"Fredsbevægelsen" og kapitalismen

Hvad forårsager krig? Det gør statisme! Statisme er den samfundsform, som gør det muligt for nogle mennesker at forfølge deres mål vha. vold og tvang – til og med forsøger vores politikere at bilde os ind, at de kan opnå en masse godt vha. vold og tvang. Det hele bygger på en doktrin; at vold er en naturlig og nødvendig del af et menneskeligt og civiliseret samfund.
Kig på fredsbevægelserne. Kærlighed, overlevelse og næstekærlighed er deres nøgleord. Nu skal man passe på med at skære alle over en kam, men de skriger op om, at man bør stoppe atom-våben og brug af militær magt, men de synes, det er fantastisk med alle verdens flertalsdiktaturer. Af alle organisationer anser de ofte FN som den mest legitime. En selvmodsigelse, der skriger til himlen. Ifølge dem er det forkert, at en nation bruger vold mod en anden nation, men helt iorden, at en regering bruger vold mod sin egen befolkning – til og med en bevæbnet regering mod en ubevæbnet befolkning.
Statisme er voldens institutionalisering og statssamfundet er i realiteten en evig borgerkrig. En krig der kun efterlader folk et valg; nemlig valget mellem at røve eller at blive røvet. At dræbe eller at blive dræbt – eller det man kan kalde for kampen om den politiske magt. Når man står over for et valg som ovenfor, så vil alle skabninger begynde at slås, og menneskets civiliserede egenskaber vil gå tabt i denne kamp. Pointen er, at der aldrig kan blive fred i en nation af slaver, som kæmper om at blive slavefogeder.
Et 100% diktatur kendetegnes ved, at en del af befolkningen tager livet af en anden del af befolkningen. (Soviet, nazityskland, Nordkorea, Cuba osv.) I en blandet økonomi som den danske tager det form af kamp mellem forskellige pressionsgrupper. Graden af statisme i det politiske system svarer ganske eksakt til omfanget af rivaliserende grupper i samfundet, som kæmper imod hinanden. Når man ikke anerkender individuelle rettigheder, har man ingen mulighed for på retfærdig vis at afgøre, hvem der skal have hvad og hvilke interesser, der skal tilgodeses. I realiteten bliver det en tilbagevending til stammekrig – eller et stadie, hvor magt er lig ret.
Statisme er faktuelt og principielt ikke spor andet end bandekrig, hvor en hersker gennem tyveri og slaveri udsulter landets befolkning. Man kan ikke forvente af et land, der krænker sin egen befolkning, at det vil respektere nabolandet. Et land, der krænker menneskelige rettigheder, vil aldrig respektere nabolandets rettigheder.
Statisme næres af krig – men et frit land behøver ikke krige for at blomstre. Statisme bygger på tyveri og slaveri. Et frit land bygger på fredelig produktion. En vigtig pointe fra historien er, at krig altid starter fra de mindst frie lande. WW1; monarken i Tyskland og Czaren i Rusland. WW2; nazi-tyskland og Sovietunionens angreb på Polen.
Soviet og Tyskland behøvede krig. Det semi-kapitalistiske USA behøvede absolut ikke krig. Så mens tyskerne splittede de polske fabrikker ad og sendte dem hjem til Tyskland, så sendte USA masser af støtte til sine allierede i Europa – incl. hele fabrikker. Alligevel er det kapitalismen, som dagens venstreorienterede fredsbevægelse ikke kan lide og socialistisk statisme som de kæmper for – i fredens navn!
Et frit samfund behøver ingen krige
I et frit, kapitalistisk samfund ville omkostningerne for en krig altid frivillige bidrag fra private borgere, som ikke kan gøre sig nogen som helst forhåbninger om at få nogen penge tilbage, hvis en aggressiv erobringskrig bliver vundet. De kan kun gøre sig forhåbninger om at kunne beholde deres værdier i en forsvarskrig. De økonomiske interesser er i et frit samfund på fredens side.
I en velfærdstat, hvor velstand er ikke privatejet, men kollektivt ejet, har privatpersoner ikke det samme økonomiske incitament til at bevare freden. En person i en velfærdstat er til og med ideologisk opdraget til at ofre sig for kollektivet. Hvis han skal ofre sig for staten, hvorfor skal så ikke en fremmed udlænding ofre sig for staten?
Bureaukrater eller politikere i et kollektivistisk samfund har ingen interesser i at maksimere kapitalværdien af samfundets enkeltdele. Bureaukraten eller politikeren har kun interesser i at blive siddende, at forøge sin magt, sine bevillinger, antallet af underordnede osv. Krigen er det bedste middel til overtalelse af befolkningen, når det gælder disse mål, for på intet tidspunkt er civilsamfundet ligeså villigt til at give afkald på rettigheder, som når de er truet af udenlandsk intervention (hvadenten denne trussel er indbildt eller ej).
På denne baggrund er det således helt naturligt, at den amerikanske, højreorienterede fredsbevægelse i snart mange år har talt om The Welfare-Warfare-State – det er kollektivismen, som er den største trussel mod freden, både indenlandsk ud udenlandsk…
Præcis som kapitalismen i indenrigspolitiken skal tage skylden for al statismens dårligdomme får kapitalismen også skylden for krige som statismen forårsager. Vi genkender udtrykkene ‘kapitalistisk imperialisme’, ‘at profitere på krig’. Kapitalismen kender dog kun til en form for udenrigspolitik – nemlig frihandel, som er det mest fredsskabende verden hidtil har set. Hvis det var forbudt at handle eller at rejse over landegrænser, tænk da på, hvor mange krige verden da ville have set…
Pointen er, at hverken rige eller fattige borgere er i en position til at starte en krig. Det er et privilegium, som udelukkende tilhører regeringer. Spørgsmålet man da må stille sig selv er; hvilken type regering er da mest tilbøjelig til at starte en krig. 1) en regering med begrænset magt, som skal holde sig til en konstitution 2) en regering med ubegrænset magt som er åben for pressionsgrupper eller andre grupper som er vant til at kæmpe i den blandede økonomi’s evige borgerkrig? Hvad er det for en type af regering, som fredsbevægelserne er fortalere for i dag? Ikke den første ihvertfald. Præcis en type regering, hvor man tror på at det gode kan opnås ved ubegrænset magt, gennem vold og tvang.
Fremvæksten af den moderne stat og den totale krig
Dem som faktisk bekymrer sig om fred burde observere, at kapitalisme – eller det nærmeste man er kommet det (minimal statsindblanding) – er den sociale form, der har sikret menneskeheden den længste fredtidsperiode i moderne historie. I perioden fra afslutningen af Napoleons krige i 1815 og frem til begyndelsen af Første Verdenskrig i 1914 var der praktisk taget ingen krige i den civiliserede del af verden.
Men 1800-tallets kapitalisme og respekten for individuelle rettigheder blev ødelagt af voldens ideologi, kollektivismen, hvilket forklarer væksten af de ”moderne” (totale) stater med deres tilhørende militarisme og totale krige. Netop 1800-tallets fremkomst af den almene værnepligt er et usympatisk symptom på den latente kollektivisme, som oplysningstiden ikke havde nået at kurere, og netop den almene værnepligt var den nyskabning, som gjorde det muligt for de moderne stater at føre de nye, totale krige.
Med fremkomsten af den totale stat og dens næsten uindskrænkede muligheder for at udskrive skatter kunne politikere nu føre de krige, som var nødvendige for at ekspandere deres magtbeføjelser og knægte den individuelle frihed. Værnepligten betød, at krige nu involverede hele befolkninger – og ikke kun fyrster eller magthavere, som tidligere selv havde skullet finansiere hære og/eller lejesoldater og bære tabet ved deres destruktive adfærd.
Hvad kan vi lære?
Har vi lært os noget? Første Verdenskrig ledte ikke til demokrati, men til tre diktaturer. Soviet-barbariet, Det fascistiske Italien og Nazi-Tyskland. Anden Verdenskrig ledte ikke til frihed, men til, at en trediedel af verdens befolkning blev overgivet til kommunistisk slaveri. Hvilken befrielse!
Hvis fredsbevægelsen virkelig ønskede fred, burde så store fejltagelser og så store menneskelige lidelser lede til at man stopper op og kontrollerer sine antagelser. Fredsbevægelserne er dog blinde for alt andet end deres had til kapitalismen, noget vi genkender fra globaliseringsdebatten, hvor slogans som ‘fattigdom skaber krig’ er populært – helt uden at overveje, at det er staterne der forårsager fattigdommen, og stater der starter krige.
Hvis man er imod krig og for fred er der kun en kurs, der gælder – kursen væk fra staten dvs. væk fra den antagelse, at individdet blot er kollektivets offerlam, at det at bestemme over andre vha. magt er OK, og at målet helliger midlet, dvs. at noget godt kan opnås gennem en ond proces.
Når man betænker ovenstående er udviklingen i EU meget bekymrende. En stat-på-stat-udvikling, som netop kendetegnes ved selvmodsigelser og fraværet af en konstitution, der respekterer menneskelige rettigheder. Det er bekymrende, fordi de fleste tror, at de følger fredens recept, men uden at vide det følger de voldens og krigens.
Der findes i dag stærke kræfter, som taler om et styrket europæisk forsvarssamarbejde. Mod hvad? Politikere og bureaukrater skal nok finde noget – det viser historien med al ønskelig tydelighed…
Læs også Højrefløjen og krigen og Informationskrig.