Den kollektivistiske retorik

Som jeg har søgt at demonstrere i min artikel Determinismen i den kollektivistiske retorik, har den kollektivistiske retorik længe været på tilbagetog fra den politisk-økonomiske diskussions rationalistiske og videnskabelige gebet til et mere defensivt og metafysisk (for ikke at sige vrøvle-) forsvar for statens omfattende undertrykkelse af individet.
Kollektivismens idéer fremføres nu mere eller mindre utilsløret som primitivistiske, religiøse idéer blottet for den realitetssans, som kendetegner sand civilisation. I stedet for videnskabelige og/eller deterministiske begrundelser for statslig undertrykkelse, kan man nu i stigende omfang høre argumenter af aksiomatisk karakter. Disse argumenter fremføres mao. uden bevisførelse – som skinbarlige sandheder, som uden videre må accepteres uden saglig begrundelse. Argumenternes talrige gentagelser gør, at de til sidst får en vis legitimitet (hvis man gentager en løgn tilstrækkeligt mange gange, bliver den ’sand’…).
Kollektivister nægter derfor ofte at diskutere virkelighedens konsekvenser af den statslige regulering (narkoproblematikken er et åbenlyst eksempel). Specielt gælder, at disse argumenter i stor grad er begrundet i en ’sindelagsetik’ – altså synspunktet, at en handling kan være god i sig selv – uagtet handlingens konsekvenser. Idet statslig regulering og hensigterne bag reguleringen er ’gode i sig selv’, bliver det mere eller mindre meningsløst for kollektivisterne at forholde sig til konsekvenserne af dem. Det følger naturligt, at (den liberale) kritik af disse ’gode’ handlinger må være ondsindet eller måske være et resultat af selviske motiver.
Således kan den liberale få at vide, at hvis han kritiserer sociale overførsler for at mindske den sociale mobilitet i samfundet, er det blot fordi ”han kommer fra en rig familie og aldrig har haft problemerne inde på livet”. Dén slags indvendinger mod liberal tankegang må karakteriseres som ad hominem-argumenter (at gå efter manden i stedet for efter bolden). Disse argumenter er undvigende og virkelighedsfjerne.
Desværre virker det som om, at en meget stor andel af befolkningerne i verden har accepteret kollektivisternes virkelighedsfjerne begrundelser for statslig regulering. Det er en skam, for ofte er den kollektivistiske retorik blot akademisk indsyltet nonsens, som med lethed kan tilbagevises ved at insistere på, at de forholder sig til virkeligheden og ikke en imaginær verden bestående af kollektivistiske antagelser.
Følgende er en kort gennemgang af de mest populære vrøvleargumenter for kollektivistiske tiltag:
”Det er unaturligt”
Specielt når det kommer til teknologiske fremskridt argumenterer kollektivister ofte imod, at sådanne fremskridt (eksempelvis kloning, genmanipulation, ikke-økologisk produktion osv.) skal kunne anvendes og forskes i af private uden statslig regulering. Tilsvarende gælder, at kollektivister ønsker en dramatisk offentlig regulering i forbindelse med miljøspørgsmålet for at tilgodese deres middelalderlige og romanticistiske idealer. Ofte fremfører de uden blusel, at offentlig regulering og/eller forbud er nødvendigt, fordi alternativet er ”unaturligt”.
Kollektivisterne har fuldstændigt ret i, at genmanipulation osv. er unaturligt. Men dette er på ingen måde et argument imod privat selvbestemmelse. Alle menneskers aktiviteter på jorden er faktisk per definition unaturlige. Mennesket adskiller sig fra dyrene ved at kunne ræssonere og besidde ting, at tage dem i ejendom. Mennesket er grundlæggende unaturligt, fordi det (i hvert fald ikke altid) blot antager magt for ret (som det er tilfældet i dyreverdenen, hvor løven spiser antilopen, hvis den kan fanges og nedlægges). Forskellen på menneskeheden og et myresamfund er, at mennesker i sig selv har en værdi, som udspringer fra individualitet. At alle mennesker ikke er ens giver menneskeheden værdi gennem frihed, for kun gennem frihed bliver det enkelte menneskes ideer, flid og originalitet transformeret til værdi for resten af samfundet.
Det samme gør sig ikke gældende for et myresamfund. Hvorfor skulle man bekymre sig for en myres død, når der findes millioner eller milliarder andre tilsvarende myrer, der parerer ordrer og redebon udfylder den døde myres plads i verden?
Sådan er det ikke med mennesket. Mennesket fælder træer, brænder affald, asfalterer, bygger dæmninger, højhuse, færger, rumraketter og ændrer på molekylestrukturer. Ingen af disse ting ville ske uden mennesket. Derfor er menneskets aktiviteter unaturlige. Fremføres argumentet om, at noget er ”unaturligt”, må det rationelle individ da altid spørge: ”og hvad så?”.
Nu findes der mange typer af kollektivister, men det er sjovt, at den type af kollektivister, som kan finde på at bruge argumentet, ”at noget er unaturligt” er, hvad man i USA kalder tree hugging hippies. Disse økologers største ønske er ofte at få en homoseksuel søn, som de kan skærme mod det forfærdelige kapitalistiske samfunds heteroseksuelle dominans og stereotype forestillinger. Derfor kan det ofte være underholdende at spørge, hvad de så mener om homoseksualitet, siden de anvender argumentet om, at noget er unaturligt (jeg skal i denne forbindelse gøre opmærksom på, at jeg selv ikke har det fjerneste imod homoseksualitet).
”Udbytning”
Kollektivisterne fremfører af og til, at det er indbygget i det kapitalistiske samfund, at arbejdstagere bliver udbyttet – selvom de fleste kollektivister (som allerede den socialistiske revisionist Edouard Bernstein) i dag har indset, at arbejdstagere bliver bedre og bedre stillet i det kapitalistiske samfund. At arbejdstagere desuden bliver udbyttet, ”fordi deres arbejde er mere værd end deres løn” må desuden affærdiges som rent nonsens. Selve lønforhandlingen mellem arbejdsgiver og arbejdstager er en frivillig transaktion, hvor arbejdsgiveren stiller sin opsparede kapital til rådighed for arbejderen, så denne vil kunne få en større løn, end hvis han udelukkende havde sin egen arbejdskraft til rådighed.
Som i enhver god, frivillig markedshandel, hvor parternes ejendomsrettigheder respekteres, indgås aftalen til gensidig fordel. Derfor kan man med lige så god en ret hævde, at det faktisk er arbejdsgiveren, som bliver udbyttet, fordi lønnen er mere værd for arbejdstageren end den arbejdskraft, han afgiver ved at acceptere et job.
”Det er udemokratisk”
Hvis alting i samfundet, skulle være demokratisk – dvs. afgjort ved flertalsafgørelser i parlamentariske fora, ville samfundet hurtigt degenerere til stenalderniveau. Faktisk kan man argumentere for, at stenalderen ville forekomme overlegent civilisatorisk i forhold til det totalt demokratiske samfund. Intet ville blive gjort ordentligt, intet ville blive gjort hurtigt, og ingen ville have forstand på, hvad de stemte om eller foretog sig (ligesom i Folketinget – bare værre!).
I øvrigt bør man sammenligne de dele af samfundet, som i dag fungerer ved demokratiske afgørelser, med de dele, som fungerer ved privat og individuel selvbestemmelse. Alle ting, som politikere bestemmer over eller har indflydelse på, fungerer uligt ringere end deres private alternativer. Hjemmehjælp, hospitalsvæsen, børnepasning, Combus, DSB, Forsvaret, Politiet, kommunale forvaltninger og folkeskolen fungerer alle meget ringere end, hvad kan kunne forvente af potentielle private entreprenører eller allerede eksisterende private forretninger.
Argumentet om, at noget er ”udemokratisk” har desuden ingen logisk grænse. En grænsedragning mellem stat og privat vil altid blive arbitrær. Derfor kan man med lige så stor en ret hævde, at Holger K. Nielsens tænderbørstninger skal under demokratisk kontrol som at A. P. Møllers Nordsø-operationer skal det. Man kunne hævde, at Holger K. Nielsens tænderbørstninger foregår på et fuldstændigt anarkistisk niveau, og vi derfor må sikre, at de ikke kolliderer med samfundets interesser. Der må ansættes statslige kontrollanter til at sørge for, at de foregår inden for samfundsmæssigt forsvarlige tidsrum og længde, da han ellers gennem det offentlige hospitalsvæsen kan påføre resten af samfundet store omkostninger ved misligholdelse. Dette er absurd.
At noget er ”udemokratisk” er derfor på ingen måde et tilfredsstillende argument for, at der i stedet skal statslig, demokratisk regulering til.
”Robin Hood”
Ofte bliver borgerlige politiske tiltag af kollektivister karakteriseret som en ”omvendt Robin Hood”, fordi de ”tager fra de fattige og giver til de rige”. Det er for det første noget vås, fordi de resurser, som ”tages fra de fattige”, ikke er de fattiges retmæssige ejendom. For det andet er det noget vås, fordi den fiktive romanfigur Robin Hood som bekendt tog værdier fra sheriffen af Nottingham for at give dem tilbage til værdiernes retmæssige ejere, borgerne. Sheriffen af Nottingham udgjorde middelalderens svar på vore dages skatteopkrævere, hvorfor Robin Hood må siges at være en liberalistisk frihedshelt (findes der egentlig andre?). Det er derfor ekstremt misvisende, at politiske tiltag til lavere skatter eller lavere omfordeling karakteriseres som en ”omvendt Robin Hood”. Det er tværtimod en ”ægte Robin Hood”. Venstrefløjen skulle tage og læse deres barndoms klassikere en gang til, før de begynder at udbrede deres vås.
”Samfundets sammenhængskraft”
”En stor stat er nødvendig for at sikre samfundets sammenhængskraft” – noget lignende har den venstreorienterede forfatter Carsten Jensen engang sagt. Men hvad er den metafysiske og ikke-eksisterende ”samfundets sammenhængskraft”? Svaret er, at det er en skal, som kan bruges til at fylde alle mulige påstande og forslag ned i. Man kan med lige så stor en ret hævde, at samfundets sammenhængskraft svækkes med en stor statsmagt. Samfundets sammenhængskraft som argument er derfor noget forfærdeligt og virkelighedsfjernt vrøvl.
Hvis ”samfundet” (hvad er det overhovedet?) i det hele taget har en sammenhængskraft, må den bestå i helt anderledes konkrete forhold. Sprog, kultur, mad, vaner, geografiske forhold og genetiske særtræk kan være eksempler herpå. Men fælles for disse forhold er, at de i udpræget grad er private fænomener, hvorfor statens indretning hverken har eller bør have den fjerneste betydning for dem.
Et beslægtet argument går ud på, at ”mennesket er et socialt væsen”, og at en stor stat derfor er nødvendig. Igen ses her, at der fuldstændigt mangler et logisk bindeled mellem påstanden og konklusionen. Det modsatte kunne med lige så stor ret hævdes; at menneskets sociale væsen fordrede en lille eller ingen statsmagt. Det følger på ingen måde, at menneskets sociale væsen gør det til en nødvendighed, at det bliver tvunget til at deltage i fælleskaber, som det ikke ønsker at være en del af. Tværtimod.
Denne påstand henter i modsætning til den første støtte i empirien. De samfund, som i verdenshistorien havde den mindste statsmagt og den bedst definerede og respekterede private ejendomsret har været centrum for civilisationen i verden. Jeg tænker specielt på Storbritannien før 1. verdenskrig, USA før 1861 (måske frem til 2. verdenskrig eller helt til i dag), Schweiz, Hong Kong, Singapore og de skandinaviske lande før 2. verdenskrig.
”Fremmedgørelse”
”Det kapitalistiske krav om fortløbende effektiviseringer fører til en strengere og mere specifik arbejdsdeling, som uvægerligt vil føre til fremmedgørelsen af arbejderne og derfor også frustration og til sidst voldeligt oprør”. Sådan lød en af de marxistiske teser. I dag fremføres den slags nonsens ikke med samme deterministiske overbevisning og videnskabelige fernis. De fleste har nok indset, at ”fremmedgørelse” er en proces, som er et helt og aldeles metafysisk begreb, hvorfor det ikke på nogen måde lader sig kvantificere. Påstanden er derfor anti-videnskabelig og anti-rationalistisk.
Alligevel findes der stadig mennesker, som læser Politiken og Information, som anvender argumentet om ”fremmedgørelse”. Hvis vi derfor alligevel skulle forholde os til påstanden og antage, at arbejderen i en eller anden udstrækning fremmedgøres af kun at have med en meget lille del af den industrielle tilvirkningsproces at gøre, må man sige, at det virker ulogisk, at han skulle blive specielt fremmedgjort af kun at kende en del af den produktionsproces, som er tilknyttet hans eget arbejde. Hvorfor skulle han ikke også blive fremmedgjort af ikke at kende tilvirkningen af alle andre produkter, som han til dagligt konsumerer? Grænsedragningen mellem hans eget arbejde og andres vil altid til en eller anden grad være arbitrær. Er det eksempelvis en del af hans arbejde, at tilvejebringe de råstoffer, som tilgår i forarbejdningen af det endelige produkt eller ikke? Hvad med tilvejebringelsen af de råstoffer, som muliggør tilvejebringelsen af råstofferne til hans eget arbejde?
En anden indvending mod argumentet om fremmedgørelse er, at den kapitalistiske specialisering faktisk muliggør, at arbejderen generelt får en højere levestandard og mere frihed og fritid, hvorfor han rent faktisk får mulighed for at bruge denne fritid til at sætte sig ind i, hvordan andre produkter tilvirkes. Arbejderen i et socialistisk samfund skulle arbejde langt flere timer om ugen (som en tommelfingerregel det dobbelte), hvis han ville have den samme levestandard som en arbejder i et kapitalistisk samfund – og da ville det være tvivlsomt, om han havde overskud og lyst – for ikke at sige tid – til at sætte sig ind i øvrige tilvirkningsprocesser, som måtte have hans interesse.
”Menneskets sjæl”
Menneskets sjæl er ofte blevet knyttet sammen med en påstået mere og mere omfangsgribende kommercialisme. Visse kollektivister fremfører virkelighedsfjerne påstande om, at denne kommercialisme medfører, at vi risikerer at miste vores sjæl. Hvordan vores sjæl på nogen måde er relateret til kommercialisme, får vi aldrig at vide. Det er igen blot en påstand efterfulgt af en pseudokonklusion.
Menneskets sjæl bliver også fra tid til anden kædet sammen med den påstået ekstremt farlige pornoficering af samfundet. Dette er blot en anden variant af kommercialiseringen (”at alting er til salg”), og at dette skulle være meget farligt.
Kollektivisternes tåbelige retorik om menneskets sjæl inddrager aldrig menneskets ret til at forvalte dets ejendom, som det har lyst – så længe det ikke skader andre. Og det bliver aldrig gjort klart, hvorfor statslig regulering af alt mellem himmel og jord på en eller anden måde skulle sikre, at vi bevarer vor sjæl.
Begrebet ”sjæl” meningsløst – det finder under alle omstændigheder ingen håndgribelighed i videnskabelige sammenhænge. Dog er det forbundet med stærkt positive konnotationer at have en sjæl. Det er vel det, som i teologiske sammenhænge gør os menneskelige. Derfor er det pudsigt, at specielt kollektivister fremhæver sjælen som noget, der står i særlig modsætning til kommercialismen og det kapitalistiske samfund, for det er udelukkende den kapitalistiske samfundsindretning, som giver mennesket mulighed for at udvikle sit menneskelige potentiale – ja egentlig det, som udgør selve menneskeligheden – til forskel fra dyriskhed.
Det kollektivistiske samfund anser blot mennesket for en myre i en myretue. Menneskelige særtræk anses af kollektivister som besværligheder eller urenheder, som hindrer pæn konformitet og ”det fælles bedste”. Myrer har ingen sjæl – de er blot at regne for maskiner, som mekanisk parerer ordrer. Hvis vi derfor også skal forholde os til det meningsløse argument om at miste sin sjæl som følge af kommercialisme eller andre ting, kan vi derfor fremføre, at kollektivisterne hylder det sjæleløse samfunds karakteristika, samtidig med at de fremfører ”sjælen” som noget positivt. På den måde bliver deres retorik (endnu mere) selvmodsigende og virkelighedsfjern.
”Det er udansk”
Argumentet om, at ”noget er udansk”, tager udgangspunkt i menneskets uvilje mod det nye samt menneskers hang til nationalisme. Det er et reaktionært og konservativt argument uden indhold. Er alting dansk godt? Nej, naturligvis ikke. Ligeså var heller ikke alting sovjetisk godt. Alting amerikansk er heller ikke godt. At henføre ønskværdigheden af noget til et bestemt geografisk område som Danmark er i sig selv et dumt og plat argument. Det ville også være åndsvagt, hvis man henførte alting til, om man gjorde sådan og sådan på et bestemt tidspunkt i historien:
”Nej, sådan gjorde vi ikke i 1973, så det kan vi ikke gøre nu”, er et argument med samme logiske gyldighed som at ”Nej, sådan har vi ikke tidligere gjort i Danmark, så det kan vi ikke gøre nu”. Det siger sig selv, at man bør evaluere en handling ved dens konsekvenser – ikke ved, om den før er prøvet eller ikke prøvet.
Indførelsen af en lov (eller måske snarere afskaffelsen) kan godt være en god ting i sig selv, fordi man må regne med at denne indførelse eller afskaffelse vil have bestemte konsekvenser. Det ville eksempelvis være en god – men ”udansk” – idé at indføre en lovgivning, som sikrede menneskers ret til at forhandle og/eller indtage de stoffer, de havde lyst til, fordi det ville redde mange menneskeliv samt hæve livskvaliteten for mange mennesker.
Disse eksempler på kollektivismens selvmodsigende og primitivistisk, religiøse argumenter er ikke udtømmende. Man kan blot tænde for fjernsynet og lade sig inspirere til tusindvis af variationer over dem. Jeg håber blot, at jeg med denne artikel har imødegået de mest almindelige.