, ville de formentlig også finde det nyttigt at bo sammen i de samme bydele. De ville formentlig importere flæskestegen, kolonihavehuset og PH-lamperne på samme måde, som tyrkere importerede sharwarmaen, gulvtæpperne og sløret. De fleste mennesker identificerer sig naturligvis i højere grad med mennesker af samme kulturelle baggrund end med øvrige mennesker. Det nationale menneske er mere udbredt end det kosmopolitiske.
Jeg er ikke fortaler for en total kulturel assimilering. Min pointe er stilfærdigt, at en stædig insistering på at bibeholde sin kultur i fuldstændigt uændret form uden tilnærmelse til eller forståelse for værtslandets ditto har en omkostning i form af lavere sandsynlighed for vellykket integration og dermed lavere sandsynlighed for at få et arbejde.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget imod muslimer, ligesom jeg heller ikke har noget imod jøder eller hinduister – så længe de passer sig selv og kun på fredelig vis søger at overbevise andre om det rigtige i deres religiøse lære. Hvis de derimod forsøger at tvinge andre mennesker til at leve efter bestemte religiøse forskrifter, er de at sammenligne med kriminelle – ligesom socialister.
Muslimsk radikalisering
Som følge af alle indvandreres tilbøjelighed til at bibeholde kulturelle særtræk og den danske socialpolitiks demotiverende og passiviserende indretning er det ikke underligt, at der blandt muslimske indvandrere findes en dyrkelse af traditionelle muslimske værdier. Denne radikalisering finder sted for at finde selvværd i indvandrernes egne kulturelle særtræk, når de ikke har været i stand til at finde det på (det regulerede) arbejdsmarked og hos det øvrige samfund.
På denne baggrund er det ikke underligt, at der i det muslimske samfund findes en vis støtte til Hizb-ut-Tahrir, Ahmad Abu-Laban og andre fortalere for reaktionær, islamisk primitivisme. Denne primitivisme manifesterer sig i anti-vestlige værdier; modstand mod personlig og seksuel frihed, restriktive regler for kvinders gøren og laden samt andre former for anti-individualisme og anti-kapitalisme.
Tilmed forstærker den danske socialpolitik problemerne med ikke-vestlige familiestrukturer, hvor kvinden går hjemme og sjældent viser sig offentligt. Hun kan føde mange børn, selvom hverken hun eller manden foretager sig noget produktivt, for børnepengene aftrappes stadig ikke med antallet af børn (hvorfor skal der overhovedet være en børnecheck?).
Den hjemmegående muslimske husmor lærer aldrig dansk, fordi ingen i hendes begrænsede bekendtskabskreds taler dansk. Den hjemmegående muslimske husmor er derfor prisgivet, hvis hun ønsker frihed, fordi omkostningen ved at kræve sin ret er ekstremt stor. Hun bliver højst sandsynligt ostrakeret fra familien (hvis ikke dræbt), hvis hun kræver sin ret. Desuden vil hun have meget vanskeligt ved at klare sig selv, fordi hun aldrig har haft en relevant arbejdserfaring eller sproglige kvalifikationer.
Dén slags kan intet moderne, åbent og tolerant samfund bruge til noget, og disse muslimske indvandrere er derfor ikke blot et økonomisk passiv for samfundet – de er også et socialt passiv. Omkostningen ved den godhjertede socialpolitik er derfor langt større end de kendte, økonomiske omkostninger.
Undtagelsen fra reglen
Der er dog en vigtig undtagelse fra reglen om den muslimske kulturelle radikalisering: indvandrerkvinderne af 2. og 3. generation. De døtre af indvandere, som er født og opvokset i Danmark, som har gået i skole med etniske danskere, taler udmærket dansk, altid har lavet deres lektier og har arbejdet hårdt for at fuldføre deres gøremål med gode resultater.
Disse kvinder kender deres værd i danskernes øjne. De vil ikke finde sig i at gå hjemme uden at anvende deres akademiske og menneskelige kvaliteter til andet end at føde børn og lave mad. De vil ikke finde sig i at få udpeget deres fremtidige ægtemænd af forældre, som 20 år tidligere har indgået aftaler med fremmede mennesker i en landsby i Tyrkiet. De vil ikke finde sig i at skulle gå tildækket, mens alle andre kvinder i samfundet frit kan klæde sig, som de vil.
Kort sagt vil de ikke finde sig det præ-kapitalistiske kvindesyn, hvor kvinden indgik på lige fod i husholdningen med husdyr og andet løsøre. De vil ikke være andres objekter. De vil være subjekter, som træffer egne valg og bestemmer over egen tilværelse.
Vi kan forvente en revolution fra disse unge kvinder, hvadenten statens socialpolitik lægger hindringer i vejen for deres kamp for frihed eller ej. Før eller siden vil de bryde ud af deres bur, og det vil med tiden blive vanskeligere for reaktionære muslimer at opretholde deres radikaliserede kartel af islamisk primitivisme. Dermed bliver også den lille gruppe af radikale muslimske mænd nødt til at se virkeligheden i øjnene: de må blive et socialt og økonomisk aktiv ved at få et arbejde og skabe noget af værdi for andre mennesker for at aftvinge respekt fra det øvrige samfund.
Jo før man afskaffer de sociale overførsler, jo før vil dette ske.
Hvad skal vi gøre med muslimerne i Danmark?
