Højrefløjen og krigen

Redaktionel note: Denne kronik af Jonas Vognsen og David B. Karsbøl blev i en let redigeret udgave bragt i Berlingske Tidende den 7. marts, 2003. Den bringes her med tilladelse fra Berlingske Tidende.
_________________________________
D. 15 februar 2003 afholdtes over store dele af jorden nogle af historiens største fredsdemonstrationer i protest mod amerikanske og britiske planer om et nyt militært angreb på Irak.
Talerne i København bestod af en gruppe udpræget venstreorienterede personer, og anbefalerne samt organisatorerne kom fra nøjagtigt samme miljø. Tilsyneladende deltog dog også en del almindelige og hæderlige borgere. Det lod til, at ældre borgere, som på egen krop har oplevet krigen var velrepræsenterede. Også småbørnsfamilier benyttede lejligheden til at give udtryk for deres modstand på denne smukke, men lidt kolde dag.
På trods af det store opbud af krigsmodstandere var der ingen kendte borgerlige personer eller organisationer repræsenteret. Den officielle og organiserede fredsbevægelse er i Danmark i udpræget grad et venstrefløjsfænomen – men behøver det være sådan? Er det en naturlov, at højrefløjen er større tilhængere af krig end venstrefløjen? For at få svaret kan det være konstruktivt at se på en vigtig ideologisk debat, som i disse dage udspiller sig i USA.
En udbredt opfattelse af, hvordan den amerikanske højrefløj forholder sig til krig finder vi f.eks. i William F. Buckley Jr.’s velkendte og indflydelsesrige tidsskrift, National Review, hvis redaktør Rich Lowry efter 11. september overvejede, om man ikke skulle smide en atombombe over Mekka, da det ville “sende et signal” til muslimerne, hvorimod deres mere moderate klummeskribent Ann Coulter mente, at man kunne nøjes med at “invadere deres lande, dræbe deres ledere og omvende dem til kristendommen”. Fælles for disse såkaldte neokonservative grupperinger er synet på amerikansk kultur som værende fundamentalt overlegen i forhold til andre, hvoraf følger ikke bare en ret – men også en pligt – til at tvinge den ned over hovedet på andre folkeslag i fjerntliggende dele af verden. Dette syn på og anvendelse af udenrigspolitikken kan med god ret karakteriseres som imperialisme.
Men specielt to bevægelser på den amerikanske højrefløj skiller sig dog ud fra denne voldsretorik og propaganda – den gode gammeldags konservatisme og de såkaldte libertarians, altså klassisk liberale. Hvad der ideologisk set binder disse to bevægelser sammen, er ønsket om en totalt isolationistisk udenrigspolitik med en stædig insisteren på, at bilaterale relationer udelukkende bør bestå i fredelig samhandel til gensidig fordel. Teoretisk set kan dette syn formuleres som “non-aggressionsprincippet” (NAP), hvilket har været det bærende idesæt for stiftelsen af den oprindelige amerikanske republik samt de væsentlige liberale traditioner i de øvrige anglosaksiske lande.
NAP kendetegner i denne ideologiske tradition ikke bare synet på den enkelte borger, som tillades at gøre, hvad han vil, så længe han ikke derved krænker andre borgeres tilsvarende ret – men også synet på udenrigspolitiske relationer. NAP skal ikke ses som udtryk for en ubetinget pacifisme, men snarere som et princip for, hvornår magtanvendelse er legitim. Ifølge NAP må magtanvendelse mod andre nationer derfor udelukkende forekomme som et selvforsvar i meget snæver forstand. Hvordan et selvforsvar skal forstås kan selvsagt diskuteres og defineres på mange måder, hvilket de amerikanske neokonservative og deres europæiske åndsfæller som Anders Fogh Rasmussen også i udpræget grad benytter sig af.
Men endnu før stiftelsen af den amerikansk republik blev NAP inkorporeret i den klassiske internationale lov (først formuleret af 1600-tallets spanske skolastikere som Vitoria og Suarez), som fremhævede den moderne civilisations principper for krigsførelse (og som også mundede ud i Geneve-konventionen); 1. Undlad at angribe civile. 2. Respekter neutrale staters rettigheder.
Mens det første punkt burde tale for sig selv, er det andet punkt måske værd at uddybe.
Rationalet bag den klassiske internationale lovs syn på neutrale staters rettigheder var et forsøg på at undgå, at bilaterale konflikter udviklede sig til regionale – eller det, der var værre. I den klassiske internationale lovs gyldne æra ansås erklæringen om neutralitet ikke som en umoralsk laden-stå-til, som det desværre er tilfældet i dag – men en pragmatisk løsning på politikeres evindelige aktivisme og regerelyst, som alt for ofte ledte til krige for at tilgodese snævre politiske interesser gennem usympatiske studehandler og demagogiske kunstgreb, der skulle opildne befolkninger, som ikke havde den fjerneste interesse i krig.
Schweiz er nok det land i verden, som mest konsekvent har fulgt retningslinierne i den klassiske internationale lov. Man kan kun gisne om, hvordan verden ville have set ud i dag, hvis USA havde gjort det samme. Den amerikanske konstitutions fædre var nemlig udmærket klar over rationalet bag den klassiske internationale lov, men de tilførte diskussionen endnu en (liberal) indsigt, som senere måske bedst formuleredes af Randolph Bourne, en af de ledende amerikanske intellektuelle modstandere af amerikansk deltagelse i 1. verdenskrig; “War is the health of the state”. Det er mao. en banal, liberal indsigt, at krige generelt fører til større og mere undertrykkende statsmagter. The Founding Fathers understregede denne indsigt og advarede gentagne gange imod en stående hær i fredstid. De anså en sådan for at være et for nemt anvendeligt værktøj for despotiske politikere med “store visioner” på hele samfundets vegne. For verdensfreden skulle det hurtigt vise sig at blive fatalt, at man ignorerede The Founding Fathers advarsler.
Med fremkomsten af de moderne stater i begyndelsen af 1900-tallet gik man desværre i større og større grad bort fra principperne i den klassiske internationale lov. I stigende grad undermineredes den hidtidige neutralitets ærværdighed, og i stigende grad gjaldt det om fra politisk side at identificere “den gode” og “den onde” i bilaterale stridigheder – samt ikke mindst direkte at involvere sig i konflikterne. Første Verdenskrig var det naturlige svar herpå, og den udgjorde dødsstødet for den klassiske internationale lov.
Borgerlige, vestlige politikere har i dag tilsyneladende både glemt rationalet bag NAP og neutralitetsprincippet, så de nu flakker rundt fuldstændig uden ideologisk ballast og retter sig ukritisk efter retningslinierne fra Washington – på samme måde som stalinisterne bevidstløst rettede sig efter ordrerne fra Moskva. Borgerlige politikere har dermed understøttet et USA som verdens frelser og politimand – først i kampen imod kommunisme, og – efter den kolde krigs ophør – i kampen for demokrati. Midlerne i denne kamp har alt for ofte været militæraktioner rettet mod tredjeverdenslande.
Resultatet af de mange interventioner har stort set aldrig været en succes for befolkningerne selv – men har derimod alt for ofte været opretholdelsen af illegitime regimer, som i udpræget grad har trådt deres befolkningers rettigheder under fode. Dette er også en af de væsentligste årsager til, at hadet mod USA og manglen på forståelse af betydningen af vestlige værdier trives i netop de lande, som har været eller stadig er genstande for amerikanske interventioner. Terroraktioner som den 11. september, 2001 er et af de mest frygtelige, men forudsigelige resultater af dette had, som uundgåeligt måtte opstå af den aktivistiske udenrigspolitik. Men paradoksalt nok har denne begivenhed blot ført til endnu større krav om interventioner og amerikansk, militær tilstedeværelse i alle verdens afkroge samt den afgørende underminering af de amerikanske frihedsrettigheder, som tidligere udgjorde fundamentet for et af verdens mest frie, fredelige og sympatiske samfund.
For at imødegå truslen fra potentielle terroraktioner har amerikanske politikere nu gennemført de mest vidtgående afskaffelser af individuelle frihedsrettigheder i nyere tid. Den stort set udebatterede oprettelse af det uhyggelige retssikkerhedsmæssige misfoster, Department of Homeland Security samt vedtagelsen af “Patriots Act”, vil vise sig kun at være første skridt på vejen i en kommende yderligere erodering af amerikanske borgeres frihedsrettigheder. I takt med at det viser sig, at vitale dele af vort åbne og frie samfund stadig kan blive ramt af terroraktioner, vil der fra politisk hånd blive foreslået dramatiske tiltag for at kontrollere og “beskytte” vestlige borgere mod en trussel, som kun vil blive værre, jo mere den forsøges nedkæmpet i spektakulære militæraktioner.
Man kan mene om den tidligere amerikanske præsidentkandidat, Pat Buchanan, hvad man vil, men det er bla. med afsæt i ovenstående betragtninger, at han for nyligt har grundlagt tidsskriftet, The American Conservative, som modsvar til de neokonservative, og hvor “det gamle Europas” manglende krigslyst finder et velargumenteret forsvar.
En endnu mere interessant udvikling på den amerikanske højrefløj er fremkomsten af den libertarianske hjemmeside www.antiwar.com, som opstod under Bill Clintons valgperiode pga. hans stærke trang til at smide “humanistiske” bomber i hovedet på befolkninger i tredjeverdenslande.
Begge er eksempler på en naturlig borgerlig modstand mod krigen, som vi må håbe kan inspirere den hjemlige højrefløj til også at finde sine gamle rødder frem og tilvejebringer en aktiv borgerlig krigsmodstand (Danmark var trods alt neutral under Første Verdenskrig).
Læs også Amerikansk udenrigspolitik: Warmongere eller globocops? eller Murray N. Rothbards indlæg til The Cost of War-konferencen i Atlanta i 1994, “Just War”.